Kære små piger og drenge! I er nok lidt forundrede over, hvad den Søde Skov egentlig er for en slags sted? Sagen er, at der i denne skov vokser sukkerbirketræer med lakridsblade side om side med de almindelige træer, blomster hvor støvet er sød syltetøj, kringletræer og meget, meget mere, end man kan remse op. Og skovens beboere er også særlige: de kan tale, opfinde ting og selvfølgelig lege sammen. Men lad os lære dem bedre at kende. Velkommen til Den Søde Skov!
Kaninsøstrene var kendt for deres glade humør i hele skoven. De små kaniner ville bare flette blomsterkranse og nasse på lakridsblade. I skolen fandt de selv på skønne historier og fortalte dem til deres venner med klokkeklar latter.
En dag i frikvarteret, mens de legede i en rundkreds, bemærkede en af søstrene, at Pindsvinet stod helt alene og kun nu og da kiggede over til dem med et suk.
Pindsvinet var flyttet til Den Søde Skov for nylig, og børnene vidste ikke meget om ham. Han var god i skolen og gik altid rundt med en bog. Børnene var enige om, at han var en frygtelig besserwisser, og de kaldte ham indbyrdes for en opblæst snob.
Se, se, hvordan snobben kigger skævt efter os! Utilfreds og tror han er klogere end os!
Han er slet ikke nogen snob, ― bemærkede egernet, ― han er en pigget brummer!
Ja, ja, ja, ― istemmede de andre, ― det navn passer bedre til ham!
Dagene gik, og de små børn holdt sig stadig fra den »pigge brummer«. Og han gik heller ikke hen til dem, han kiggede bare længe i deres retning.
En dag var Kanin på vej hjem fra skole. Hendes lillesøster var blevet syg, og mor passede hende hjemme. Kanin nynnede en glad sang med sin lyserøde næse, og pludselig hørte hun et sørgmodigt hulk. Hun så sig om og fik øje på en pindsvinunge.
Den pigge brummer... Øh, altså Pindsvinet, hvad er der sket?
Pindsvinet kiggede på hende med øjne fulde af tårer.
Hvorfor vil I ikke være venner med mig?
Os? ― Kanin blev forvirret. ― Men vil du gerne lege med os? Du er jo aldrig kommet hen til os.
Jeg er genert, ― sagde Pindsvinet, og efter at have lagt poterne for ansigtet, skyndte han sig væk.
Kanin blev stille. Hun løb ikke efter pindsvinet, og da hun kom hjem, spurgte hun sin mor:
Er det virkelig sådan, at nogen gerne vil snakke med én, men ikke kan gå hen og begynde, fordi de er flove?
Helt sikkert, ― lo mor, ― det er jer piger, der er som små snakkesalige fugle: I går bare hen og begynder at snakke. Men der findes også dem, for hvem det første skridt er rigtig svært! Hvorfor spørger du?
Kanin fortalte mor om »den pigge brummer« og om det nylige møde med den grådende pindsvinunge. Mor rystede bare lidt på hovedet:
Det havde jeg ikke troet, at mine piger kunne finde på at dele øgenavne rundt omkring!
Undskyld, mor, ― Kanin skammede sig.
Det er ikke mig, du skal bede om undskyldning, men pindsvinet. Han kiggede på jer, ikke fordi han er en brummer eller en besserwisser. Han vidste bare ikke, hvordan han skulle begynde en samtale, han er en meget genert dreng!
Næste dag kom pindsvinet ikke i skole. Læreren sagde, at han var blevet syg. Men Kanin vidste allerede, hvad de skulle gøre efter skoletid. Hun fortalte vennerne om samtalen med sin mor, og alle børnene blev meget flove over, at de havde kaldt pindsvinet for den pigge brummer.
Pindsvinet lå i sin seng og tænkte: »Jeg går aldrig mere i skole, aldrig!«
Mor kom ind i værelset:
Skat, der er kommet nogen til dig!
Hvem kan dog komme og besøge mig, mor, ― sukkede pindsvinet trist.
Os! ― lød der klokkeklare stemmer, og pindsvinet så med overraskelse sine klassekammerater.
Kanin trådte frem:
Vi har besluttet at komme og besøge dig, og du må ikke være sur på os. Bliv rask igen! Vi venter på dig, for vi har jo så mange lege, vi skal lege! Og det her er til dig!
Børnene begyndte at lægge søde gaver på bordet til pindsvinet: lakridsblade, bær, marcipansvampe og mange andre lækkerier.
Tak, ― smilede pindsvinet.
Ja, kære børn, sådan kan det være. Vi er alle forskellige: nogle er meget modige, og andre, ligesom pindsvinet, er bange for at tage det første skridt. Det kan se ud, som om de er sure på os, men i virkeligheden er de bare genert.
