Kære piger og drenge! I har nok undret jer lidt over, hvad det er for et mærkeligt navn ― „Den Søde Skov“? Svaret på spørgsmålet er gemt i navnet. I denne skov vokser der ved siden af almindelige træer sukkerbirketræer med karamelblade, blomster, hvor pollen er sød marmelade, kringlebuketræer ― man kan næsten ikke nævne det hele. Og skovens indbyggere er også usædvanlige: de kan tale, opfinde og selvfølgelig være venner. Men lad os lære dem bedre at kende. Så velkommen til Den Søde Skov!
Selvom Den Søde Skov var usædvanlig, og der voksede slik i den, gik årstiderne derinde efter hinanden ― præcis ligesom i en almindelig skov.
Bjørneungen Lille Mumle, en af indbyggerne i Den Søde Skov, drømte af hele sit hjerte om at se vinteren, fejre nytår og få en gave fra Julemanden. Men hvordan? For hvert år sov hele hans familie fast på den tid.
Du ved, hvor gerne jeg vil se vinteren og danse rundt om juletræet ― sukkede Lille Mumle ―, og få en gave fra Julemanden…
Og hvad forhindrer dig i at fejre nytår med os? ― spurgte hans bedste ven, egernungen Hurtigfix.
Jamen, jeg sover om vinteren, Hurtigfix! Hold op med at grine! ― næsten grådende indvendte bjørneungen.
Jeg griner da ikke. Vi stiller bare en vækkeur til dig, og så fejrer vi nytår sammen!
Virkelig?
Rigtig, rigtig. Lær i stedet et digt udenad. Tag min søster med til det ― hun har en hel bog med nytårsvers, ― sagde Hurtigfix muntert. ― Så kan du fortælle det til Julemanden ved juletræet.
Lille Mumle var så glad, så lykkelig, at han lærte hele tre digte udenad, og hver morgen fortalte han dem til sin mor og far.
Sommeren gik, den røde egern løb af sted som efterår, og så kom vinteren, som en sneleopard på bløde poter.
Vækkeuret vækkede faktisk Lille Mumle, men Hurtigfix havde i stedet for at stille det til aftenen, stillet det til morgenen.
Hvor er Julemanden, juletræet, dansen og gaverne? ― undrede bjørneungen sig og kiggede på sneen. ― Er gaverne under de hvide dyner?
Nej da, din tosse, ― grinte Hurtigfix ―, nu er det morgen, og det hele kommer først om aftenen. Og det, der ligger rundt omkring os, er ikke dyner, men sne.
Sne?
Ja, sne! Lad os lege!
Og hvad kan man lege om vinteren? ― spurgte Mumle meget forundret.
Hvad snakker du om! ― blev Hurtigfix endnu mere forundret. ― Om vinteren er det sjovt, kan du vide! Lad os først prøve at køre på slæde ned ad bakken!
Hele morgenen kørte vennerne på slæde, og de løb hjem kun for at spise frokost og så straks ud igen. Der var snebold, skøjtebane og ski! Vennerne byggede endda et par snemænd. Der var et par timer til nytår.
Snart, ― smilede Lille Mumle ―, snart.
Han satte sig på en lille stol for at hvile sig, men han lagde ikke mærke til, at han faldt søvnigt i søvn, og hverken vennerne eller vækkeuret kunne vække ham.
Ved juletræet fortalte dyrene et efter et deres vers til Julemanden.
Men hvor er Lille Mumle? Jeg så i min krystalkugle, hvor meget han ville til juletræet, ― sagde Julemanden muntert ―, og at han øvede sine vers.
Julemand, han drømte så meget om det, han lærte endda tre digte udenad, men han stod tidligt op og legede så meget hele dagen, at han blev træt og faldt i søvn, ― sukkede Hurtigfix.
Vær ikke ked af det, Hurtigfix, ― smilede Julemanden ―, her er en gave til din ven. Når han vågner om sommeren, ligger hans vinterdrøm ved siden af ham. Jeg er stolt af ham!
Ja, mine kære drenge og piger: Hvis man tror på noget, så sker der mirakler, især på den mest magiske fest ― nytår! Tro på det, mine kære, og drøm!
