Det var en kold decemberdag. Træerne i skoven havde iklædt sig snehvide pelse, og jorden var dækket af et tykt lag sne. Skovens dyr gjorde deres hjem klar til vinteren, og fuglene i rederne samlede faldne grene og blade for ikke at fryse i den forfærdelige kulde og for at beskytte deres unger.
En lille hare ved navn Snefnug havde bygget sig et meget hyggeligt hus, hvor han allerede havde overnatret i mange dage. Og en dag, da frosten blev særlig hård, bankede en ræv på hans dør.
Haren stak ikke engang næsen ud, men råbte højt:
Hvem er det, der banker på mit hus?
Det er mig - ræven Rødhale. Hare, kære hare, lad mig komme ind og overnatte hos dig! Min hule, som jeg lavede til vinteren, er blevet dækket af en kæmpe snedrive, og jeg kan slet ikke komme ind i den. Det er så koldt udenfor, og jeg har ingen steder at være.
Nej, det er da løgn, ræv! Hvordan kan jeg lukke dig ind, du vil jo bare spise mig.
Svarede den bange hare.
Nej nej, jeg vil ikke spise dig. Jeg vil være dig meget taknemmelig, og vi vil leve godt og muntert sammen!
Svarede Rødhale, uden at have til hensigt at narre den grå hare.
Snefnug tænkte ikke længe, låste døren ordentligt og svarede:
Nej, bedrager! Gå din vej og kom aldrig tilbage!
Ræven vandrede gennem den mørke, snedækkede skov på jagt efter et sted at sove, mens haren stille lagde sig til at sove.
Næste dag, da Snefnug stak næsen ud af sit hus, så han, at vinteren virkelig var brudt løs. Efter at have løbet lidt rundt på jagt efter mad, vendte haren snart hjem. Han satte sig godt til rette, spiste alle de lækkerier, han havde formået at finde i den skræmmende skov, og lagde sig til hvile.
Der gik ikke lang tid, før der igen blev banket på hans dør.
Nå, hvem banker på min dør nu og forstyrrer min søvn!
Det er mig, din ven pindsvin. Lad mig komme ind og overnatte hos dig, lille hare. Det er så koldt derude, og mit hus er helt dækket af grene, så jeg kan ikke komme ind.
Nej, det var da løjerligt! Du vil jo bare stikke mig med dine skarpe pigge og smide mig ud af mit eget hus. Nej, find dig en anden at bo hos, og bank ikke på min dør igen, jeg lukker dig ikke ind!
Svarede Snefnug.
Pindsvin ventede lidt endnu i håb om, at den grå hare alligevel ville få medlidenhed og lukke sin skovven ind for natten. Men tiden gik, og Snefnug åbnede aldrig døren.
Natten var hård, og der faldt så meget sne, at haren om morgenen ikke engang kunne komme ud af sit lille hus. Der var mad nok til en hel dag endnu, så Snefnug løb ikke udenfor for ikke at fryse hale og poter.
Og så kom aftenen, sneen faldt så kraftigt, at man ikke kunne se noget, vinden væltede træernes grene, og der var ingen at se udenfor. Og pludselig fik Snefnug igen uventet besøg.
Hare, hej hare, kan du høre mig? Det er mig, egernet Pil, lad mig komme ind og overnatte hos dig. Mit træ, hvor jeg boede, er blevet væltet af den forfærdelige storm, og nu er jeg bange for at fryse og blive syg.
Ha, det var da noget! Hvis jeg lukker dig ind, vil du jo ødelægge hele mit hus med din store buskede hale, og så ender vi begge to på gaden. Nej, egern, gå og bed andre dyr om hjælp, og kom aldrig her igen!
Svarede Snefnug.
Sådan afviste haren alle sine skovnaboer og blev alene i sin hule til vinteren. Han ville på ingen måde lukke nogen ind, for så ville der være trangt, men sådan kunne han leve alene og spise og sove, når han ville.
Der gik en måned, to måneder, og pludselig afløste kraftig regn sneen. Hulen, hvor den grå hare boede, blev helt oversvømmet, og en skønne dag forvandlede hans pragtfulde rummelige hus sig til en dyb pyt. Snefnug gik udenfor og fik straks våde poter. Aftenen kom, og igen begyndte snefnuggene at falde på den kolde jord.
Haren løber gennem skoven og tænker:
Hvad skal jeg gøre? Jeg troede, at foråret var kommet, og at det snart ville blive varmt, men nej, vinteren er brudt løs igen, og nu har jeg ingen steder at bo.
Haren vandrer gennem de snedækkede træer, græder, fryser, og er også meget sulten. Og pludselig ser han foran sig en stor hule, og ud af den stikker ræven Rødhales hale.
Snefnug blev glad, løb hen til hende og peb:
Kære ræv, det er mig, den grå hare, lad mig komme ind og overnatte hos dig. Det er så koldt herude, mine poter, ører og hale er helt frosne, jeg er bange for at blive syg.
Ha ha ha, det var da morsomt! Gå din vej og kom ikke til mig igen. Da jeg ingen steder havde at bo, havde du ingen medlidenhed med mig, men sendte mig væk. Så nu vil jeg heller ikke hjælpe dig!
Svarede ræven, gemte sin røde hale og lukkede døren til sin varme, hyggelige hule.
Snefnug græd og vandrede videre for at finde et nyt hjem. Han løber gennem de snedækkede træer, og pludselig ser han foran sig en smuk hytte lavet af blade og grene.
Hvem mon der bor her? Jeg vil banke på døren, måske lukker de mig ind for en tid. Hej, svar hvis der er nogen hjemme!
Tænkte Snefnug.
Åh, er det dig, lille hare? Hvorfor vækker du mig på sådan en kold nat?
Svarede det søvnige pindsvin.
Det er mig, den grå hare. Min hule er nu blevet til en kæmpe pyt, og nu er den helt frosset til, lad mig komme ind og bo hos dig!
Glem det, jeg lukker dig ikke ind! Du sendte mig væk, og jeg vil ikke kende dig.
Så besluttede haren, at han for alt i verden måtte finde egernet, hun ville helt sikkert lukke ham ind. Haren løber og kigger sig omkring, og pludselig ser han egernet sidde i et træ og spise en nød.
Egern, endelig fandt jeg dig. Lad mig komme på besøg, jeg fryser forfærdeligt, og mine poter og hale er sikkert frosne.
Bad Snefnug med håb om endelig at have fundet et nyt hjem.
Ved du hvad, hare, jeg ville gerne, men jeg kan ikke. Jeg er meget fornærmet på dig, og jeg vil ikke lukke dig ind i mit hus. Løb videre, find dig et nyt hjem, men jeg tror ikke, at nogen vil lukke dig ind for natten.
Haren græd og vandrede videre gennem snedriverne. Den dybe nat kom, og Snefnug havde slet ingen kræfter tilbage. Han faldt om ved en busk og faldt i søvn. Og pludselig, gennem søvnen, hører han, at nogen trækker ham i øret.
Nå, grå hare, fandt du ikke noget sted at overnatte? Okay, kom med, vi giver dig husly. Vores fælles skovvenner fortalte mig, hvordan du ikke ville lukke dem ind. Jeg lukkede dem alle ind hos mig, og da det blev lidt varmere og det begyndte at regne, byggede de alle nye huse og bor der nu.
Brummede den store brune bjørn.
Haren blev glad, sprang op og fulgte sin redder til hi. Da de nåede det nye hjem, spiste bjørnen og haren ordentligt og lagde sig til at sove. Men Snefnug kunne slet ikke falde i søvn, han tænkte på, hvordan han ikke havde lukket sine skovnaboer ind i den bidende kulde, og græd.
Han forstod, at man altid skal hjælpe sine venner, for ved at opføre sig ondskabsfuldt og dårligt var han endt helt alene. Nu ville Snefnug aldrig jage sine venner væk, og hvis der skete dem noget, ville han helt sikkert komme dem til hjælp.
