En gang om sommeren kom drengen Mikkel på besøg hos sin bedstemor på landet. Hver morgen spiste han varme pandekager med kold fløde, i haven groede saftige æbler, og ikke langt derfra løb en klar bæk gennem skoven, hvor det var dejligt at bade.
Mikkel kunne rigtig godt lide at være på besøg hos bedstemor. Kun én ting gjorde ham ked af det – der var ingen andre børn i landsbyen at lege med.
Og så en dag gik drengen ud for at fange sommerfugle. Han løb med sin net langs bækken, fangede hvide kålsommerfugle og gule citronsommerfugle, men slap dem straks igen, fordi de ikke var farverige og interessante nok. Han var lige ved at gå hjem, da han pludselig så en fantastisk sommerfugl. Den var mørk orange, næsten rød, og på vingerne var der store mørke cirkler, ligesom på en påfugls hale.
Drengen sneg sig stille hen og kastede sin net over den. Sommerfuglen prøvede at flyve op, men nettet forhindrede den. Den lille kæmpede af alle kræfter i nettet, men kunne ikke rive det i stykker. Og så talte den med menneskestemme:
Vær venlig at slippe mig fri! Så vil jeg opfylde et hvilket som helst ønske, du har.
Mikkel tænkte sig om, kradsede sig i hovedet, trak på skuldrene og sagde:
Jeg vil gerne have mange ting, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal vælge. Hvis jeg ønsker mig en is nu, så spiser jeg den, og så er der ikke noget tilbage. Og så er ønsket brugt. Hvad nu hvis jeg senere husker noget vigtigt?
Okay. Lad mig så give dig ét ønske, men du kan ændre det, indtil solen rører horisonten. Så snart solen begynder at gå ned, vil du have det, du nåede at vælge.
Svarede sommerfuglen.
Mikkel blev glad og sagde ja. Og ønskede sig rulleskøjter. Han så ned på sine fødder, og der var rulleskøjterne! Klare, orange med sorte hjul, smukke. Sommerfuglen havde ikke løjet. Drengen ville sige tak til den, kiggede i nettet, men den var allerede fløjet væk. Så råbte han højt: "Mange tak til dig!" og rullede af sted ad stien langs bækken.
Men stien var ujævn, og drengen snublede hele tiden. Mikkel indså, at det var upraktisk at køre på rulleskøjter på jorden. Og besluttede, at det ville være bedre at fiske. Hop! – en sandeltræsfiskestang dukkede op i hans hænder. Og skøjterne forsvandt. Vores helt gik hen til bækken, satte sig på bredden og begyndte at fiske.
Han fiskede og fiskede. Og fangede en! En smuk karusse. Han tog den af krogen og indså, at han ikke havde noget at lægge den i. Mikkel tænkte, at han burde have taget en spand med – hop! – og med det samme dukkede der en orange spand med sorte prikker op ved siden af ham, endda med vand i. Han lagde karudsen i den, ville tage fiskestangen, men den var væk.
Selvfølgelig! Den blev jo til en spand! Nå, så kan man ikke fiske mere...
Mikkel slog sig selv i panden.
Han tog spanden og gik langs bækken hjem. Solen begyndte at nærme sig horisonten, det var tid til at vende tilbage til bedstemor.
Drengen gik og tænkte på, hvor interessant en dag det havde været. Men det var så synd, at der ikke var en ven i nærheden, som han kunne fortælle det hele til. Og så indså han, hvad hans vigtigste ønske var! Han slap karudsen ud i bækken, stillede spanden på stien og sagde højt:
Jeg ønsker mig en ven!
Og spanden forvandlede sig til en pige. Med mørkt orange hår og store mørke øjne. Pigen lo og sagde:
Godt klaret, du valgte det vigtigste ønske i verden! Jeg vil være din ven, så længe du er på besøg på landet.
Hvad hedder du?
Jeg hedder sommerfuglen Påfugleøje. Du fangede mig i morges, og det var mig, der forvandlede sig til skøjter, fiskestang og spand. Jeg var nysgerrig efter at se, hvad du ville ønske dig. Og jeg tog ikke fejl af dig, du er god, siden venskab er det vigtigste for dig.
Pigen lo.
Jeg hedder Mikkel. Kom, lad os spise æbletærter, bedstemor bager dem altid til aftensmad.
Præsenterede drengen sig.
Og børnene gik ind for at spise aftensmad. Sådan lærte vores helt, at en ægte ven er vigtigere end alt legetøj og alle ting. Og hvad ville du ønske dig, lille ven?
