Der var engang en lille tandbørste. Den boede i et specielt glas i badeværelset, ved siden af de store børster. Om morgenen og om aftenen gik de store børster på skift ud for at børste tænder, og så kom de tilbage våde og rene, og de duftede endda af tandpasta. Men den lille børste stod nogle gange tør i glasset hele dagen. Og så begyndte de store børster at grine ad den:
Se, ingen har brug for den, den bliver ikke brugt til at børste tænder! Måske er dine børster pjuskede? Eller er dit skaft skævt og ubekvemt? Eller måske er du bare grim, og ingen vil være venner med dig? Så vil vi heller ikke være venner med dig!
Den lille tandbørste stod der og kunne ikke engang græde, fordi den var så tør. Og den tænkte:
Jeg er da god, jeg er smuk, mine børster er lige, og mit skaft er bekvemt. Hvorfor bliver jeg så ikke brugt til at børste tænder?
Men nogle gange blev den faktisk taget. Den blev gjort våd og sat tilbage, men tænderne blev ikke børstet. Sikkert for at narre de voksne. Og så lo de store børster igen:
Se, den dufter ikke af tandpasta! Du er nok for skræmmende til at børste tænder med. Vi vil ikke være venner med dig!
Og nogle gange skete det, at den lille børste blev brugt til at børste tænder, men kun meget hurtigt. Og når børsten kom tilbage til glasset, var den våd og duftede af tandpasta. Men de store børster lo stadig:
Hvorfor kom du tilbage så hurtigt? Det er sikkert ulækkert at børste tænder med dig! Føj, vi vil ikke være venner med dig, når du er så ulækker.
Den lille børste stod der hele natten og var meget trist. Alle mennesker sov, legetøjet havde bløde drømme, forskellige genstande i huset drev stille hen. Og kun den lille tandbørste samlede alle de dråber, den havde, og græd stille ned i håndvasken: "Dryp... Dryp... Dryp...".
Men en dag blev den taget, gjort våd under hanen, smurt med pasta og brugt længe til at børste tænder! Børsten kunne møde hver eneste tand, selv de allerfjerneste, som den aldrig havde set før. Og en af de fjerne tænder fortalte den, hvad der var sket. Det viste sig, at et lillebitte stykke slik havde sat sig fast på den og havde siddet der i flere dage. Børsten og pastaen kom ikke, så stykket havde lavet et rigtigt hul i tanden!
Tanden fik meget, meget ondt, den kunne ikke engang sove. Så kom lægen, behandlede den og fortalte, at hvis man ikke bruger børsten, vil den blive syg igen. Derfor kom den lille børste nu hver morgen og hver aften på besøg og børstede hver tand sammen med den duftende tandpasta.
De store børster så, hvor godt og længe den arbejdede, og begyndte at rose:
Hvor er du dygtig! Du ser på hver tand, du glemmer ingen. Vi er meget stolte af dig! Lad os være venner!
Og alle havde det meget, meget godt. Tænderne gjorde ikke ondt mere, og børsterne skændtes ikke og fornærmede ikke dem, der arbejdede dårligt. Den lille børste følte sig ikke ensom længere, fordi den om morgenen og om aftenen mødtes med alle sine tandvenner, som fortalte den mange interessante historier.
Hvad tror du, kender din børste alle dine tænder? Og er den venner med de andre børster, eller græder den om natten, mens alle sover?
Børsterne bliver glade,
Tænderne bliver glade,
Hvis vi ikke glemmer
At børste to gange om dagen!
