Du, ven, er slet ikke moderne. Kedelig, grå! ― sagde rævinden engang til ulveungen.
Og moderne, hvad er det? ― undrede ulveungen sig.
Du er da godt nok en tundra! ― lo rævinden højlydt. ― Kender du ikke engang de moderne ord?
Jeg kender ordene »goddag« og »tak«. Er det sådan nogle, du mener?
Et svært tilfælde! ― rævinden viftede opgivende med poterne. ― Men du har heldet med dig: jeg tager mig af dit image!
Mit image? Men jeg hedder da Ulvik allerede.
Du overrasker mig virkelig! ― rævinden rullede med sine snedige øjne. ― Image betyder »look«. Altså, hvordan du ser ud!
Så kunne du jo have sagt det! Hvad er det for noget med navne, og så look… ― sagde ulveungen fornærmet.
Rævinden tog sine modeblade frem og gik resolut i gang med at forvandle ulveungen. Men han ville egentlig ikke forandres. Han kunne godt lide sin grå pels, men han tav, for han tænkte, at den røde modedame ikke kunne tage fejl og vidste bedre, hvordan han skulle se ud.
Forvandlingen tog hele dagen. Imens lærte rævinden ulveungen moderne ord.
Husk det her, ― sagde hun insisterende, ― »look« er din stil og fremtoning, og »chille« betyder at slappe af.
Skal man virkelig sige chille? ― sukkede ulveungen. ― Kan man ikke bare sige: »Jeg slapper af«?
Min lille dumme ven, ― svarede rævinden, ― det lyder alt for simpelt. Jeg vil dig jo kun det bedste, så du bliver den mest moderne!
Ræv, ― forsøgte ulveungen at protestere, ― men du taler jo ikke selv sådan!
Det behøver jeg heller ikke! Jeg er jo allerede meget flot! Ikke alle har været lige heldige med pelsen som mig. Men du har brug for det. Du er jo bare grå og kedelig, så du kan i det mindste skille dig ud!
Den næste dag var ulveungen ikke til at kende. Pelsen var blevet flerfarvet ― rævinden havde gjort sit bedste og malet den i forskellige farver. Hjælperen kunne ikke vælge én nuance, så nu lignede ulveungen et eventyrligt dyr med røde, gule, grønne, lilla og endda lyserøde striber.
Og han talte også meget mærkeligt. Mange af dyrene foretrak at gemme sig for ham. Men ulveungen undrede sig over, hvorfor vennerne løb i alle retninger, når de fik øje på ham.
Han kom forbi haven hos den gamle kanin ― for at sige goddag og prøve de nye ord af i samtalen.
Hej, onkel Kanin, hvad synes du om det nye »look«?
Kaninen tabte af forbløffelse spaden fra poterne og sagde med blinkende øjne:
Undskyld, jeg har ingen aske, og løg køber jeg ikke.
Jeg sælger jo ikke løg, jeg spørger om image, ― prøvede ulveungen at forklare.
Mid-ge? ― spurgte kaninen forundret. ― Jeg kender ikke sådan nogle grøntsager!
Det er ikke grøntsager... Det er…
Hør her, knægt, gå din vej, jeg forstår dig ikke. Du er da underlig! ― sagde kaninen utålmodigt.
Ulveungen blev lidt ked af det, men så tænkte han: onkel Kanin er jo gammel, derfor forstod han ikke. Han måtte snakke med en af vennerne. Så fik han øje på musen Lille Mus:
Hej, Lille Mus!
Musen kiggede forvirret på ulveungen.
Det er jo mig, ulveungen!
Ulveungen? Du ser slet ikke ud som dig selv.
På moderne maner? ― smilede ulveungen
Snarere mærkeligt, ― svarede musen stille
Ulveungen ville overraske sin ven med de nye ord. Han ville invitere hende ned til åen, så han sagde:
Skal vi tage ned til åen og chille?
At chille, som rævinden allerede havde forklaret, betød at slappe af, men musen kendte ikke ordet! Tårerne trillede ned ad hendes kinder:
Hvor er du dog ond, ulveunge! Du ved jo, at jeg er allergisk over for peber, især sådan en brændende som chili!
Ulveungen var fortabt: musen græd, og han vidste ikke engang, hvordan han skulle trøste hende.
Heldigvis fløj tante Ugle forbi:
Børn, hvad er der sket? Ulveunge, er det virkelig dig? Hvad er det for et udseende?
Det er bare moderne, ― sagde ulveungen.
Snarere mærkeligt, ― sagde uglen strengt, ― og du, mus, hvorfor græder du?
Han ville give mig chilipeber at spise, selvom han ved, at jeg er allergisk, og så kalder han sig ven endda! A-a-a…
Jeg ville slet ikke fodre dig med noget, ― sagde ulveungen forvirret, ― jeg inviterede dig bare ned til åen for at slappe af.
Men du sagde det på en anden måde!
Jeg sagde jo det samme: »Skal vi tage ned til åen og chille?« Det er moderne ord.
Ulveunge, ― sagde uglen strengt, ― musen kender jo ikke de ord. Og jeg må indrømme, at jeg heller ikke kender dem. Hvor har du dem fra?
Fra de moderne blade, ― sagde ulveungen trist. Så fortalte han om, hvordan rævinden havde forandret hans look. Og hvordan han havde talt med den gamle kanin, som ikke forstod ham.
Musen holdt op med at græde og begyndte at le højlydt. Uglen grinte også:
Ulveunge, synes du selv, at dit nye udseende er godt? Og de moderne ord?
Ærligt talt ― nej, ― sagde ulveungen og smilede, da han forstod, hvor komisk han så ud, ― jeg holder mere af min grå pels, og de ord er for svære for mig. Jeg blander dem altid sammen og husker ikke, hvad de betyder.
Farven forsvandt efter et par dage, og ulveungen blev igen en ulveunge, og han taler nu også som før, for det er langt behageligere, når man bliver forstået.
Ja, mine kære små, sådan er det nu engang. Heldigvis er vi alle forskellige. Og man behøver ikke blive til noget andet, for hver enkelt er unik!
