Dagene gik, dyrene levede deres sædvanlige liv uden at bemærke nogen forandringer efter, at deres skov var blevet besøgt af kragefolkene. Men en nat rasede en storm gennem skoven. Lynet lynede på himlen, regnen silede ned. Rasende vandmasser strømmede ind i skoven og ødelagde alt på deres vej. De rev træer op med rode, udhuledes kløfter, knækkede buske. Om morgenen holdt lynene op med at lyse. Stormen var drevet over.
Solen brød fri fra de våde skyers favntag, og lysstråler strømmede ind i den regnvaskede skov. På de grene, som stormen havde revet af, glimtede dugdråber, det græs, der var lagt ned af den kraftige vind, rejste sig igen. En enlig regndråbe rullede ned ad den sorte bark på en tør, tynd gren og blev hængende på toppen, klar til at falde ned når som helst. Dråben skinnede og spillede i alle regnbuens farver.
De små dyr begyndte forsigtigt at komme ud af deres hjem og betragtede med rædsel det ødelæggelsesbillede, der mødte deres øjne. Dette fik dem til at beslutte at mødes på lystningen igen for at diskutere det presserende spørgsmål om lossepladsen og oprydningen efter stormen.
Nedtrykte og fortvivlede trak skovens beboere hen til kanten af lystningen til mødet. Og hvad så de der? Affaldet, som vinden havde spredt og regnen havde skyllet væk, havde bredt sig endnu længere og optog dobbelt så stort et område som før. Panik greb dyrene, men Ulven, den modige og hurtige flokfører, foreslog selv aktivt at gå i gang med at rydde op uden at håbe på hjælp udefra.
I det samme hørtes der afbrudt snøften og raslen under bunken af affald, alle blev stille. Og et par sekunder senere kravlede bedstefar Pindsvin frem fra bunken af grenaffald og tørre blade, helt beskidt og træt. Dyrene blev forbløffede, og Ræven kastede sig over at ryste det fine tørre materiale, koglerne og alt det andet affald af hans pigge, som var blevet hængende fast, mens Pindsvin kravlede ud af bunken.
Bedstefar Pindsvin så eftertænksom og forvirret ud.
Han fortalte skovens beboere:
Dybt under affaldet ligger der noget stort og skinnende, tungt og uforståeligt. Hjælp mig med at få det op!
De små dyr blev nysgerrige - hvad kunne det være?! Vildsvinene kom Pindsvin til hjælp. Med deres tryner og stødtænder klarede de opgaven uden større besvær. Der gik ikke mere end et par minutter, før de fra affaldsbunken trak et gammelt enormt spejl frem i en solid egeramme på udskårne, drejede ben. Dyrene gispede! Sikke et vidunder! Sikke et fund!
Spejlet var beskidt-beskidt, men vaskebjørnene meldte sig til at rense og vaske det. Efter omhyggeligt at have vasket og tørret spejlet grundigt af, overrakte vaskebjørnene det til den vise Pindsvin. Og nu skinnede og strålede spejlet af renhed og friskhed, uden en eneste plet eller skramme viste det sig for mængden.
Da de så sådan en skønhed, besluttede de forsamlede skovbeboere enstemmigt at opstille spejlet på en af stubbene midt på lystningen. Så enhver, der gik forbi, kunne se spejlet og beundre dets skønhed. Sagt og gjort!
Dagen hældede mod aften, aftentiden nærmede sig. Dyrene besluttede at gå hjem, men pludselig lød der fra de tætte grene på det højeste træ: "Hu-u, hu-u!". Det var den gamle og vise Ugle, der var vågnet. Hun skreg endnu en gang langtrukket: "Hu-u, hu-u!", og da hun kastede et opmærksomt blik med sine enorme, tallerkenstore øjne nedad, bemærkede hun både mængden af dyr og spejlet, der var opstillet på stubben midt på lystningen.
Med et vingeslag fløj Uglen en runde over lystningen og landede på stubben, hvor spejlet stod. Hun kastede et vågent og betydningsfuldt blik på alle de forsamlede, løftede højre vinge op for at tiltrække særlig opmærksomhed.
Uglen holdt en tale:
For fire år siden, lige før valgkampagnen, spillede dette spejl en afgørende rolle ved valget til skovens parlament. Det kan fejlfrit vise, hvem der vil have held med sig. Og for at se det skal man kigge i det og holde taler om de forpligtelser, man påtager sig over for vælgerne.
Og så gik det løs! Pludselig følte hver af de forsamlede sig særlig, værdig til at være kandidat til parlamentet. Der dannede sig en enorm kø for at afgive løfter foran spejlet.
Først trådte Ulven frem. Med støtte fra flokken i ryggen rettede han skuldrene, fjernede det vilde snaretræk fra ansigtet og sagde så høfligt som muligt:
Mine herrer, jeg anser mig selv for den mest værdige kandidat ved dette valg. Jeg er i stand til at løse alle aktuelle spørgsmål og problemer for skovens beboere, jeg er den stærkeste og mægtigste, stol på mig, og I vil leve godt.
Men fra spejlet kiggede pludselig... en Bjørn på ham.
Næste var Ræven. Hun kiggede på sig selv i spejlet, buskede halen, løftede ørerne, smilede sødt og begyndte at tale, nærmest synge:
Hvis I vælger mig, vil jeg organisere et hønsehus her. Hønsene vil rydde affaldsbunken og begynde at lægge gyldne æg til os. Og hver af jer vil leve både mere mæt og rigere. Jeg vil gøre alt muligt for at sikre jer alle et trygt liv og en tryg alderdom. Så ingen af jer mangler noget i livets aften. Stem bare på mig, og jeres liv vil ændre sig til det bedre!
Ræven kiggede endnu en gang i spejlet og sprang forfærdet tilbage fra det, for hun så ikke sin egen afspejling, men igen afspejlingen af... Bjørnen.
Og i mellemtiden skubbede den næste taler hende allerede til side, og det var Påfuglen. Han foldede sin usædvanligt smukke hale ud, løftede sit elegante hoved op, stak brystet frem. Og før han begyndte sin tale, beundrede han sit eget spejlbillede i det gamle spejl i flere minutter.
Venner, skønhed er, som I alle ved, en frygtelig magt, skønhed vil redde verden! Jeg lover jer at rydde op i skoven, gøre alt smukt og farverigt. Sammen vil vi indrette hyggelige hvilepladser for børn og voksne, hænge lanterner op i skoven for at oplyse utilgængelige steder. For alt skal være smukt og farverigt, hvilket vi mangler i hverdagen. Stem på mig, og I vil få lykke og velsignelse.
Begyndte han.
Påfuglen kiggede igen i spejlet og... åh rædsler! Der viste sig en afspejling af Bjørnen...
Det blev aften. Skumringen rykkede frem fra skovens dyb mod lystningen, hvor mødet fandt sted. Dyrene var blevet lidt trætte af disse debatter. De vidste ikke længere, hvilken af kandidaterne de skulle tro på, og hvilken ikke. Og hver af de optrædende var fast overbevist om, at netop han havde gjort et værdigt indtryk på vælgerne.
Optaget af deres egne tanker bemærkede ingen af parterne, hvordan en skygge dukkede op fra tjørnekrattet, og nogen begyndte langsomt med tunge, men sikre skridt at bevæge sig mod lystningen. Knækket af en gren vækkede alle dyrene fra deres dvale, i stilheden lød lyden af den knækkede gren særligt højt. Da de vendte sig mod støjen, så de Brunbjørnen nærme sig.
Nå, hvad? Har I snakket nok?
Brummede han utilfreds.
Har I beundret jer selv nok i spejlet? Ha-ha-ha! Og I, dumme dyr, lyttede til det hele, nikkede bifaldende. Og...? Så nu har I alle fået jeres øjeblik i rampelyset, og det er nok! Spejlet tager jeg med, I behøver ikke beskæftige jer med mere vrøvl her. I så jo alle, hvem der hele tiden blev afspejlet i det? Og det betyder, at magten og styrken vil være i mine poter endeligt og uigenkaldeligt! Husk, kun jeg, Brunbjørnen, er den mest fremtrædende og værdige repræsentant for magten.
Den stumme scene varede ikke længe. Dyrene indså, at denne beslutning ikke var til diskussion, og gik roligt hver til sit. Og den uopryddede affaldsbunke ligger stadig på skovlystningen og bliver kun større og større.
