Denne historie fandt sted på en ø ved navn Formørkelsesøen. Ved første øjekast var det en almindelig ø, men hvis man kiggede lidt nærmere, åbenbarede der sig et utal af forunderlige ting.
Dette stykke land var beboet af tusindvis af dyr med utrolige evner, og naturen var en farvestrålende vrimmel af svimlende farver! I træerne blafrede dun i stedet for blade, og græsset på engene var så blødt og fjedrende, at man kunne springe to meter op i luften. Og vandet, der styrtede ned fra bjergene, samlede sig i krystalklare floder og søer.
Ved bredden af en sådan flod boede heltene i denne fortælling, undervandshamstrene, som kunne ånde under vand.
Den ene af dem hed Anders. Han var søn af høvdingen og elskede at prale over sine rigdomme for de andre. Han bar altid dyre perlekæder og lod sig ikke narre af en chance for at drille de mindre velhavende landsbyboere.
Ikke langt fra landsbyen boede en stor ravn i træerne. Han havde hverken rede eller magiske evner. Derfor misundte han alle, og hans misundelse var sort og ond.
Den dag, hvor de unge hamstre samledes på torvet, så de kommende brude kunne vælge sig en partner, sad ravnen på taget af et hus. Han blev vidne til, hvordan Anders, mens han pralede, ydmygede sin egen artsfælle, hamsteren Mikkel, over for alle.
Hamstrene stillede sig op på skift. Hver enkelt viste sin dragt og forsøgte at vise de mest usædvanlige evner. Alle optrædener blev ledsaget af høje kommentarer fra høvdingens søn, som ikke holdt op med at gentage, at han selv ville have gjort det meget bedre.
Mikkel begyndte han at kalde en fattiglem foran alle, og så sagde han, at han slet ikke burde være kommet til festen. Mikkel blev meget flov. Han blev såret, løb sin vej og hængte hovedet.
Da Mikkel om aftenen sad og sorgmodig ved bålet ved sin lille hytte, fløj den sorte ravn lydløst hen til ham.
I et par minutter stirrede han tavst ind i flammerne sammen med hamsteren, og så begyndte han at tale, lavt, så ingen andre kunne høre det:
Jeg så alt. Sådan må du ikke lade det blive. Hvis du ikke giver den prahler igen, bliver du ene tilbage. Brude vælger ikke kujoner, du må hævne dig!
Ravnens ord trængte ind i Mikkels sind som gift. Han følte ikke længere skam, for den var blevet overdøvet af vrede.
Ravnen havde gjort sit og smilte listigt. Han handlede ikke af retfærdighed. Hans misundelse over høvdingens søn, som havde alt, plagede ham. Selv havde han intet.
Mikkel rejste sig hurtigt og begyndte at gå frem og tilbage ved bålet.
Men hvad skal jeg gøre? spurgte hamsteren og kiggede på ravnen.
Brænd hans hus ned, så mister han sin rigdom, hvæsede ravnen med vanvid i sine små sorte øjne.
Hamsteren tog uden at tænke sig om en brændende pind og satte kursen mod Anders' hus. Pludselig stod en af de brude, som havde været til festen, lige foran ham. Hun hed Sofie, og hun var meget glad for Mikkel.
Hun så forsigtigt på den krigeriske hamster med den brændende pind i hånden, som stod som forstenet af overraskelse. Og efter et øjeblik talte hun med en blød, fløjlsagtig stemme:
Jeg vælger dig som min mand, Mikkel.
Hamsteren sprang af glæde i vejret og styrtede hen for at omfavne hende, stadig med pinden i hånden.
Brænd ikke min frisure! udbrød Sofie og lo.
Da Mikkel kom til sig selv, smed han pinden væk, og de snurrede rundt i hinandens arme.
Ingen lagde mærke til, hvordan ravnen forsvandt i mørket. Han stod tilbage alene med sin misundelse, som nu var blevet endnu større.
Det var ikke kun ravnen, der var alene den aften, men også høvdingens søn. Han sad i et stort og tomt hus, hvis vægge var prydet med hans egne portrætter, og han kunne ikke forstå, hvorfor ingen eneste brud var kommet til ham.
Nogle dage senere, til Mikkels og Sofies bryllup, fik høvdingen, som forrettede ceremonien, at vide, hvordan ravnen havde fået Mikkel til at brænde Anders' hus.
Høvdingen gav straks sine vagter besked på at hente ravnen, og efter en time stod misundelsesmageren foran lederen med frygt i øjnene. Høvdingen var meget klog. Han straffede ikke fuglen, men udnævnte den i stedet til udsending til nabostammerne og fik dermed kvalt misundelsen.
Og alle festede til bryllupet. Efter festen bøjede høvdingen sig ned mod sin søns øre og sagde stille:
Pral tiltrækker misundelse, og af et sådant forbund fødes vrede. I et hjem, hvor de bor, er der ingen plads til lykke.
Sønnen så alvorligt på sin far og nikkede.
