Det er nok ikke særlig rigtigt kun at være venner med en dreng fra computeren – computermussen – når der er så mange jævnaldrende omkring dig, som bor på samme gård og går på samme skole.
Det blev sommer på gaden. Vasja stod ved vinduet og så sine klassekammerater spille fodbold på sportspladsen. Vasja var blevet meget dygtig til at lære. Men problemet var, at han slet ikke kunne dyrke sport! Drengene, som efter hans skolesucces var begyndt at respektere Vasja, inviterede ham til at spille fodbold. Men drengen, som havde siddet ved computeren hele sit liv, kunne ikke acceptere det.
For at være ærlig, var han meget genert. Han løb langsommere end alle andre, sprang som en mursten!!! Det vil sige, han sprang slet ikke! Og når han spillede fodbold, var det kun på computeren. Men så spillede han for hele det russiske landshold!!!
Men nu kiggede han misundeligt på drengene på gården, som støjende og muntert sparkede til bolden.
Mussen bemærkede, at drengen var bedrøvet, sprang ned fra sofaen, hvor han havde læst en bog med stor interesse, og gik til vinduet. Vasja løftede ham op og satte ham på vindueskarmen. Mussen forstod straks hvad der var galt.
Du ved, – sagde han – det ville være meget mere rigtigt at gå ned på gården nu og spille bold sammen med alle de andre.
Jeg kan ikke, – sukkede Vasja.
Mussen snøftede:
Jeg kan ikke – det er den nemmeste og mest forkerte undskyldning! Hvis du ikke kan, så lær det!
Hvordan?! Jeg kan ikke engang nå bolden. Jeg prøvede at spille på skolen, løb tre gange rundt i gymnastiksalen, blev svedig, blev rød i hovedet, men nåede aldrig bolden!
Vil du have, at jeg lærer dig?
Du?! – kiggede Vasja tvivlende på sin ven – Du er næsten lige så høj som en fodbold!
Men jeg scorede 8 mål mod verdens bedste målmand personligt!
-Hvordan det?! – åbnede Vasja sin mund af overraskelse.
Husker du, da du sad ved computeren og spillede fodbold?
Ja?! – forstod Vasja ikke.
Og husker du, da angriberen slet ikke lyttede til tastaturet og scorede selvmål?
JA???!
Nå, det var mig, der spillede i stedet for ham!
Mussen løftede stolt sin spidse snude og kiggede på den forvirrede Vasja.
Men… Men… Men hvorfor?! Det var jo vores hold! Bare lidt mere og vi ville være blevet verdensmestre!!!
Præcis, bare to runder mere, og dit landshold ville være blevet verdensmestre, og så ville du have glemt spillet. Men sådan fortsatte du med at spille igen og igen uden at forstå hvad der skete. Du sad og spillede helt til klokken et om natten! Og ved du hvad, det var sjovt at spille med dig! Bedre end at spille tanks. Jeg spillede også tanks med dig. Men i tanks ramte du mig hele tiden. Det var ikke særlig sjovt. Og ved du hvor skammeligt det er, når en kugle rammer dig?
Men du føler jo ikke smerte alligevel! – protesterede Vasja.
Jeg siger ikke, at det gjorde ondt, jeg siger, at det var skammeligt, – Mussen rynkede demonstrativt øjenbrynene og fortsatte – Nå, hvad så? Skal jeg lære dig eller ej?
Hvis du insisterer så meget, – Vasja kløede sig usikkert på næsen – så er jeg helt for det!!!
Perfekt! – Mussen sprang ned fra vindueskarmen, kravlede under bordet og rullede bolden ud – Lad os gå ud, det bliver snart mørkt, og drengene går hjem.
I entreen trak Vasja en kasket på hovedet, snørte sine sneakers og råbte til sin mor:
Mor, jeg går ud med mussen for at lære at spille fodbold!
Med hvem? – kiggede hans overraskede mor ud fra køkkenet.
Nå..eh…eh… – stammede Vasja og gemte Mussen bag ryggen – Med «boldemanden»! Fra ordet bold! Bold-boldeman… Sådan kalder jeg ham ømt. Han har været hos mig i mange år, han er næsten som familie!
Moren smilede.
Nå, gå da. Men ikke for længe! – tilføjede hun strengt.
Den tilfredse Vasja løb ud i opgangen og løb ned ad trappen sammen med Mussen.
Det var blevet mørkt udenfor. En eneste lampe lyste sportspladsen på gården. Men det var nok til drengene. Mussen gik rundt om bolden med et kenderkig udtryk og sagde:
Så skal vi gøre det sådan! Først skal du lære at jonglere med bolden på tåspidsen! Se sådan her! – han sparkede behændigt til bolden og begyndte at jonglere. En, to, tre, fire, fem…ti... tyve!
Vasja kunne ikke sige et ord af overraskelse! Og hans lille ven fortsatte med at jonglere dygtig med bolden, kastede den med benene til hovedet, rullede den over ryggen og tilbage til benet.
Lad mig prøve! – råbte Vasja og greb bolden entusiastisk.
Første gang gik det ikke, og bolden landede i en nærliggende pøl. Men det blev bedre! Efter et halvt time løb vennerne rundt på pladsen og sparkede bolden til hinanden, forestillende sig selv som verdens bedste angribere! Spark! Endnu et spark! Bam!!! Kling!!! Bolden fløj over hovederne og tændte den eneste lampe på pladsen med et klart lys og slukkede. Bolden fløj væk fra lampen og landede på taget af en parkeret bil i nærheden.
Alarmen begyndte at hyle, og Vasjas nabo – onkel Sasha – som var flyttet ind i deres opgang for nylig, begyndte at bande. Han skyndte sig hen til sin nye bil, som var blevet ramt af bolden.
Vasja blev dødsbleg af frygt, og håret rejste sig på hovedet! Han løb væk fra pladsen og gemte sig bag en bænk, hvor han så på naboen, der bandede. Han gik direkte mod pladsen, hvor Vasjas bold lå og rullede fra side til side. Ved siden af bolden stod Mussen helt stille: han lignede nu en plys-legetøj, som nogen havde glemt og smidt på asfalten.
Naboen truede med knyttet næve ind i mørket:
-Huliganer! Jeg skal fortælle jeres forældre, så får I bank! – så samlede han bolden og Mussen, som ikke engang forsøgte at modstå, men efterlignede flittigt legetøjet, og truede igen med knyttet næve ind i mørket – Kom her med jeres far efter bolden og dukken! Så skal vi snakke!
Han vendte sig om og gik hen mod huset. Opgangsdøren slog i, skridt og banden stoppede. Der blev stille på pladsen. Vasja fortsatte med at sidde bag bænken, bange for at røre sig. Hjertet bankede vildt, ørene og kinderne brændte af skam.
Hvordan kunne det gå sådan? Han havde overladt sin ven til sin skæbne! Han kunne ikke beskytte ham, stoppe den vrede nabo, undskylde?! Han var bare en kujon! Han sidder her, og Mussen er hos naboen! Måske ligger han under en stol, eller værre endnu, har onkel Sasha smidt både bolden og Mussen i skraldespanden og sidder derhjemme tilfreds og drikker te med slik!
Tårer strømmede ned ad Vasjas kinder, han kunne næsten ikke trække vejret. Hvad skulle han gøre?
Vasja, du huligandreng! – stod hans mor ved siden af Vasja og så vred på ham – Det er mørkt udenfor! Hjem med det samme!
Mor, bolden og… – Vasja kunne ikke tale på grund af tårerne.
Du mistede bolden? Det er godt nok for dig, – fortsatte moren vredt – Du skal ikke spille fodbold om natten! Hjem med det samme!
Men mor?!...
Hjem med det samme! Du finder bolden i morgen tidlig, den ligger nok i buskene... Den løber ikke væk.
Hun tog Vasja i hånden og førte ham hjem.
Hele natten lå Vasja og vendte sig fra side til side. Vrede, skam og frygt lod ham ikke sove. Hvordan skulle han redde Mussen? Uanset hvor mange muligheder Vasja tænkte på, var der kun én løsning – gå til onkel Sasha og bede om tilgivelse. Moren ville ikke tro på, at Vasja havde fået en så vidunderlig ven. Og hvordan Vasja havde overladt ham i nøden. Tårer strømmede igen ned ad hans kinder.
Nej, jeg er ikke en kujon! Og ikke en forræder! – beroligede drengen sig selv – I morgen tidlig går jeg til onkel Sasha, indrømmer at det er min skyld, beder om tilgivelse og redder min ven. Hold ud, Musse, morgenen er snart her!
Med disse tanker tørrede Vasja tårerne, vendte sig til anden side og faldt i dyb søvn.
Så snart det blev morgen, og moren gik på arbejde, sprang Vasja ud af sengen, børstede hurtigt tænderne, kammede sit ustridt hår, trak shorts og t-shirt på, tog tøfler på og løb ud af lejligheden. Han tøvede længe med at ringe på døren til naboens lejlighed. Tårer truede med at komme, og hænderne rystede.
Men Mussen havde det meget værre derinde. Endelig bestemte han sig og ringede på døren. Der var lyde bag døren, trin, så stilhed. Vasja ringede igen. Låsen klikede, og døren åbnede sig lidt. Vasja var lige ved at åbne munden for at begynde at undskylde, men blev stum. I døren stod en pige, cirka Vasjas alder, med hvide krøller og overraskede blå øjne.
Hvem søger du? – spurgte pigen høfligt.
Jeg…eh..eh…søger din far? – spurgte Vasja selv, han vidste ikke, om onkel Sasha havde børn.
Far er på arbejde. Kom tilbage i aften.
Jeg…nå… – Vasja blev forvirret, og hans beslutsomhed forsvandt. Han snøftede, og i desperation sagde han – Jeg kan ikke komme i aften! I har min ven som gidsel!
Pigens blå øjne blev endnu større af overraskelse!
Vi har ingen gidsler!
Jo! Min ven – Mussen! Og bolden.. Og mussen.. Jeg sparkede til bolden, den faldt, bilen begyndte at hyle, de tog Mussen... Og jeg var en kujon! ... – begyndte Vasja at forklare usammenhængende.
Jeg forstår ingenting! Kom med på køkkenet! – trak pigen Vasja i ærmet ind i lejligheden.
Der hældte hun voksent te i en kop til Vasja og satte en skål med slik på bordet.
Vasja drak teen i ét slurk, kiggede på slikket, men ville ikke have noget for ikke at miste tid.
I går gik jeg og Mussen ud på gården for at spille fodbold… – begyndte han sin historie…
Da Vasja var færdig med at fortælle og kiggede op på pigen, smilede hun bredt, og Vasja smilede uvilkårligt også.
Så du blev så ulykkelig over en bold og et legetøj? – spurgte hun.
Det er ikke et legetøj! Det er Mussen, min ven. En rigtig ven! Og jeg overlod ham!
I drenge er sjove! – pigen rejste sig fra bordet og løb ud af køkkenet, og kom tilbage efter et minut med bolden og Mussen i hænderne.
Ven! – råbte Vasja og trykkede Mussen til sig.
Men Mussen omfavnede ham ikke, blinked ikke, talte ikke, og gav slet ikke tegn på liv! Vasja blev forvirret og blinked.
Vær ikke så ulykkelig! Det er jo bare et legetøj! – prøvede pigen at berolige ham.
Nej!!! Det er min ven! Jeg sårede ham.. og han.. døde!!! – råbte Vasja og brast i tårer af desperation.
Han følte sig forfærdelig i det øjeblik! Han græd som en pige! Men han var så ked af Mussen, af sig selv, af pigen, som ikke længere lo, men så alvorligt på ham. Han omfavnede Mussen tæt og græd højlydt.
Og så følte han små arme omfavne ham og trække ham i øret.
Stop med at hyle! Du har gjort min trøje helt våd!!! – mumlede Mussen.
I live!!! Min kære, min elskede! – Vasja dansede af glæde.
Pigen smilede uden at stille spørgsmål og gik ud af køkkenet. Da hun kom tilbage, løb en lille pige ind i køkkenet bag hende, ligesom Mussen. Hendes fletninger ragede ud til alle sider, og hendes spidse snude rystede utålmodigt.
Jeg forstod det med det samme, – sagde pigen forlegent – Jeg var bare bange for at tage fejl. Lad mig præsentere, det er min computermus. Og hun hedder – Murashka!
Murashka gjorde en ubehjælpsom reverens, smilede bredt og pibede:
Og nu skal vi drikke te!