En frostfuld vintermorgen besluttede Mishutka at besøge sin ven Pyf. Vejret var vidunderligt.
Træerne skinnede af vintermagi: grenene, dækket af rim, glittrede i solen så klart, at man måtte knibe øjnene sammen for lyset.
Der var en særlig atmosfære i skoven. Som om noget godt og meget vigtigt skulle ske snart. Mishutka følte det, men kunne ikke forstå hvad.
Han hoppede afsted mod igelkottens lille hus, men hørte pludselig høj latter et sted i nærheden. Mishutka stoppede og kiggede omkring. På en lille lysning under et gammelt, kroget gran sad den muntre Hare. Hans snehvide, fluffy pels skinnede i solen. Han gnubbede dovnt sin pote bag øret og kiggede på Mishutka mens han lo kløgtigt.
Hvorfor griner du? spurgte Mishutka fornærmet og satte sig på bagbenene.
Jeg griner af dig, Mishutka. Hvor skal du så hurtigt hen? Du kan jo gå glip af Nytår!
Hvad er det for noget Nytår? spurgte Mishutka overrasket med sine sorte perleøjne vidt åbne. Og hvorfor er det nyt? Hvor er det gamle så?
Husker du, Mishutka, da vi og igelkotten gik efter svampe i sommer? spurgte Haren vigtigt og rejste sig lidt på tæerne.
Ja, det husker jeg.
Og da vi ville smage frisk honning fra bierne, og de bed os så meget, at vores næser blev hovne og gjorde ondt i en uge – husker du det?
Selvfølgelig, hvordan skulle jeg glemme det, mumlede Mishutka og gnubbede sin næse.
Og husker du da vi hoppede i pyttene efter regnen, og så tørrede vi os alle sammen i solen?
Ja, det husker jeg.
Nå, alt det var i det gamle år. Og vi sidder her nu og taler også i det gamle år.
Men hvornår kommer Nytåret? Skal vi kalde på det? spurgte Mishutka bekymret.
Nej, svarede Haren, det kommer af sig selv. I nat...
Ohhh, men hvordan ved vi, at det er kommet?
Haren tænkte et øjeblik, kløede sig bag øret igen og så vigtig ud.
Mishutka, hvad drømmer du om?
Jeg ville så gerne se min mor igen, sagde Mishutka med et stort smil, men så mumlede han tristt, jeg savner hende så meget...
Og hvad ellers? fortsatte Haren. Hvad drømmer du ellers om?
Jeg vil gerne have masser af honning og hindbærmarmelade i min hule, sagde Mishutka og smakkede højtlydt ved tanken om sin drøm.
Godt! fortsatte Haren. Men hvad ellers drømmer du om?
Ja, jeg vil gerne have, at vi aldrig skal skændes med min bedste ven Pyf over småting. Det gør mig altid så trist, sagde bjørnen bekymret, og hans øjne blev triste igen.
Nå, sagde Haren som konklusion, det er dine drømme, og det er Nytåret!
Hele resten af dagen tænkte Mishutka på det, Haren havde sagt. Kunne det virkelig være så simpelt: man drømmer bare, og så bliver det til virkelighed. Hvordan kan det være?
Det blev mørkt. De første stjerner dukkede op på himlen, og bjørnen skyndte sig tilbage til lysningen, hvor han havde mødt Haren i dag. Han havde en underlig følelse indeni, som om noget meget uventet og glædeligt skulle ske snart.
Haren ventede allerede på ham. Men ikke med tomme poter. Han havde bragt varmt, duftende solbær-te i en termokande og kopper, satte det hele på en stump og satte sig bekvemt ned, løftede øjnene mod himlen.
Hare! Hare! Er det allerede begyndt? mumlede den anstrengt Mishutka, som pludselig faldt ned i sneen ved siden af haren og vejrede tungt.
Stille, det er snart. Nytåret kommer snart, og alle vores drømme begynder langsomt at blive til virkelighed, hviskede Haren med et smil. Så tog han en kop duftende varmt te, indåndede langsomt duften, lukkede øjnene af fornøjelse og tog forsigtigt en slurk.
Og Mishutka kunne ikke vente med at se Nytåret: "Hvad er det for noget, hvordan kan det opfylde ønsker?"
Bjørnen kiggede stille på himlen. Stjernerne var spredt over den som perler. Nogle af dem skinnede lysere, nogle blev svagere, og så begyndte de at lyse med endnu større kraft.
Og så hørte han gennem stilheden i vinterskoven velkendte skridt. Den ophidsede bjørn vendte sig pludselig om mod det sted, hvor de kom fra. Og så så han i det fjerne... sin mor, bjørninden! Hun gjorde enorme hurtige spring direkte mod Mishutka, selvom hun haltede på det ene ben. Af glæde bankede Mishutkas lille hjerte så hurtigt, at det så ud til at ville springe ud af brystet.
Mor! brølede Mishutka så højt, at Haren ved siden af ham sprang til og tabte sin kop te.
Og bjørninden var allerede helt tæt på. Hun trykkede sin søn fast til sig med sine enorme, hårede poter. Så sukkede hun lettet, smilede og kiggede på ham så ømt og kærligt, som hun plejer at gøre før sengetid, når hun lægger ham ned ved sin side og dækker ham til med sin store, varme pote. Mishutka følte sig tryg og rolig. Han følte sig straks i sikkerhed. For hans mor var tilbage hos ham.
Bjørninden var også vildt lykkelig. Hendes største drøm var gået i opfyldelse: hun så sin lille skælm igen. For flere måneder siden var hun gået i en fælde og havde skadet sin pote alvorligt. Jægerne havde taget hende med sig, behandlet hende og efterladt hende i et bur i dyreafdelingen på børneparken.
Der var andre dyr der, som børn og deres forældre kom for at se. Men bjørninden savnede sin lille bjørn meget. Derfor spiste hun dårligt, sov lidt og brølede ofte længe og tristt. Parkejeren forstod, at bjørninden ikke ville trives, og bad jægerne om at tage hende tilbage til skoven.
Venner, er Nytåret allerede begyndt? råbte Pyf bange, som lige var løbet til lysningen med en stor krukke hindbærmarmelade. Jeg skyndte mig så meget, men det ser ud til, at jeg igen er for sent!
Du er ikke for sent! Sid ned her! beroligede Haren ham.
Igelkotten skyndte sig på sine små ben og satte sig ved siden af Mishutka.
Jeg er så glad for, at du kom, mumlede bjørnen ømt og flyttede tættere på sin ven.
Så blev de alle stille. Og kiggede tavst på den magiske stjernehimmel. I skoven blev det også stille, kun af og til knækkede grenene af kulden.
Mishutka, fyldt til ørespidserne af lykke og glæde, kiggede ud i det fjerne og hviskede stille:
Sådan er du altså, Nytår!
