En forårsnats kunne den lille drage Filip ikke sove. Halen var i vejen hele tiden, når han prøvede at lægge sig tilrette, vingerne stak ham i næsen, og piggene på ryggen hægede sig ubehageligt fast i dynen.
Og så begyndte maven at rumle. Det var virkelig ikke i orden – at skulle sove på tom mave. Han måtte stille og roligt rejse sig og snige sig forbi den gamle barnepige Agnethe hen til udgangen. Heldigvis snorkede hun meget højt, så hun hørte ikke den knirkende trædør med bogstavet F.
Filip gik udenfor og tænkte sig om. Hvad skulle han spise? Han kunne da ikke flyve til køkkenet midt om natten? I stedet slentrede han bare ud ad sin gren, hvorhen øjnene førte ham. Og hans drageøjne så modigt fremad. Og lidt opad. Da han kom helt ud til enden af grenen, kunne han ikke holde et beundrende "va-au!" tilbage.
Fra himlen kiggede klaser af klare stjerner ned på ham, som oplyste det natlige træ. De funklede og glimtede som dug i græsset. Og dug elskede Filip. Den var jo så sød. Han slikkede sig endda om munden.
Dragen kiggede og kiggede på dem, og pludselig huskede han, hvor sulten han var! Og så begyndte han at sluge stjernerne. Filip slugte stjernerne hurtigt, uden at vælge: både små og store, både lyse og mere matte. Han kom først til sig selv, da det blev helt mørkt omkring ham.
Åh! Hvad er det? Hvorfor er det så mørkt? Åh, jeg kan ikke se noget, hvor skræmmende!
Filip blev bange. Og så begyndte maven at gøre ondt. Dragen sænkede hovedet og kiggede ned: han var helt oppustet og lyste lidt indefra, som en ødelagt lygte. I maven blev det helt slemt, og han brølede af varme tårer. Så højt, at alle vågnede i dragetræet.
Og så begyndte tumulten, drager trådte på hinandens vinger, hoveder og haler, nogen faldt og snublede. Og nogen var lige ved at starte en brand ved at forsøge at oplyse vejen. Mørket var komplet. Og kun Filips mave glimtede svagt midt i alt dette kaos.
Meget hurtigt samlede træets beboere sig omkring den eneste lyskilde. Barnepigen rystede på hovedet, den strenge lærer Xenofon kiggede opmærksomt på Filip, de andre hviskede næsten uhørligt og prøvede at finde ud af, hvad der var galt.
Til sidst henvendte Xenofon sig til skyldige i den pludselige forsamling:
Hvad laver du her, drageunge?
Af den strenge tone begyndte Filip at brøle så højt, at der væltede røg ud af ørerne på ham. Så talte læreren mildere til ham.
Hvilket værelse er du fra?
Mit værelse er under bogstavet F.
Snøftede den lille drage. Barnepige Agnethe nikkede.
Og hvordan endte du her?
Spurgte hun.
Jeg gik for at finde noget at spise.
Sagde Filip.
Var du sulten? I fik jo førsteklasses frikadeller til aftensmad!
Råbte den gamle dame oprørt. Hendes ansigt, der lignede en krokodilles, rystede.
Jeg kan ikke lide frikadeller.
Hviskede Filip næsten uhørligt.
Hvorfor gik du så ikke til køkkenet?
Råbte nogen fra mørket. Alle nikkede straks og begyndte at være enige.
Jeg ved det ikke. Jeg gik ad grenen, og pludselig så jeg dem.
Hvem er "dem"?
Spurgte de fra mængden.
Stjernerne.
Filip løftede næsen og kiggede derop, hvor stjernerne tidligere havde skinnet. Og først da forstod dragerne, hvorfor det var blevet så mørkt.
Har du spist alle stjernerne?
Råbte de, blev oprørte fra alle sider.
Ikke alle. Kun dem, jeg kunne nå.
Sagde Filip. Alle begyndte igen at larme i munden på hinanden. De begyndte straks at beslutte, hvad de skulle gøre ved Filip.
Vi skal hænge ham på hovedet – så falder de ud af sig selv.
Sagde nogle.
Nej, her skal vi handle med mere radikale metoder.
Sagde andre.
Hvad taler I om, vi skal straks have drageungen til lægen. Måske bliver der brug for en operation!
Erklærede Xenofon. Og ved disse ord blev Filip meget mere bekymret end ved de ukendte "radikale metoder" og udsigten til at hænge på hovedet.
Af skræk begyndte dragen at hikke højt. Og pludselig hoppede en lille stjerne ud af ham. Først én, så en anden. Og med hvert hik fløj de ud oftere og oftere.
Det blev helt lyst, fordi alle disse stjerner hang over træet og ikke havde travlt med at stige op igen. Snart var stjernerne i Filips mave slut. De voksne var næsten alle gået. Kun den gamle barnepige og Xenofon blev tilbage ved den lille drage.
Nå, smagte det godt?
Spurgte læreren træt.
Nej, det smagte ikke godt. De er så stikkende og kolde, de stjerner. Bare maven gjorde ondt. Og jeg er stadig sulten.
Filip kiggede op på himlen og truede skurkene med knytnæven.
I skulle ikke have stukket mig i maven, hæng hellere deroppe og skin.
Og for sig selv tænkte han: "Men månen deroppe er jo så gul, den er sikkert sød. Jeg skulle hellere have bidt i den, Filip-tåbe".
Med sådanne tanker gik den lille drage til sin seng efter den gamle barnepige Agnethe, og hun fortsatte med at ryste, utilfreds ryste på hovedet og stille knurre om førsteklasses frikadeller.
