Knalderen ved navn Knald bor i en stor butik kaldet "Festmagasinet". Hvordan hun endte der, husker hun ikke, hun ved kun, at hun blev bragt i en træ-kasse fuld af lige sådan nogle farverige knaldere.
Knaldes naboer fortalte, at de gennem en lille sprække i kassen havde set, hvordan de sejlede over havet og kørte i ladet på en lastbil. Det er alt, hvad Knald ved. Hun elsker at bo i butikken — den er befolket af andre festlige ting.
De vigtigste i butikken er fyrværkeriet. De er meget smukke, men samtidig også farlige. Man kan ikke bare købe dem, og de koster meget. Og fyrværkeriet bor altid i farverige kasser med flere stykker! De bliver aldrig kede af det.
De mest muntre i butikken er bengalske lys. De kommer i forskellige former — som stjerner eller hjerte, og nogle gange som juletræer. Disse tændstikker giver aldrig nogen ro. De ler hele tiden og hvisker til hinanden, mens de tændes af hinanden.
Men Knald kan ikke lide knaldbomber. Hun er ikke venner med dem. De er ondskabsfulde og lumske. De prøver altid at skræmme nogen eller gribe efter fingrene. Man skal altid være på vagt omkring dem, ellers kan man komme til at træde på dem! Knaldbomber eksploderer altid uventet og højt, og folk køber dem meget ofte.
Knald har boet i "Festmagasinet" i flere år, og mange festlige kasser er passeret gennem hendes hænder. Når der kommer nye, viser Knald altid gerne rundt. Men desværre — af en eller anden grund vil ingen købe hende.
Om natten, når stjernerne tændes på himlen, drømmer Knald om at ende op i centrum for opmærksomheden på en vigtig fest. Hun længes så meget efter at springe ud med et højt brag og sprede sine glimrende pailletter overalt for at give folk glæde.
Men årene går, og Knald samler bare støv på hylden. Så besluttede hun, at det var tid til at komme til en fest selv. En dag før nytår kom en pige med sin mor og far til butikken. De valgte fyrværkeri længe, tog nogle bengalske lys, men ville ikke have knaldere.
Knald ventede til pigen gik forbi, og så sprang hun ned fra hylden lige ind i hendes hænder. Pigen så grundigt på den store smukke knaldere og løb til mor og far for at få dem til at købe den. De var enige, og Knald var endelig uden for butikken. Hele vejen hjem forestillede hun sig, hvordan hun ville glimre på festen. Hun var stolt af sig selv for at have kunnet udtænke sådan en smart plan.
Da aftenen kom, og alle gæsterne samlede sig omkring det nytårsbord, observerede Knald omhyggeligt alt omkring hende. Først tændtes de bengalske lys. Knald blinked til sine gamle bekendte — hun vidste, at de havde ventet på denne fest lige så længe som hun selv.
Tiden kom til at dele gaver ud, gæsterne blev travle med at tage pænt indpakkede kasser frem under træet. Og pludselig sagde pigen: "Lad os åbne knalderen!". Alle var enige, og faren tog det vigtige arbejde på sig.
Knald holdt vejret.
Et — hun bliver taget i hænderne.
To — man ønsker sig noget.
Tre — far skyder med knalderen,
og overøser alle med glimrende pailletter.
Knald ler og flyver rundt i lejligheden. Hun sætter sig på tv'et, flyver under tæppet og sætter sig på juletræet. Det er en fest!
Det var værd at vente så længe på!
