Solen var allerede ved at gå ned bag horisonten, og gennem de tætte grene på træerne skinnede dens sidste farvelstråler. På en lille lysning ved floden brændte et bål, og ved siden af det sad en lille pige. Enhver i byen ville have genkendt hende med det samme – smukt langt kastanjebrunt hår, en lilla kjole med glitter og små sko, og på hovedet en lille diadem. Det var prinsessen. Hun varmede sig ved ilden og kiggede af og til omkring sig. Natten var ved at falde på.
Nogle dage tidligere var hun stadig på slottet. Tjenere fulgte hende på skridtet, og hendes ønsker blev opfyldt øjeblikkeligt. Alle undtagen ét – hun måtte ikke forlade slottet. Hendes far var konge og elskede sin datter højt, han hyrede de bedste lærere til hende, købte legetøj og kjoler, men forbød hende strengt at gå uden for døren.
For længe siden havde han hørt en profeti, der sagde:
