Pigen Emma var meget kræsen. Hun boede med sin mor og far i et stort hus på første sal. Og alle naboerne vidste, når Emma havde dårligt humør. Nogle gange græd hun så højt, at hendes mor fik hovedpine, nogle gange stampede hun med fødderne og skældte ud, så hendes far greb sig til hjertet. Ingen havde ro for Emma. Der var intet, der kunne tilfredsstille hende.
En dag bad pigen sine forældre om en killing. De blev meget overraskede, for Emma havde aldrig tænkt på nogen anden end sig selv. Hvordan kunne de stole på hende med et levende væsen?
Forældrene sagde nej til Emma. Der var en stor skandale, men denne gang gav de ikke efter for den kræsne pige: hun ville ikke kunne tage sig af en killing. Men mor og far fortalte om Emmas ønske til hendes gudmor. Pigens fjerde fødselsdag nærmede sig, og tanten fandt på, at Emma skulle lære at respektere andre. Helt som en fé-gudmor fra eventyrene besluttede hun at give den kræsne pige en særlig gave.
Blandt mange smukke kasser med store sløjfer var der en, der var mere strålende end alle de andre. Det var gaven fra tanten. Emma tog kassen, og tanten sagde:
