I et underligt land, hvor der i stedet for solen skinner et stort tandhjul, og hvor der i stedet for blomster vokser smukke søm og møtrikker overalt, bor robotterne. Deres liv adskiller sig næsten ikke fra menneskers liv — robotterne går på arbejde, spiller spil og kommunikerer, ligesom mennesker gør.
Og robotterne lever fredeligt, og hele deres liv forløber efter et strengt programmeret scenarie. I robotfamilier er der også deres egne regler og traditioner. Om morgenen er der navneopråb — efter serienumre, morgenmad — påfyldning af maskinolie, de mindre robotters undervisning på en særlig skole, programmering og datalogi, og de ældre robotters strengt automatiserede arbejde. Om aftenen samles alle familiemedlemmer for at diskutere nye opgaver og går i seng — slukkes til næste morgen.
En dag skete der noget usædvanligt i robotlandet. Robot nummer 404 gik i stykker. Det hele begyndte uventet ved morgenopråbet, da nummer 404 ikke svarede på sit navn. Familiens leder, en robot af den ældste model, spurgte overrasket:
Nummer 404, hvorfor svarer du ikke? Hvad er fejlen?
Jeg vil gerne have et andet navn, — sagde 404 og blinked med et rødt lys.
Jeg udfører en kontrol. Bzzzzzz, — familiens leder scannede nummer 404's pande, hvor robotterne har mikrochips, — Temperaturen er normal, ingen afvigelser i programdriften blev opdaget. Dit navn er 404, hvad er der ikke i orden?
Det er jo ikke et navn! Det er et løbenummer! — sagde 404, og selv i hans robotiserede stemme kunne man høre tristhed.
Ukendt fejl, — var alt familiens leder kunne sige.
Men det var ikke en fejl. Nummer 404 arbejdede i arkivet. Mens han gennemgik mapper med videnskabelige undersøgelser, fandt han en — en rød mappe, som havde enorme bogstaver trykt på: "Menneskers verden". Robotten studerede indholdet af mappen omhyggeligt og opdagede, at mennesker ligner robotterne meget, men gør mange ting på deres egen måde. De er meget skrøbelige og ufuldkomne.
Det er svært for dem at udføre arbejde, som er almindeligt for en robot — at gange flercifrede tal i hovedet, at løfte mange tons tunge laster, at sortere dataarkiver med sekundnøjagtighed. Alt dette virkede meget sjovt for robot nummer 404, mennesker underholdede ham, men der var noget ved dem, der vakte interesse. Og robotten kunne ikke forstå, hvorfor han så gerne ville ligne disse "mennesker" fra den røde mappe.
En ting husker robotten bedst af alt — hvert menneske har et navn. Navne kan gentages, men det skræmmer mennesker ikke, de elsker deres navne, og hvert navn har sin egen betydning. Victoria — sejr, Yegor — landmand, Kirill — hersker og mange andre navne.
Robotten forstod, at hans navn "nummer 404" ikke betyder noget andet end tallet, som han er registreret under på hans chip. Og robotten ønskede så meget at få et nyt navn, at han holdt op med at svare på sit eget.
Ingen kunne forstå, hvad slags fejl der var sket i robot 404's program. Han fortsatte med at arbejde udmærket, gjorde ingen fejl over for venner og familie, men nægtede blankt at svare på sit navn. Samtidig vidste han ikke, hvad han gerne ville kaldes.
I hans programkode var navne ikke registreret. Og menneskenavnene fra den røde mappe kunne han ikke lide. Han havde ikke besejret nogen, arbejdede ikke med jorden og ledede ingen processer. Og hver morgen ved opråbet sagde robotten:
Jeg er ikke nummer 404.
Ukendt fejl, — gentog familiens leder igen og igen.
Og disse to ord: "Ukendt fejl" begyndte at forfølge robotten overalt. Så snart han talte med en af sine venner om navne, hørte han som svar:
"Ukendt fejl"
Han kom hjem eller arbejdede i arkivet, han hørte disse ord:
"Ukendt fejl"
Og robot nummer 404 forstod — at det var præcis det, der karakteriserede ham bedst. Han — var en fejl. Men han var ikke trist over det, tværtimod var han glad for, at han endelig havde fundet sig selv. Og næste morgen ved opråbet sagde han stolt:
Jeg er ikke nummer 404.
Ukendt fejl, — svarede den vigtigste forælder.
Ja! Det er mit navn! Jeg er — Fejl 404!
Siden da blev han kaldt således. Da robotten fik sit nye navn, syntes det, som om han blev særlig blandt de andre. Det virkede på ham, som om han var særlig, som om han var blevet tættere på disse mærkelige "mennesker" fra den røde mappe. Og hvem ved, måske lykkes det ham en dag at komme ind i deres verden!
