Helt glemt har du os, vinter, er det sandt?
Du elskede jo snebold med børnene så højt!
Og slæderne, der flyver ned ad bakken som pile ―
Har du virkelig glemt det hele, hele vejen?
Ved nytårstid græd du store tårer af vand,
Og nu er der kun pytter, hvad skal der ske?
Skal vi måske køre til sne-lægen i dag?
Bare sig til, jeg betaler, det lover jeg!
Længe sparede jeg op i min sparegris,
Men isen er så kedelig, jeg er træt af den!
Du ved, at vi ikke må gå ud igen,
Jeg sidder trist som dug på kålbladene.
Udenfor vinduet er det sjap, regn og is,
Bare et grimt vejr og evigt glatføre.
Hele ferien har jeg kedet mig alene,
Og så en forkølelse, som en konge, der er med!
Lægen sagde i går, at det nok går over,
Om et par dage er sygdommen væk.
Vinter, da tænkte jeg på det:
At vi nogle gange drikker mikstur med god grund.
Og du er vist også blevet syg, det kan jeg se,
Du sukker igen, men det her går ikke!
Mon du er bange for sprøjterne,
Og derfor er du blevet hjemme?
Vil du have, at jeg følger dig til lægen?
Jeg er en meget modig dreng, og jeg driller ikke!
For du har helt glemt,
At du elskede snebold,
At du elskede snestorme og vintersne,
Og slet ikke forårets smeltevand.
Nå, vinter, kom snart tilbage,
Vær ikke trist, nyd eventyret!
Så er det hele, her sætter jeg prikken
Og venter gerne på svar, bare en linje:
«Jeg skynder mig, og jeg er ikke syg mere!»
Jeg tror på, at du snart bliver rask.
