En gang var der en Vinter. Og hun havde børn: drengene Frost og Vind og pigerne Snefygning, Snestorm og Snefog.
Vinteren elskede sine børn højt og lod dem nogle gange lege vildt. Og børnene blev legesyge, legende, selvrådige og uforudsigelige. De elskede at lave ulykke sammen.
Frost kunne lide at fryse alt omkring sig, forvandle det til istapper og rimfrost. Vind elskede at flyve ind i skjulte kroge og lave underlige, uhyggelige lyde og skræmme dyr og mennesker.
Snefygning, Snestorm og Snefog var rigtige spilopper, de dækkede jorden med et snedække i kapløb og rev dunede dyner fra hinandens hænder og flyttede dem fra sted til sted. Men nogle gange vågnede venligheden i pigernes hjerter, og de forærede træerne, husenes tage og alt, hvad de mødte på deres vej, hvide pelse.
Drillepetteren Vind elskede at drille sine søstre, tog dynen og flyttede den til et andet sted, og forsøgte at tage pelsene af træerne og husene.
Vind elskede at danse med Snestorm. De holdt ofte opvisninger, særligt der, hvor der var meget plads: på markerne og på slettene.
Men når Purga og Frost begyndte at lege med Vind... åh, hvad der dog skete! Omgivelserne forvandledes til en isørken. Ikke alle fugle eller dyr kunne overleve disse lege. Fuglene faldt af grenene af kulde, og i sneen frøs de ihjel.
Frost og Vind elskede at skændes med hinanden. Så begyndte det isnende kolde vejr på gaden.
Den lille pige Snefog elskede at synge, og hendes søster Snefygning sang med. Men pigernes stemmer var ikke gode, de kunne ikke synge, men kun klagende hyle og skræmme folk med deres lange sange.
Vinteren kigger og kigger på sine børns ballade, og til sidst får hun ondt af de levende væsener. Hun jager børnene ind i hytten, låser døren og giver hver af dem en bog i hånden og tvinger dem til at læse.
Indtil I har læst alle bøgerne, lader jeg jer ikke gå ud!
Så bliver det varmere udenfor. Solen begynder at skinne klart. Fugle, dyr og mennesker hviler sig fra den grusomme kulde. Og så løber Vinterens børn ud og leger igen!