Der var engang en dreng ved navn Nikita. Han gik meget dårligt i skole, med andre ord var han en rigtig dårlig elev. Og desuden elskede han at være uartig: han trak klassekammeraterne i håret, og han mobbede lærerne.
En dag, da det var varmt og solrigt, blev Nikita inviteret ud at lege af venner, som var tre år ældre end ham. Han ville meget gerne tilbringe tid med de ældre elever, for så ville alle i hans klasse blive misundelige. Men desværre - han skulle gå i skole. Ja, der er sådan et ord "skal". Og så samler Nikita modvilligt sin skoletaske og går mod skolen, som sædvanlig for sent til første time.
Den dag var drengen ikke sig selv. Han var ikke uartig og mobbede ingen, men han lyttede kun halvt til sin lærer, Maria Stepanovna. Hele timen kiggede han ud af vinduet og nød det varme sollys. Han forestillede sig, hvordan han og vennerne spillede fodbold, og han vandt helt sikkert. Da Nikita igen ikke hørte Marias Stepanovas spørgsmål, besluttede hun at tage ham til rektor. Ikke alle på skolen vidste, at rektoren faktisk var en god troldmand.
Han lyttede opmærksomt til læreren, som uden ophør kritiserede Nikita. Men rektoren besluttede at give drengen en sidste chance: i stedet for at kalde Nikitas forældre til skolen, besluttede han at straffe ham på en anden måde. Rektoren udtalte trylleordene: "Ini-bini-trali-bum!". I det samme øjeblik forsvandt drengen. Med sit trylleformular transporterede rektoren den uartige Nikita til et magisk land, hvor man kunne gøre alt, hvad man ønskede.
Drengen, uden at nå at blive bange, åbnede øjnene og så, at han stadig var på rektorens kontor, og det så ud til, at intet omkring ham havde ændret sig. Indtil Maria Stepanovna sagde:
Nikita er min yndlingselev i klassen. Han fortjener den højeste ros fra skolens rektor. Sådan en talentfuld dreng er svær at finde!
Du har helt ret, — sagde rektoren og nikkede, — Nikita er den bedste elev på skolen.
Drengens overraskelse kendte ingen grænser. Aldrig før havde nogen rost ham sådan. Og vigtigst af alt forstod han ikke, hvad han blev rost for.
Snart var det tid til at gå hjem, og da Nikita næsten havde pakket sin skoletaske, blev han stoppet af en klassekammerat:
Nikita, hvor skal du hen? — spurgte han.
Hvad mener du? Hjem selvfølgelig. Hvad vil du, Stas? Hvad er der sket?
Hjem! Det er da tosset! Vi bor jo på skolen, — lo Stas.
Efter disse ord blev Nikita bleg. Han kunne ikke engang drømme om, at han boede på skolen. Så tænkte drengen på sine forældre, og han blev meget trist. Han indså, at han ikke kunne se dem, hvis han blev på skolen, som Stas sagde. Og han ville ikke gerne være væk fra sin mor og far.
Nikita skjønnede, at han var i en anden verden, hvor alt lignede verden, han levede i, men samtidig var alt helt anderledes. I håbet om at kunne rette situationen løb drengen til rektoren.
Hvad er der galt? — spurgte rektoren, da Nikita styrtede ind på hans kontor uden at banke på.
R-r-rektor, hvordan kommer jeg hjem? — Nikitas stemme skælvede, han kunne næppe få ordene ud.
Ah, så du vil gerne hjem allerede? — rektoren kiggede på drengen med et halvt smil, — Så lyt her: for at komme hjem skal du få en dårlig karakter.
En dårlig karakter? — spurgte Nikita igen, — Blander du ikke noget?
Tro mig, i denne verden er det sværere at få en dårlig karakter end en fem med plus i din verden. Du skal lære dine lektier meget godt.
Nikita tøvede ikke, han løb til klassen og tog sine lærebøger op. Drengen var ikke vant til at lære lektier, og det var svært for ham. Han glemte hurtigt alt, hvad han havde lært. Men ønsket om at se sine forældre og vende tilbage til sin verden var så stærkt, at Nikita lærte hele natten. Den næste morgen var han træt og bleg af søvnmangel. Han havde ikke sovet et øjeblik.
Snart ringede klokken, og klassen fyldte sig med elever. Maria Stepanovna begyndte timen. Da det blev tid til at kontrollere lektierne, løftede Nikita først sin hånd for at svare. Læreren kaldte ham til tavlen og stillede et spørgsmål. Nikita svarede let, men han var ikke sikker på, at han havde sagt det rigtigt, for alle de informationer, han havde lært i løbet af natten, var blandet sammen i hans hoved. Han ventede nervøst på, hvad læreren ville sige.
Godt gået, man kan se, at du har forberedt dig. Sæt dig ned, karakteren er 2, — sagde Maria Stepanovna.
Nikita blev først forvirret, han forstod ikke, hvorfor han fik en dårlig karakter, når han havde lært hele natten. Men da chokket var overstået, begyndte han at hoppe af glæde, og efter at have takket læreren for denne fantastiske karakter, løb han til rektoren.
Hurra! Jeg fik en dårlig karakter! Jeg kan ikke tro, at jeg kunne forberede mig til timen! — hoppede han rundt på rektorens kontor.
Godt gået, Nikita, du gjorde dit bedste. Når du i aften skal falde i søvn, skal du huske, hvor dejligt det er at få gode karakterer. Og når du vågner, er du hjemme.
Om aftenen, da Nikita igen skulle sove i klassen, tænkte han på sin mor og far. Han tænkte på, hvor glade de ville være over sådan en "dårlig karakter", som han havde fået i dag. Han mærkede ikke, hvordan han faldt i søvn. Og da han åbnede øjnene, var han i sit eget værelse. Nikita kaldte straks på sin mor og far for at være sikker på, at han var i sin verden. Og da de kom, lovede han dem, at han fra nu af ville blive den bedste elev i klassen.
Det bliver ikke let, søn, du skal arbejde meget, — sagde hans far og omfavnede ham.
Måske ikke med det samme, men jeg skal prøve! — lovede drengen.
Og vi skal helt sikkert hjælpe dig, — sagde hans mor.
Og så var der weekend, og Nikita kunne endelig lege med sine venner og fortælle dem om sit eventyr. De troede selvfølgelig ikke på det, men han forsøgte ikke at overbevise dem. Efter at have leget gik drengen i gang med sine lektier, for han ville forberede sig godt til skolen. Og nu arbejder han altid for at få de bedst mulige karakterer.