Det var januar måned. Udenfor vinduet dansede smukke snefnug som levende væsener, og på himlen skinnede den klare sol. Dagen var så vidunderlig, at selv den bidende, næseknibende frost ikke ødelagde den.
Lille Mads tog sin yndlingshue i grå farve på, vantene og det varme tørklæde var også grå. Og den lille dreng kom til at ligne en grå lodden killing.
Mads åbnede døren, trådte ud på tærsklen og udbrød:
Sikke en skønhed! Sådan noget har jeg kun set på billeder i den bog, som bedstefar læser for mig om aftenen. Er det virkelig så smukt udenfor? På sådan vidunderlige dage sker der sikkert tit trolddom.
Mads løb afsted gennem sneen, som knasede så melodisk under fødderne. Drengen besluttede at gå ind i skoven for at gå en tur, der var træerne sikkert klædt i hvide pelse, og driverne helt sikkert højere end Mads selv.
Drengen går gennem skoven og hører pludselig nogen pibe med en tynd, blid stemme.
Jeg undrer mig over, hvem det kan være?
Tænkte drengen.
Mads sænkede farten, kiggede sig for og så en lille rød mus. Den lå på ryggen uden at røre sig. Mads styrtede forvirret hen til den:
Mus, muuus, lever du?
Musen reagerede ikke.
Stakkels lille, den er sikkert frosset. Og pludselig åbnede den lille røde mus det ene øje og sprang op.
Pyha, sikke en overraskelse!
Pibede den.
Det er jo trolddom! Kan dyr virkelig tale?
Og så huskede Mads, hvordan bedstefar havde fortalt ham interessante historier, hvor der skete forskellige tryllerier i vintermånederne. Nu var det magiske øjeblik sikkert kommet.
Så du er ikke en kat?
Spurgte den pibende mus.
Nej, hvorfor tror du det?
Undrede drengen sig.
Jeg løber stille og roligt afsted, og pludselig drejer jeg hovedet, og i horisonten er der dig, helt grå, lodden og rund, jeg troede du var en kat og besluttede at lade som om jeg var frosset i den kulde.
Men hvorfor?
Drengen blev ved med at undre sig.
For at du ikke skulle spise mig.
Mads og musen lo højt. Og så spurgte musen:
Vil du ikke komme på besøg hos mig?
Det vil jeg gerne, jeg har aldrig før været på besøg hos rigtige dyr, der kan tale. Men hvordan finder jeg dit hjem?
Lad os gøre sådan - jeg løber stille og roligt hjem og efterlader spor i sneen fra mine poter. Dem kan du følge til mit hjem.
Sådan blev de enige. Musen løb afsted ad stien, og Mads fulgte dens spor.
Drengen går ad stien uden at dreje af. Pludselig dukkede der en snebold op på hans vej, og lige foran Mads' næse forvandlede bolden sig til et vildsvin.
Hovsa! Hvem er det, der står i vejen for mig på stien?
Sikke trolddom! Kan du også tale? Er det overhovedet muligt?
Mads faldt forvirret om på bagdelen.
Selvfølgelig, vi dyr taler også og forstår jer mennesker perfekt.
Svarede vildsvinet.
Jeg havde ikke forestillet mig, at I forstår os!
Sagde drengen.
Ved du hvad? Kom på besøg hos mig. Jeg giver dig mad, og så kan du varme dig før turen hjem.
Råbte vildsvinet med et smil.
De nye venner blev enige på samme måde som med musen. Vildsvinet ville efterlade spor, og Mads ville følge dem til huset.
Drengen går ad stien og synger en sang.
Før han vidste af det, sprang den røde mus frem foran ham og råbte:
Her er mit hjem! Og her er mine veninder!
Ved siden af musen trampede andre røde mus.
Nu giver vi dig den lækreste delikatesse.
Musen rakte Mads en lille tot hø.
Mads tænkte, at når musene kan tale, så er høet sikkert også magisk - spiseligt for mennesker. Drengen prøvede totten og blev glad.
Det viste sig, at denne høstak havde drengen sammen med sin bedstefar forberedt allerede om sommeren til deres heste, som bor i stalden ved huset. Bedstefar har længe avlet hingste og snehvide heste, og det slåede hø til kæledyrene opbevarer de netop her i skoven.
Mens Mads tænkte og glædede sig, listede vildsvinet sig ubemærket bagfra.
Aha, du er allerede her! Det er godt! Nu giver jeg dig noget lækkert.
Det tandede dyr rakte drengen den samme slags høtot.
Mads troede ikke sine egne øjne. Da han vendte sig om, var musene forsvundet.
Bor du sammen med musene her?
Spurgte drengen vildsvinet.
Hvilke mus, jeg bor her helt alene.
Svarede vildsvinet.
Det må være en kæmpe høstak, når så mange små dyr har slået sig ned i den.
Tænkte Mads.
I det øjeblik lød der en høj knirken ikke langt derfra, og bag høstakken dukkede Mads' bedstefar op, som var kommet til skoven i slæde efter hø.
Før Mads nåede at vende sig om, var alle dyrene forsvundet, de løb hver til sit.
Mads fortalte bedstefar om det, der var sket. Bedstefar blev slet ikke overrasket, han har jo levet længere og set mange underlige ting i sit liv.
Nå, lille Mads. Lad os efterlade en lille høstak til disse skovdyr. Selvfølgelig har vi forberedt alt dette til vores heste, men skovdyrene skal jo også overvintre et sted og bo et sted. Det bliver en god gerning!
Sådan blev de enige. Og da Mads og bedstefar var kørt, vendte vildsvinet og musene tilbage hjem. Og de fik et hus til vinteren, og de har også mad.
