Vasja sad ved computerbord og, vrikled nervøst på stolen, spillede sine yndlingsspil med tanks, hvor han drabelig skød fjender med et enkelt klik på computermusen.
Han elskede computerspil og sad i timevis ved sit yndlingsarbejde. Vasja var 100% sikker på sine egne evner! Derfor spillede han med tungen ude af flid, uden at høre på mors insisterende opfordringer til at gå og lave lektier. Han havde ikke tid til at lave lektier, så han lærte forfærdeligt, han gik heller ikke ud at lege, og han havde ingen venner. Hvem ville dog gerne være sammen med en dårlig elev og en dovnisse?
Vasja forstod ikke engang først, hvad der var sket med hans computerspil. Noget var helt klart i vejen! Da han kiggede nøje på de velkendte billeder, hoppede han op på stolen,
høretelefoner faldt af hans hoved og ramte gulvet med et brag! Og han så, hvordan en lodden dreng med blå øjne kiggede på ham fra hjørnet af skærmen!
Vasja gnubbede øjnene. Det uforståelige syn forsvandt ikke! Det kiggede opmærksomt på drengen! Og så tog denne "nogen" og blinked til Vasja! Af forbløffelse ville Vasja først hurtigt slukke computeren. Men da han var en nysgerrig dreng, sukkede han og spurgte:
Hvem er du?
Det søde væsen så ud til at blive glad for spørgsmålet og svarede med et smil:
Jeg er en mus!
Vasja kiggede tvivlende på den store, lodne og fræk "mus", der sad i hjørnet af skærmen.
Hvad for en "mus"? Jeg ved, hvad mus er: små grå, små hvide, små, med lange haler! Nej.. Du ligner ikke en mus!
Men jeg er en computermus! - gentog drengen muntert.
Vasja kiggede på sin computermus, der lå fredelig på tæppet ved siden af tastaturet.
Nej.. Du ligner heller ikke denne! Hvad skal du med at forvirre mig?! - blev Vasja vred - Jeg slukker computeren nu, så skal du få at vide!
Åh, nej! Gør det ikke! - "musen" flyttede sig fra hjørnet af skærmen til midten og viste sig at være en ret sjov dreng, omtrent samme alder som Vasja - Sluk ikke computeren. Jeg er træt af at sidde her alene! Jeg har allerede kryblet rundt i alle hjørner, spillet alle spil igen, set alle dine billeder, hørt al din musik, og jeg har endda lært dit fysik-referat udenad!
Wow! - udbrød Vasja - Hvis du lærte det, så er du dygtig! Jeg skrev det i to uger. Ved du, hvor svært det er!
Ja, det ved jeg - sukkede computermussen - Jeg har observeret dig i lang tid.
Men hvordan kom du ind i computeren?! - spurgte Vasja endelig sit vigtigste spørgsmål.
I hver computer bor sin egen computermus! Og ligesom en husånd i et hus beskytter freden og passer på familien, sådan passer vi - computermuse - på computerprogrammet. Det blev bare kedeligt at være alene her. Derfor viste jeg mig for dig! Vil du være venner med mig? - spurgte Mussen og blinkede.
Men hvordan skal vi være venner? - undrede Vasja sig, som aldrig før havde fået tilbud om venskab - Hvis du er i computeren og jeg sidder her i værelset?
Du skal udskrive mig!
Vasja tændte hurtigt printeren, klikked på sin ven med markøren, og mussen flyttede sig fra skærmen til et stykke papir. Den lå tegnet i et minut, blinked derefter, nysede, sprang op fra papiret, hoppede ned på gulvet og foran Vasja stod en sjov lille dreng! Han var i højden lidt større end en kat. Men hvis en "mus" er større end en kat - det er jo en sensation! Sådan fik Vasja sin sensationelle ven!
Vasja hoppede af glæde og, rød i ansigtet af nervøsitet, spurgte uden at vide, hvad han skulle gøre for at behage:
Vil du have noget at spise?
Ja! - svarede Mussen, klatrede hurtigt op på sofaen og kiggede opmærksomt på Vasja.
Han løb til køleskabet og bragte det mest lækre, han kunne finde: is og en dåse kondenseret mælk.
Vær så god!
Hvad er det? - kiggede Mussen tvivlende på sødsagerne.
Mad! Is! Den bedste - chokolade! Spis, vær ikke genert! - tilbød Vasja.
Nej, nej! - lo Mussen - Jeg spiser ikke det! Jeg er jo Computermus? Computer! Derfor spiser jeg kun information! Så tag dit referat og læs det højt for mig! Så skal jeg spise!
Vasja åbnede munden af forbløffelse. For at sige det lige ud, han kunne ikke rigtig lide at læse, eller rettere sagt, han kunne slet ikke lide det! Ligesom han ikke kunne lide at lære. For at spille computerspil var jo meget mere interessant end at lære gangetabellen og skrive stil! Men da han ikke ville have, at hans computerven skulle blive "sulten", tog Vasja lydigt referatet og begyndte at læse højt med udtryk.
Mussen var en opmærksom lytter. Han "tyggende" på al informationen, og hvis noget var uklart for ham, spurgte han igen, og Vasja, der blev interesseret, forklarede vennen emnet for referatet. Og uden at bemærke det lærte han det helt udenad, side efter side!
Således kom aftenen, og moren kiggede ind på Vasjas værelse, tænkende at sønnen stadig spillede computerspil. Men Vasja sov med referatet ved siden af sig. Computeren blinked med blåt lys, og natten var kommet.
Om morgenen løb Vasja for første gang med glæde til skole og fik der en "5" i fysik for det velindlærte referat! Læreren kunne kun trække på skuldrene af forbløffelse. Klassekammeraterne var målløse af forundring. Og Vasjas glæde kendte ingen grænser!
Derhjemme ventede Computermussen på ham. Og så snart den glade Vasja kom ind på værelset, spurgte Mussen straks:
Hvad skal du fodre mig med i dag?
I dag skal jeg fodre dig med en russisk stil, et par matematikopgaver og til dessert skal vi synke et digt!
Mussen var næsten ved at sprænges af glæde og gjorde sig klar til at lytte opmærksomt.
Dag efter dag "fodrede" Vasja sin ven med ny information. Og på denne måde erhvervede han selv viden. Lærerne på skolen var overraskede over de forandringer, der var sket med Vasja. Fra en dårlig elev og en bølle blev han til en "god elev"! Næsten endda en "udmærket elev"! Tredje klasse afsluttede han, til glæde for moren og lærerne, uden "treere"!
Men han fortalte ingen om sin ven. Og som svar på ros blev han rød og sagde genert:
Jeg har bare gode lærere!