Der er i børnehaven en pige,
Ida hedder hun, og hun er lidt af en sladrepige,
Men vi kalder hende for snakkepetra
Og gnavpot, for hun deler ikke engang en kiks ud.
Hun deler aldrig med nogen og lyver hele tiden, det er synd.
Og når hun har fødselsdag, ser hun strengt på os, som om hun dømmer.
Hvis hun uddeler slik til alle, er det bare tomme papirer!
»Sikke en gnavpot, venner!« siger Sami, Freja og jeg.
Vi vil ikke længere lege med hende,
Vi inviterer hende ikke hjem,
Vi tilbyder hende ikke slik,
Vi vil ikke have noget med gnavpotten at gøre!«
Ida kommer igen i børnehaven,
»Hej« siger Oliver ikke om morgenen,
Frederik giver hende ikke slik,
Hvad er der sket? Det er uklart.
Hun går hen til Freja, men hun tier,
Sofie kigger på hende med vrede.
Ida sidder alene hele dagen
Og grubler: »Hvad er min skyld?«
Om aftenen går hun hen til mor,
Og løber hen til far med et spørgsmål:
»Hvad skete der pludselig i haven?
Det var sjovt og morsomt,
Da jeg delte papirerne ud,
Selvom jeg havde lovet slik.
Sådan en joke er bare fantastisk,
For jeg er så klog hos jer!
Men nu går alle forbi mig.
Og Ella går forbi på en omvej.
Jeg ved ikke hvorfor,
Jeg er en god ven, sikke en dygtig pige!«
Far rynker strengt panden,
Og mors blik er som et stormfuldt hav:
»Skammer du dig ikke, min pige?
Hvad har du lige sagt til mig?
Du siger, at de er venner,
Men du er jo en gnavpot, min skat!
Du har skændtes med alle,
Og hvad er du så endt med, kære du?
Ingen vil lege med dig længere...«
Datteren græder af fuld hals.
»Jeg har forstået det«, siger hun.
Hun bebrejder ikke længere vennerne:
Hun har selv såret dem, helt selv.
Skylden er hendes alene.
Der er i børnehaven en pige,
Ida, en kær ven med et godt hjerte,
Som ikke lyver, ikke svigter,
Og altid, altid deler slik ud.
»Hun har forbedret sig, venner!« siger
Sami, Freja og jeg.
