I dybet af den mørke og gådefulde skov, dér hvor træerne bøjer sig mod hinanden som gamle vogtere af hemmeligheder, står et forladt hus. Månen trænger knap nok igennem det tætte løv for at lyse op på de vejrbidte vægge og de lukkede vinduer. Huset ligger ved grænsen mellem menneskenes verden og de mystiske væsners, og dets historie er vokset til med mørke og sagn.
For længe, længe siden boede der en gammel troldmand ved navn Mordekajr. Han var mægtig og gådefuld. Hans kræfter rakte til at stå i forbindelse med mørket, som er skjult for almindelige dødelige.
I sit hus holdt Mordekajr skræmmende ritualer. Med tiden forvandlede lysten til magi ham til et mørkt væsen. Han blev besat af tørst efter magt og udødelighed, begyndte at studere gamle rullebøger og lede efter glemte besværgelser.
Alt dette førte til, at han åbnede en port til en verden af mørke og skygger. Mordekajrs grådighed slap kræfter løs, som aldrig skulle have forladt deres lænker.
Fra da af begyndte mærkelige, forfærdelige hændelser at ske ved troldmandens hus. Træerne begyndte at vride sig og tage uhyggelige former, og dyrene forsvandt eller forandrede sig til ukendelighed.
De lokale beboere holder stadig afstand til denne del af skoven, og enhver, der vovede at nærme sig huset, hævdede at høre mystiske hvisken og se blinkende skygger.
En dag besluttede en gruppe modige venner at undersøge, om rygterne var sande, og drog af sted til det mystiske sted. Da de havde samlet sig om bålet om natten, begyndte de at fortælle hinanden skræmmende historier om, hvad der var sket med dem, der trådte ind i troldmandens hus.
Første historie ― om den fattige mand ved navn Gretchen
Gretchen besluttede at finde de skatte, som ifølge rygterne var gemt i Mordekajrs besiddelser. Han samlede mod og gik ind i magikerens hus. Indenfor var der mange gådefulde genstande og gamle rullebøger.
Gretchen vandrede rundt i rummene, indtil han kom ind i en storslået sal, der fyldte ham med rædsel.
Væggene var dækket af udskårne runer og symboler, der udstrålede et svagt lys, ligesom stjerner på nattehimlen. Midt i salen stod et alter, pyntet med gamle genstande, der lyste med et mystisk skær.
På alteret lå en lille kiste lavet af ædelsten. Det virkede, som om naturen selv havde givet denne ting en særlig betydning.
Da Gretchen forsigtigt åbnede kisten, fandt han noget, der fik hans hjerte til at banke af spænding.
Indeni lå en rulle, vævet med gyldne tråde. Symbolerne på rullen pulserede, som om de var levende væsener.
Gretchen var ikke længere herre over sig selv. Han begyndte at tyde de gamle skrifttegn. Hans sind blev overvældet af strømme af viden, der afslørede verdens og magiens hemmeligheder. Eksistensen af gamle guder, glemte genstande og mørkets herskere, som forsøgte at vågne efter mange århundreders søvn, alt dette blinkede frem i den unge mands sind som lynglimt.
For hvert ord blev Gretchens blik mere tåget, hans vejrtrækning standsede, og hjertet bankede hurtigere og hurtigere. Han sank ned i en verden, hvor tid og rum ikke længere betød noget, og kun viden og magi forblev evige.
Men Gretchen mærkede alligevel, at hans bevidsthed med hvert ord blev mere sårbar over for de gamle kræfter. Han følte, hvordan hans sjæl begyndte at glide ind i mørket og kulden, som udgik fra rullen. Det var et mørke, der forsøgte at sluge hans sind og herske over hans væsen.
De klare lynglimt af gamle åbenbaringer forsvandt, men skræmmende syner og rystende billeder begyndte at flimre for hans øjne. Han så uhyggelige skikkelser hyllet i mørke og hørte hvisken af gamle besværgelser. Han forstod, hvad rullen var, men det var for sent.
Siden da har ingen set Gretchen, kun nogle gange i skoven på mørke nætter kan man høre hans skrig, som om de lød dæmpet.
Anden historie ― om den unge pige ved navn Eliza
Ung og modig besluttede Eliza at tage til Mordekajr for at befri verden for den onde troldmand. Hun tilbragte natten i det mørke hus, og om morgenen fandt man hende med slukkede øjne og hår i snefarvet hvidt. Hun kunne ikke sige et ord, men hendes krop udsendte uhyggelige hvisken.
Tredje historie ― om den unge forsker ved navn Leonard, som ikke troede på overtro og besluttede at bevise, at det hele var tom frygt
Han tilbragte flere nætter i magikerens hus, og alt var i orden. Men ved tredje gang forsvandt Leonard, og hans spor forsvandt i mørket.
For hver ny historie ved bålet blev det koldere, og vennerne begyndte at mærke, at noget omgav dem. Usynligt. Ondt.
Skoven begyndte at hviske mystiske ord, og vinden bar med sig underlige lyde, som ingen kunne skelne.
Da den sidste historie var fortalt, hørte vennerne en larm fra skovens dybe. De vendte sig mod Mordekajrs hus og så, at dets vægge pulserede og blinkede, som var det et levende væsen.
Fra mørket begyndte skikkelser at træde frem ― skygger. De nærmede sig vennerne, og de forstod, at noget frygteligt og mægtigt var ved at vågne.
Vennernes hjerter bankede hurtigere, deres vejrtrækning blev langsommere, og tiden stod stille. De forstod: enten skulle de her og nu rejse sig mod det onde, eller acceptere deres skæbne og forsvinde i mørket for evigt.
Med besluttsomhed og mod, som kun ægte helte besidder, rejste de sig fra deres pladser og begyndte at læse en besværgelse, der tjente de lyse kræfter.
Vennerne stod rundt om bålet, deres hjerter slog i takt, som om de var blevet ét. I øjnene brændte ilden af besluttsomhed, og i deres sjæle lyste håbets flamme. Deres stemmer forenede sig i et mægtigt kor, der skabte et klangfuldt ritual, som kaldte på godhed og lys.
Ilden blev fokus for deres kraft. Og fra bålet steg en lyssøjle op. Den bredte sig omkring dem som levende energi og fyldte luften med magisk glans. Lyset omsluttede vennerne, og de mærkede, hvordan det trængte ind i hver eneste celle og fyldte deres kroppe med styrke og besluttsomhed.
De mørke skikkelser begyndte at forsvinde i dette lys. Først blev deres konturer udflydende som tåge og utydelige. Så steg en lysvirvel op og begyndte at sluge mørket og efterlade kun tomme skaller af det, der engang havde været mørkt.
Ondskabens kræfter modsatte sig, og kampen var anstrengt. Vennerne gav ikke op. De vidste, at der i denne kamp stod ikke kun deres skæbner på spil, men hele verdens, som de holdt så kært.
Deres besluttsomhed var stålhård, og troen på sejr urokkelig. Deres stemmer blev stærkere, og lyset fra bålet blev klarere.
Mordekajrs mørke hus begyndte at ryste, som under slagene fra mægtige hamre. Væggene pulserede, og skræmmende lyde strømmede op fra dybet.
Pludselig stod huset stille, som om dets hjerte var holdt op med at slå. Den onde væsen begyndte at forsvinde. Skyggerne, der syntes uendelige, forsvandt, og vennerne mærkede, hvordan det onde trylleri skrumpede og gav plads til det gode.
De unge menneskers hjerter slog stærkere, og deres glade blikke mødtes. De forstod, at de havde sejret, og at de havde gjort det sammen. En følelse af lettelse og glæde fyldte dem, og det var, som om en tung byrde var faldet fra deres skuldre.
Lys og glæde fyldte verden omkring dem. Efter en lang nat var en ny tid begyndt. Vennerne smilede til hinanden, og deres øjne strålede.
Natten veg og gav plads til morgenen. Og den skræmmende historie forsvandt med den, ligesom røgen fra bålet. For venskabets kraft kan besejre selv de mest frygtelige historier.