I en stor og høj by,
I en fjern metropol,
Ved skovkanten, langt derude
Voksede en eg i al sin pragt!
Som i Lukomorje, en grøn eg,
Med en gylden kæde på,
Men ræven stjal den,
Hun, som boede med Basilius.
Basilius — den lærde kat,
Som gik rundt omkring på kæden,
Og med sine vittigheder
Fik havfruen til at græde af latter.
Hun faldt engang af latter,
Og brækkede helt sit fiskehale!
Lægerne gjorde det til en fest,
Og satte ben på hende, der ikke passede.
Benene var meget for små:
Tre størrelser for korte.
Det så faktisk stilfuldt ud,
Selv om det var lidt uhumant.
Fra da af gav dyrene hende et navn:
Tommelise blev hun kaldt,
Og i denne søde atmosfære
Kunne hun have levet hundrede år.
Men ved ironiens hånd
Blev hun forelsket, desværre…
Og valget faldt på noget,
Som man aldrig kunne forestille sig!
Blandt alle de stærke mænd,
Mødte hun en voldelig helt!
Sådan en bølle, som aldrig havde set lys.
Nisse var hans navn, atletisk af skikkelse.
Og udseendesmæssigt var han en smuk dreng.
Tommelise elskede ham faktisk meget!
Deres forhold udvikledes dog
Helt og holdent platonisk.
Men denne eventyr handler ikke om det,
Men om hvordan denne sommer
Skete der et mirakel med heltene.
Jeg vil ikke løbe for meget forud.
Jeg vil fortælle alt gradvist.
Tommelise havde fødselsdag,
Og Nisse forberedte en gave,
Han havde set et par udenlandske biler.
Dertil silke, smaragder,
Og meget smuk porcelæn.
Men så var der et problem,
Da han huskede, at der var mangel
I deres familiebudget længe.
Og at give sin kone
En rig gave var ikke hans skæbne.
Så besluttede Nisse at gå
Og finde en gave i skoven.
Men det var for trægt at gå,
Så han besluttede at køre med minibussen.
Men han havde ikke penge til billetten:
Kun et par mønter i lommen.
Han steg ud af minibussen
Og vandrede ad en tom sti.
Nisse gik til Tridevet rige,
Og fandt et sted med eventyr.
Her møder Nisse en veninde,
Som går rundt i en rød hue:
Fra huset til bedstemor, fra bedstemor hjem.
Og hun bærer altid små kager med sig.
Og hun er venner med ulven,
Og den grå ulv tjener hende trofast.
Men nu handler det ikke om det,
Men om hvordan Nisse med dette duet
Besluttede at diskutere sit spørgsmål:
Hvad skulle han give Tommelise?
Og pludselig havde den grå ulv en fantastisk idé!
For han havde engang hos sin gamle bedstemor
Byttet små kager for 40 rubler.
Og bedstemor gav ham en kiste,
Som Rødhætte brækkede sin hæl på,
Da hun prøvede at åbne denne vidunderlige boks,
For at finde låsen eller den hemmelige knap.
Det lykkedes dem ikke.
Siden da har den ligget der, uberørt.
Og de gav denne kiste til Nisse,
Og satte den på en eng
Og tænkte: vi må prøve igen,
Måske er det nemmere end man tror.
Vi må vide hvad der er indeni,
Det passer måske ikke til Tommelise.
De tænkte længe på hvordan de skulle åbne den.
De besluttede at åbne den med en trylleformular:
"Eni-beni-rex, kvinter-finter-jeks!"
Så åbnede kistens dør sig,
Og to mænd kiggede ud!
Nisse, Rødhætte og Ulven var alle i chok!
De vaskede alle deres ansigter i duggen.
De kiggede på hinanden, på disse fra kisten.
Og de viste sig at være tvillinger.
Det viste sig, at bedstemor havde låst dem inde
For 200 år siden, og så glemte hun det.
De var engang skovhuggere
Og gik forbi bedstemors hytte et sted.
Hun troede, de var fjender,
Tog hurtigt sine støvler på,
Tog sit gevær og rettede det mod dem,
Og beordrede dem til at kravle ind i kisten.
Hendes barnebarn ville netop besøge hende,
Så hun besluttede: lad vennerne
Sidde låst inde et øjeblik,
Så åbner hun og Rødhætte dem senere.
Men mange år er gået siden da,
Og bæverne havde begyndt at spise kisten.
Så besluttede bedstemor at give den til Ulven
— hvad skulle hun ellers gøre med den…
Kisten blev endelig åbnet,
Duetten fra kisten blev befriet!
De havde længe glemt alt om gaven,
Og skyndte sig at fortælle det hele til Tommelise.
De går gennem skoven, alle latter,
Og øjenstikkerne kvidrer i deres ører.
Og så møder de på skrå
En eller anden mærkelig klump!
— Hvem er det?
— Hvad laver du her?
— Og hvorfor går du uden hat?
Rundstykket kiggede på dem og rynkede øjenbrynene.
Han har længe været alene i skoven og søgt efter den røde ræv.
Han var blevet noget fjern,
Med et tomt blik.
Men da han så drengene, tændtes hans blik!
Det var ikke et simpelt blik:
Det var rettet mod ulvens hale!
Og længe, i strid med menneskelige normer,
Var Rundstykket ikke længere en positiv helt.
Han greb fat i ulvens hale og bed det så hårdt!
Alle i området hørte ulven hyle.
Og efter det kastede Rundstykket
Et tilfældigt blik på Rødhætte.
Rødhætte tog benene på nakken
Og løb gennem skoven i vild fart.
Nisse vendte sig om og indså
Endelig, at hans ende var kommet.
Men ikke helt… Drengene
Fra kisten — de var ikke bare hvem som helst:
De tog og ødelagde Rundstykkets ansigt.
Rundstykket faldt bagud og blev ikke mere hård.
Nisse blev selvfølgelig målløs,
Af chok satte han sig på en stubbe med fluesvamp
Og tænkte: "Jeg må, uanset hvad,
Takke drengene fra kisten".
Nisse opfyldte tre af deres ønsker,
Hvad de bad om, kan du selv gætte.
Men så besluttede de tre sammen:
"Vi bringer den gamle kiste til Tommelise.
Vi giver den til hende og siger, at det er en smykkeskrin!"
Sådan blev det en fantastisk tur.
Nisse kunne selv ikke gætte,
At eventyrenes verden kunne være så hård.
Men han lærte af det og blev klogere.
Siden da glemte alle, at han var langsom til at tænke.
Han levede med Tommelise og havde det godt,
Tvillingerne kom ofte på besøg.
Den magiske kiste blev brugt i husholdningen.
Og sådan kom familielykken til dem.
