Langt, langt væk i rummet boede der engang en lille stjerne. Selvfølgelig var hun kun lille i sammenligning med nogle andre stjerner; for dig og mig ville hun virke enormt stor.
Hun var større end træer, huse og endda vores Sol. Men det er ikke det vigtigste. Mere end noget andet i verden elskede Stjernen at se på andre stjerner og tænke på, hvordan de levede, hvad de så omkring sig, og hvad de drømte om. Men hun vidste ikke, hvordan hun skulle spørge dem om det, så hun følte sig meget ensom.
Selvfølgelig kredsede flere planeter omkring hende, og tidligere havde hun forsøgt at få dem i samtale. Men det gik ikke godt: planeterne var ikke interesserede i det, der var langt væk fra dem. Normalt endte al kommunikation med deres stridigheder om, hvem der skulle kredse omkring hvem, og hvis bane (det vil sige stien omkring stjernen) var mere korrekt og smuk. Men Stjernen blev træt af det og holdt op med at plage planeterne med samtaler, som slet ikke interesserede dem.
Men en nat (eller måske en dag – det er svært at sige, for det er altid nat i rummet) fløj en komet forbi stjernen. Hun blev meget overrasket, for hun havde aldrig set noget lignende før.
Hej! Mit navn er Stjerne, hvem er du?
Hun hilste på den ukendte.
Jeg er en komet. Har du virkelig aldrig set en komet før?
Svarede hendes samtalepartner med overraskelse i stemmen.
Nej. Jeg ser kun planeterne, som kredser omkring mig.
Svarede Stjernen tristt.
Det er meget mærkeligt. Der er så mange af os, der flyver rundt i rummet! Men tilsyneladende er det så stort, at selv vi ikke når til dets fjerneste hjørner... Kometer er himmelske rejsende. Vi ligner planeterne lidt, men vi er meget mindre og lettere, så vi kredser ikke omkring en enkelt stjerne, men flyver, hvor vi vil! Jeg er en iskomet, men der findes også kometer lavet af sten og metal.
Sagde kometen.
Hvor interessant! Jeg er så misundelig på dig – du har set så meget! Sig mig, har du det travlt? Kunne du blive hos mig lidt og fortælle mig om de vidundere, du har set?
Spurgte Stjernen.
Kometen havde ikke travlt og accepterede Stjernens invitation. Hun begyndte at kredse omkring Stjernen sammen med planeterne og fortalte hende fantastiske historier hver dag. Stjernen opdagede, at alle stjerner faktisk er forskellige: nogle er helt unge (som hende), mens andre er gamle, næsten så gamle som universet selv.
Nogle er meget varme, nogle er næsten kølet af; nogle er små, mens andre er gigantiske, så store at kometen ville have brug for flere år bare for at flyve langs en sådan stjerne. Og vigtigst af alt – mange af de stjerner, som vores Stjerne elsker at observere, viste sig at være døde for længe siden, de findes ikke længere! Det er bare fordi de er så langt væk, at det sidste lys, de sendte ud, før de slukkedes, først nu er nået til hende...
Disse historier fascinerede og fortryllede Stjernen. Og en dag besluttede hun at spørge kometen:
Sig mig, kommunikerer andre stjerner med hinanden? Jeg ville så gerne tale med dem...
Ja, selvfølgelig. Hvis du ser nøje på himlen, vil du se, at stjernerne ikke lyser jævnt, men blinker konstant. De bliver lysere, så næsten slukkes... Det er stjernernes sprog, sådan kommunikerer de med hinanden.
Svarede kometen roligt.
Komet, hvordan kan jeg lære dette sprog?
Spurgte Stjernen opspændt.
Nå, jeg kender det desværre ikke. Det er et særligt sprog, som kun stjerner taler, og der er ingen lærebøger til det. Jeg tror, du skal se nøje på dem og prøve at forstå, hvad de blinker om... Om 200 år vil du have lært det hele!
Svarede kometen usikkert.
Stjernen blev lidt trist. Men hun havde ikke mange valg – enten lytte til kometen eller blive ved med at leve i sorg og ensomhed. Snart fløj hendes nye veninde væk, og Stjernen begyndte at se intenst ind i det mørke himmel.
År gik – men for Stjernen var de som dage for os – hun så på andre stjerner og prøvede at løse deres mystiske sprog. Og en nat (eller måske var det dag, hvem ved) beundrede hun en klar rød stjerne. Og pludselig så hun, at den begyndte at blinke. Tre korte, svage blink, et klart... Og pludselig begyndte en anden stjerne, lille og sølvhvid, også at blinke.
Tre korte, et langt og klart blink... "Og hej til jer," tænkte Stjernen. Og pludselig forstod hun: det var jo virkelig en hilsen! Ja, sådan hilste de hinanden, og hun skulle blinke tilbage for at vise, at hun havde hørt dem! Tilsyneladende var de år, hun havde brugt på at se ind i det mørke himmel, ikke spildt.
Hun blinkede tre korte blink, et langt... Så var det bare at vente. Stjernen vidste, at svaret ikke ville komme med det samme; desuden kunne det være, at en af disse stjerner ikke svarede, hvis den allerede var slukket. Men Stjernen var sikker på, at hun ville få et svar – enten om hundrede år eller tusinde år, fra en eller anden stjerne. Og disse år med venten ville ikke være så tunge som før.
