En dag besluttede insekterne i en park at arrangere et sportsløb kaldet »Kakerlakløbet«. Hovedpræmien var nektar fra en solsikke, der lige var sprunget ud. Næsten alle parkens beboere ville være med, for alle ville gerne smage den vidunderlige honningdrik.
Man blev enige om, at løbet skulle starte, så snart den første solstråle ramte det store blad på solsikken. Mange kunne ikke sove: bistadet summede af hundredvis af bistemmer, da de valgte den mest værdige kandidat til konkurrencen.
Billerne diskuterede også og blev endda lidt uenige. Sommerfuglene tog deres aftengymnastik, lagde sig til at sove for at samle kræfter. Mariehønerne pudsede deres vinger.
Kun to larver bekymrede sig ikke om noget; de besluttede at snyde. Den ene skulle stå på startlinjen, mens den anden under nattens dække kravlede hen til solsikken for at gemme sig under dens blade. Og når alle skyndte sig mod målet, skulle den kravle frem og sige:
Jeg har været her hele tiden.
De lignede hinanden, og de regnede med, at ingen ville opdage svindelen.
Og så kom den længe ventede morgen. Edderkopperne spandt en let spindelvæv til tilskuerne og heppekorene og spændte en tråd, som deltagerne skulle sprænge ved målstregen.
Til start! Klar! Parat! Af sted! Og deltagerne – nogle fløj, nogle krøb, nogle hoppede – skyndte sig mod det eftertragtede mål. Den hurtigste viste sig at være den lille bi, for den havde allerede foretaget mange sådanne flyvninger. Glad satte den sig på solsikken og begyndte at synge sin sang.
Men da kom larven krybende og brokkede sig:
Hvorfor brokker du dig så? Jeg har været her længe, jeg nåede endda at tage en lur, mens I drattede af sted som snegle.
Ingen troede sine egne øjne, for sådan kunne det jo ikke være. For mange havde set, hvordan larven ved starten pustede og stønnede, mens den krøb af sted, og nu sad den ved solsikken og påstod, at den havde vundet løbet.
Men da erklærede den kvik edderkop over for alle, at larven var en svindler.
Hvad kan du bevise? råbte hun.
Det her kan jeg! sagde han og førte bien hen tæt på alle de andre.
Se, der sidder stadig målstregens spindelvæv på hendes kjole, den tråd lille bi sprængte, da hun nåede frem. Men larven har ingen spindelvæv, så den må have siddet her længe.
Alle omkring dem begyndte at larme og summe. Kun den lille bi sagde:
Lad os ikke skændes, men holde en fest for hele verden og danse. Solen står op, og en ny dag begynder.
Alle var enige – ingen ville ødelægge stemningen.
