Der var engang Brum og Bibber — to biler, to bedste venner.
Brum var en smidig blå sedan med store lyse forlygter. Han kunne hurtigt køre uden om alle forhindringer. Han elskede også at køre stærkt, men kun når der ikke var andre biler på vejen, så han ikke ville køre ind i nogen.
Bibber var hans bedste ven, hendes karrosseri var orange med sort tag, og modellen hed "tredørs hatchback". Hun var en meget lille, men klog bil.
En dag kørte vennerne ned ad gaden og så en farverig plakat: "Alle de hurtigste og modigste biler inviteres til ugens hovedløb! Kom til den centrale arena og vind præmien!".
Den glade Brum hoppede endda:
Fedt! Jeg er meget hurtig og vil helt sikkert få præmien!
Ja, det tror jeg også. Lad os køre til løbet.
Bilerne kom til arenaen, og der var en lang-lang kø af andre biler, som også var kommet for at konkurrere. Og hvem var der ikke! Store jeeps, hvis hjul var på størrelse med Brum. Små racerformler, lavere end Bibber. Selv en lastbil var kommet, kan du forestille dig det?
Bilerne pralede over for hinanden om, hvor stærke og manøvredygtige de var. Den ene havde en kraftig motor for at accelerere hurtigt. Den anden — et meget let karrosseri, så intet var i vejen. Den tredje — glatte dæk for let at glide på asfalten. Den fjerde — en bred bagspoiler for bedre at manøvrere.
Bibber sagde:
Jamen se det! Det bliver virkelig et fantastisk løb! Se hvor mange forskellige biler der er her. I øvrigt, Brum, hvad er din fordel?
Øh... Ved ikke. Jeg har altid været så smidig. Men her er der så avancerede biler, at jeg er helt forvirret...
Bare rolig, jeg har en idé. Lad os gå ind på løbets hjemmeside og se, hvilke forbedringer man kan lave, så du helt sikkert vinder. Samtidig kan vi købe billetter, for køen er så-å-å lang, det er forfærdeligt.
Rigtigt! Du er så dygtig, at du fandt på det!
Vennerne kørte væk fra mængden, tog deres smartphone frem og gik ind på hjemmesiden. Der læste de, at der i løbsbutikken stadig var en forstærkning i form af nitro-hastighed, som sættes ved siden af motoren. Man skal bare trykke på knappen, og bilen laver et stort ryk fremad. Brum ville virkelig gerne have sådan en ting! Men det var meget dyrt.
Bibber, hvad skal vi gøre? Hvis vi køber nitro-hastigheden, har vi ikke penge nok til en billet på første række. Og du bliver nødt til at sidde langt bagude, hvor man næsten ikke kan se løbsbanen.
Veninden svarede:
Men til gengæld, hvis vi køber forstærkningen, vinder du helt sikkert! Du er jo så smidig, og jeg ved helt sikkert, at du fortjener at få præmien.
Brum tænkte sig om. Han ville virkelig gerne have, at hans bedste ven kunne se godt. Men han ville også virkelig gerne have pokalen som den hurtigste bil.
Er du helt sikker på, at du ikke bliver ked af det, hvis du får dårlige pladser?
Selvfølgelig bliver jeg ikke ked af det! Lad os købe det.
De købte nitro-hastigheden og en billet til den bagerste række, og de registrerede også Brum som deltager i løbet. Så kørte de til løbsarenaen. Brum kørte ind gennem porten for racerkørere, og Bibber gik for at finde sin plads.
Løbet begyndte. Den lille orange bil kunne ikke se noget, fordi hun var lav, og der sad mange andre biler foran hende. De råbte og hoppede og hejaede på deres favoritter, så hun kunne ikke forstå, hvad der skete på banen. Men så annoncerede speakeren over hele stadion: "Titlen som ugens hurtigste bil går til Brum!", tilskuerne rejste sig og tøtede glædeligt. Bibber tøtede også af alle kræfter, men man kunne ikke engang høre hende.
Mens vores nye helt stod på podiet og modtog præmien, forsøgte han at få øje på den orange hatchback, men kunne ikke se hende. Han glædede sig over, at han havde vundet, men han ville have glædet sig endnu mere, hvis veninden havde delt jagtens spænding med ham.
Senere mødtes vennerne, og Bibber lykønskede Brum hjerteligt med sejren. Men han sagde:
Det ville have været bedre, hvis vi havde købt en billet til første række, så du kunne se løbet i stedet for fremmede bagagerum. Og det er ligegyldigt, om jeg havde vundet eller tabt, for så havde jeg fået fornøjelse af løbet, og du — af at se og høre, hvordan vi kørte! Næste uge vil der være andre mestre, og så flere og flere, og næppe nogen vil huske, at jeg engang vandt her. Men vi ville begge to have husket, hvordan dette løb gik, og kunne have diskuteret det!
Og bilerne besluttede, at de næste gang altid ville vælge venskabet.
