Der levede engang en almindelig lille larve. Hun elskede grønne blade, de var lækre og sunde. Mest af alt i verden kunne hun lide at rejse rundt på træet.
Men hun kravlede ikke særlig hurtigt, og derfor varede hver rejse længe, og den lille larve blev meget træt.
Mens hun hvilede på et blad, så hun op på den blå himmel, hvor bier, guldsmede, biller og sommerfugle fløj, flagrede, surrede, kredslede og havde det sjovt.
"Hvis jeg kunne flyve," drømte hun, "kunne jeg meget hurtigt besøge alle mine venner". Hun var lille, men meget høflig.
Når hun mødte skovens indbyggere, hilste hun altid, spurgte til deres forhold og snak med dem.
Hun var meget nysgerrig, og alle hendes bekendtskaber: bierne, billerne, sommerfuglene, hjortene, den gamle bjørn, kaniner og bestemor mariehøne havde svært ved at finde svar på hendes spørgsmål. Men de elskede alle den lille larve.
En dag følte den lille larve sig mærkelig. "Jeg er blevet syg," tænkte hun. En bi fik at vide det, hun fortalte det til bestemor mariehøne, som igen fortalte det til alle i skoven.
Venner samledes ved træet, på hvis grønne blad den lille larve lå.
Jeg føler mig ikke helt mig selv, hvad er der galt med mig?
Klagede hun. Bjørnen sagde, at det ville være godt at blive behandlet med honning, bien bekræftede, at honning er meget gavnlig. Hjortene foreslog at flytte ind i skyggen, fordi man kunne blive overophedet i solen, og bestemor mariehøne lavede en kold omslag til den lille larve.
I det samme sagde en sommerfugl, en stor smuk sommerfugl, der sad i nærheden:
Du bliver til noget nyt.
Hvordan det, hvorfor det, til hvad bliver jeg?
Til en sommerfugl.
Til en som dig?
Det er meget muligt.
Blev du også til noget nyt?
Selvfølgelig.
Og faktisk begyndte den lille larve at blive til noget nyt. Hun blev først til en puppe. Inde i kokonen var det varmt for hende. Hun lå der, blev til noget nyt og drømte om nye rejser.
Hun forestillede sig, hvordan hun, så smuk, ville flyve, gøre nye opdagelser, og alle ville beundre hendes lyse vinger.
Hendes venner ventede på, hvornår denne forvandling ville ske. De samledes alle ved træet. Og endelig sprakte kokonen, og en sommerfugl fløj forsigtigt ud af den, hun spredte sine vinger, og… græd bittert.
Og alle omkring var meget bedrøvede og overraskede over det. Aldrig før havde nogen af dem set sådan noget: vores sommerfugl havde grå, farveløse vinger.
Det er ikke rigtigt!
Protesterede den gamle bjørn.
Det er uretfærdigt!
Sagde hjortene.
Det er forfærdeligt!
Sagde billen. Sommerfuglen, den anden, den som havde fortalt den lille larve om forvandlingen, sagde:
Det er en eller anden fejl, og vi skal rette den.
Selvfølgelig. Jeg vil give dig, sommerfugl, lidt honningfarve.
Sagde bien. Og på sommerfuglens vinger dukkede lyse honningprikker op.
Og vi vil give dig græssets grønne farve!
Sagde hjortene.
Og jeg vil give dig himmelens blå farve!
Sagde guldsmedefluen, der fløj hen.
Jeg vil give dig en blød farve, så du ikke fryser!
Sagde bjørnen.
Og jeg vil give dig en god farve!
Det var bestemor mariehøne.
Og jeg vil give dig en glad farve, så du flyver og aldrig bliver trist.
Sommerfuglen fløj fra den ene til den anden, og på hendes vinger dukkede flere og flere farver op. Ved at give sommerfuglen deres farver, "malede" de også hinanden.
Over den lysning, hvor sommerfuglens venner var samlet, dukkede en regnbue op. Hun blev overrasket, da hun så dette usædvanlige farverige syn.
Hun kunne så godt lide det, at den sænkede sig som et stort duge over lysningen. Og glæden fortsatte. Og lysningen blev til et karussel.
Og det var en vidunderlig dag, en fantastisk dag, en dag med venskab, glæde, godhed og opfyldelse af håb.
