I havet, midt i de dybe og mørkeblå farvande, lå en lille ø. Floraen og faunaen her var mangfoldig. Masser af forskellige fugle, eksotiske dyr og andre smådyr havde levet her i mange år. På øen fandtes også mange smukke og unikke planter, der var malet i alle regnbuens farver. Her voksede både palmer, kæmpe kaktusser og endda baobab-træer.
Og på denne ø boede der mennesker, og blandt dem levede en meget doven dreng ved navn Morten. Han kunne slet ikke lide at arbejde og lå hele dagen og vendte sig fra den ene side til den anden.
Når alle de lokale samlede sig til fisketur for at fange fisk til frokost, lå Morten under et frodigt højt palmetræ og sagde:
Gå I bare, gå I bare, arbejd I. Og når I har fanget en masse fisk, så kan I kalde på mig, for jeg er virkelig sulten.
Hvordan kan det være? Du laver ingenting hele dagen, men du kommer løbende som den første, når der er mad. Det er ikke pænt at opføre sig sådan, for her på øen er der mange ældre mennesker, som har svært ved at fiske og gå på jagt.
Protesterede de lokale beboere.
Men jeg vil ikke arbejde. Jeg har det fint, som det er!
Svarede drengen med et frækket udtryk.
Sådan gik månederne, årene. Morten hjalp ikke bare ikke de ældre, han nægtede kategorisk at lære noget. På øen var der en lille skole, hvor kun syv børn gik. De blev undervist i læsning, skrivning, matematik og naturkundskab. Men Morten deltog aldrig i undervisningen. Han havde helt andre planer. Drengen ville meget gerne finde sådan et arbejde, hvor man næsten ikke skulle arbejde, men tjene mange penge.
Der findes ikke sådan et arbejde, Morten, hvor man ikke behøver at lave noget.
Sagde alle omkring ham.
Men jeg vil helt sikkert narre jer alle og finde præcis sådan en beskæftigelse - "ingenting-gøren".
En skønne dag lagde der sig en kraftig tåge omkring øen. Havet forsvandt helt fra syne, kun den tætte dis rejste sig over kysten, og selv på en arms afstand kunne man ikke se noget.
Alle mennesker havde intet andet valg end at gå i seng. I sådan et vejr kunne de slet ikke fiske, og det var umuligt at gå på jagt - overalt var der kun tåge.
Natten gik. Tidligt om morgenen begyndte alle langsomt at vågne og så, at ikke langt fra øen rejste der sig mærkelige, for alle ukendte, høje klippefyldte bjerge.
Folkens, se, hvad er det?
Udbrød en af øens beboere.
Dovent strakte Morten sig og krøb ud af sin hytte. Han strakte sig, klaskede sig i nakken og sagde:
Åh, det er nok en drøm! Uh, hvor jeg må have sovet tungt, siden jeg drømmer alt dette!
Nej, det er ikke en drøm, det er en rigtig ø. Men hvor kommer den fra, for den var ikke her før?
Undrede folk sig.
Så gned Morten grundigt sine øjne og kiggede mere opmærksomt ud i det fjerne. Og faktisk så han på horisonten en ny ø, hvor der rejste sig store klippefyldte bjerge.
Det er da utroligt! Måske bor der endda nogen der?
Råbte han.
Vi må helt sikkert ro derhen og finde ud af, om der er nogen der, eller om øen er ubeboet.
Åh, men uden mig. Man skal jo ro med årerne i en båd, og jeg er ikke født til det. Jeg vil beskæftige mig med "ingenting-gøren", og jeres fysiske øvelser med årer er slet ikke noget for mig.
Erklærede Morten dystert.
Flere kammerater samlede sig, bar båden ned til vandet, greb årerne og roede mod den nye ø. Dagen gik, og endelig kom folk tilbage.
I vil ikke tro jeres egne ører! På denne ø bor der mennesker, men de er slet ikke som os!
Råbte en af dem.
Hvad betyder slet ikke som os? Har de fire arme eller to hoveder?
Lo Morten.
Nej, arme og hoveder har de ligesom os. Men hår, øjenbryn, øjenvipper - alt dette er hvidt hos dem. Så interessant, jeg har aldrig set sådan nogle mennesker før!
Fortalte en af drengene.
Jeg husker det! For længe siden fortalte man mig, at mennesker med sådan en hårfarve, øjenbryn og øjenvipper kaldes albinoer. De adskiller sig lidt fra os udseendemæssigt, men generelt er de ligesom os. De kan tale, de kan også ligesom os arbejde, lære, tale, spise, sove. Men i dag er der ikke så mange sådan mennesker i verden som os.
Lød det pludselig fra under et lille palmetræ.
Åh, det er min chance! Jeg har fundet på en beskæftigelse til mig selv. Jeg vil ro til denne ø, lokke en af sådan nogle albinoer til os, sætte ham i et indhegning og vise ham frem til alle for penge.
Råbte Morten pludselig.
Hvad har du fundet på? Kan man behandle mennesker sådan? Har du ikke ondt af nogen andre end dig selv? For at leve godt behøver man ikke at være doven og behandle andre dårligt, det er nok bare at arbejde og være lykkelig.
Protesterede en kvinde.
Nej da! Hvis jeg sætter ham i et indhegning, behøver jeg ikke at lave noget mere. Pengene vil bare dryppe ned i min lomme, og jeg vil bare ligge og kommandere.
Holdt Morten fast ved sit.
Alle mennesker på øen viftede bare drengen væk. Ingen kunne forestille sig, at Morten en mørk nat alligevel ville beslutte sig og ro efter den unikke albino til det nye land.
Drengen lagde båden til, steg i land og begav sig på jagt efter de for ham ukendte mennesker.
Hvem er du?
Lød der pludselig en forskrækket stemme.
Jeg er jeres ven! Jeg er kommet for at invitere jer på besøg hos mig. På vores ø er der mange mennesker, og vi kan blive venner.
Svarede Morten hurtigt.
Drengens stemme var så ondskabsfuld, at albinoen mistænkte noget. Så besluttede det hvide menneske også at være snedig. Han inviterede Morten til at smage på lækre frugter og først derefter rejse på besøg hos den nye ven.
De gik ind i en lille hytte, hvor albinoen foreslog Morten at hvile sig lidt. Den dovne dreng sagde ja, for det var hans yndlingsbeskæftigelse. Han lukkede øjnene og faldt straks i søvn. Og da han vågnede, opdagede han, at hans ben var lænket med kæder til et stort palmetræ.
Nu vil jeg vise dig frem til alle!
Lo albinoen.
Og sådan levede den dovne Morten hele sit liv på albinøernes ø under det store grønne palmetræ.
