Det, jeg skal fortælle jer, børn, er en stor hemmelighed. Og hvis en voksen hører denne historie, vil det virke lidt mærkeligt for ham, det han hører. Og helt sikkert vil han ikke forstå min hemmelighed. Men det vil ikke ske med jer, med børnene, fordi denne historie er skrevet specielt for jer. For I tror helt sikkert på magi, så lad os gå i gang!
Forestil jer en trylleskove. Nej, ikke sådan en som i eventyr for små børn med heksen og ovne med tærter, men en helt rigtig trylleskove, hvor alle træerne er levende. De taler, lever og ser hver især særlige ud. Regnbuefarvede, duftende lind og blomstrende blomme med violette grene, klart hindbærfarvet ahornblad med gule pletter og elegant akacia med sølvfarvede blade – intet træ ligner det andet, de er alle forskellige fra hinanden, men de gemmer på en fælles hemmelighed – musik…
Hvordan det? – spørger I – kan musik virkelig være en hemmelighed?
Ja, det kan den! Musik er sproget for træerne i trylleskoven, og hvert træ lyder som sit eget musikinstrument.
På en lysning, lige foran trylleskoven, står det mest særlige, højeste og mægtigste træ – det er en eg. Man kan kalde det her for leder, det hjælper alle træerne i trylleskoven med at kommunikere med hinanden, så ingen skændes, så man kan blive enig og så samtalerne er melodiske og behagelige.
Egen ser elegant ud, dens brune frakke er prydet med grønne larver og mariehøns, og dens grønne krone er kronet med en brun top hat med et violinnøgle-billede, og en af dens grene, særlig smukt og elegant buet, minder om en dirigentstok, som den svinger i takt med musikken og banker stille, hvis noget pludselig lyder forkert.
Larverne og mariehønsene er dens hjælpere, de bringer magiske noder til træerne, hvis de pludselig mangler blide lyde til at udtrykke deres følelser. Eggen-dirigenten (for det er netop ham) har meget mange noder. De opbevares under rødderne i en kiste, og alle, der har brug for dem, skal bare bede om den noder, de har brug for.
Lyt, lyt, stille..., hører I det? Over skoven høres der igen magisk musik. Eggen-dirigenten svingede sin stok, og træerne begyndte at tale:
Åh, hvor er I smukke! – smilede den elegante akacia til sin nabo, ahornbladet.
Og I har i dag et vidunderligt tøj på, – fortsatte det klare ahornblad, – jeg ser, at I har fået nye blade.
Hvor er solen i dag blændende, – begyndte den plettet ask, og strakte grenene over den orange, fregnet havtorn, – jeg er bange for, at I bliver solbrændt.
Nej, nej, – smilede havtornen, – jeg skal få solbrun, jeg kan lide det, lad os hellere stille vores små grene op mod solstrålerne, – og den strakte sine små hænder op.
Alle træerne havde deres egne samtaler, men de lød i unisono. Blidt, behageligt og meget roligt. Under sådan musik kunne man hvile, og eggen-dirigenten lukkede øjnene og nød, hvor magisk denne musik strømmede.
Men en morgen, da de vågnede, bemærkede både ahornbladet og akaciaen, havtornen og asken, blomsten og linden og andre træer – alle sammen – et nyt lille træ. Det var dukket op ubemærket, helt pludselig. Det voksede lige midt i skoven, lille, mørkt, det skilte sig skarpt ud fra alle skovens beboere.
Hvem er du? – spurgte træerne overrasket.
Jeg er en aprikos, jeg voksede her i nat, og jeg vil gerne tale med jer i magiske sange. Lyt til min sang, den er vidunderlig, – og den begyndte at tale, synge, larme og rasle med grenene.
De andre træer forsøgte at følge med og støtte dens musik, men de kunne ikke få det til at lyde i unisono. Der var ingen enighed og ingen magi i det. Dens noder lød skarpt og ubehageligt. De pibede, fløjtede og afbrød de andre træers lyde.
Nå, hvad synes I? – sagde aprikos selvtilfredt, da den var færdig med at spille.
Træerne var forlegent tavse. Eggen-dirigenten bankede med sin stok og rynkede panden:
Du har jo ingen magiske noder! Din musik er bare for sig selv…
Men hvorfor skal jeg bruge noder? – spurgte aprikos overrasket, – jeg spiller jo højtlydt og magisk alligevel, for jeg er i en trylleskove, er det ikke nok til smuk musik?
Uden noder vil du ikke høre de andre træer, – forklarede den orange havtorn.
Dine blade vil være lige så mørke som nu, og de vil ikke lyse klart som alle træernes blade i vores skov, hvis du kun lytter til dig selv, – sagde den blomstrende blomme med violette grene og rystede på hovedet.
Du har brug for magiske noder for at kunne udtrykke dine følelser, – fortsatte den plettet ask.
Og for at høre andre, – tilføjede det klare hindbærfarvede ahornblad med gule pletter, – vi lærte alle at spille ved at respektere hinanden.
Pludselig åbnede eggen-dirigenten sin kiste med noder og så ikke en eneste magisk node i den.
Men hvor kunne de være blevet af? – undrede eggen sig og spredte sine mægtige grene, – det er jo forfærdeligt, uden magiske noder vil intet virke! Der vil ikke være flere magiske sange i vores skov! – sagde eggen bedrøvet, og dens blade hængte ned.
I mellemtiden inspicerede larverne og mariehønsene kisten, hvor de magiske noder blev opbevaret, og pludselig så en af larverne, at nogen havde gnawet et stort, enormt hul i siden af kisten.
Sådan kom de magiske noder ud af kisten, – sagde en af larverne og pegede på det store hul.
Men hvor er de nu? – spurgte træerne overrasket, – hvad hvis de bliver vildledt og ikke finder vejen tilbage til kisten? Hvordan skal vi spille vores magiske sange?
Og så hørte man pludselig en blid, behagelig stemme.
Noderne er fundet! Her er de! Noderne sidder lige på mig, på mine blade!
Træerne så hen til det mørke aprikos, som ikke kunne høre de andre træers stemmer, og de genkender det ikke.
Foran dem stod et blændende hvidt, slankt træ med en charmerende melodisk stemme – helt anderledes. De magiske noder sad i hele rækker lige på dets blade og havde forvandlet det fuldstændig.
Men hvorfor gnawede I et hul i kisten? – spurgte eggen de magiske noder.
Vi havde bare så travlt med at hjælpe det nye lille træ til at blive magisk og spille god musik, – svarede noderne.
Jeg er bange for, at det ikke virker, – sagde eggen med et bedrøvet hovedryste, men med et meget snedigt øje til noderne, – det unge aprikos vil slet ikke høre de andre træer og vil have, at dets blade altid forbliver mørke. Det vil ikke have nogle magiske noder!
Nej! Nej! – hørte alle de magiske træer pludselig, – jeg har jo forstået det hele! Jeg elskede at være så smuk, nu føler jeg, at jeg også er så smuk indeni, som jeg er udenfor, jeg vil gerne tale med mine nye venner og nyde vores fælles behagelige musik. Bedstefar eg, tillad venligst, at noderne bliver på mine blade, og jeg vil spille nye magiske sange sammen med jer!!
Selvfølgelig tillod bedstefar eg noderne at hjælpe det nye lille træ, og i trylleskoven lød der igen usædvanlig musik, der skiftede mellem forskellige blide og behagelige lyde.
Det klare ahornblad lyttede til den orange havtorn og holdt pause, den duftende lind svarede blomsten, den plettet ask og den elegante akacia talte som et duet, og det unge hvide aprikos smilede og sang stille, mens det lyttede til dem alle sammen og så på eggen-dirigenten.