Det varme forårssol varmed det lille knop. Det blev meget interessant for bladet at se, hvad der skete udenfor. Så sprang det ud af sit kokon, og det kunne lide det så meget derude, at det besluttede sig for aldrig at vende tilbage til sit hjem.
Efter den første forårregn følte det unge blad, at det var blevet endnu stærkere og smukkere, og fuglene landede på træets gren for at se på det.
Hele sommeren morede bladet sig. Så mange skovdyr og fugle gik og fløj forbi det hele tiden, og det var meget interessant for bladet at tale med dem alle.
Og bladet bemærkede ikke, hvordan efteråret kom, fuglene skyndte sig til varme lande. Bladet begyndte at blive gult, men det forsøgte af al kraft at holde sig fast på grenen. Men en koldt morgen blæste en stærk vind og rev bladet af.
Med sorg kredslede det gule efterårblad over sit hjemmetræ, vinden bar det længere væk. En flok fugle fløj forbi, og bladet ville gerne flyve med dem mod syd, men det havde mindre og mindre kraft, det satte sig på en stump og så, at alle skovens beboere var travlt optaget med at samle forsyninger til den lange vinter. Selv den frygtelige bjørn gjorde sig klar til at gå i dvale.
Men bladet ville ikke tilbringe hele vinteren på den gamle stump, og så snart solen rørte det med sine første morgenstråler, greb efterårsvinden det igen og løftede det over skoven. Det var meget interessant for bladet at se sin hjemskove fra oven, det så alle skovens beboere. Og det lille blad ville slet ikke forlade sit fædreland, hvor det blev født.
Og det bad vinden om at sænke det tilbage til jorden. Vinden forstod alt og sænkede rejsenden ned i kaninhullet til de små kaniner. Om vinteren var det lille blad ikke kedeligt, for det blev de små kaninungers yndlingsleksak.
