Denne historie foregik på den eventyrlige ø Formørkelse, hvor der boede usædvanlige dyr med utrolige evner. Nærmere bestemt i landsbyen for dunmaverne, søde og fluffy små dyr, der altid havde beskyttet Dunskovene mod alle slags trusler.
På torvet var der travlhed. Dagen for de store konkurrencer med nabostammen nudelbenene var kommet. Alle ventede på den store begivenhed!
Hver sommer kom nudelbenene, deres venner, ud i skoven til dunmaverne, og sammen holdt de alle mulige slags konkurrencer. Skovens værter ventede ivrigt på deres modstandere og havde allerede dækket et stort festbord. Men på det aftalte tidspunkt dukkede ingen op. Det oprørte landsbyens beboere. I mange år havde nudelbenene aldrig sprunget en konkurrence over.
Efter to dage med forventning og bekymring besluttede landsbyens ældste at rejse til guldmarkerne, hvor deres venner boede, for at finde ud af, hvad der var sket. De samlede en gruppe på ti modige og gav sig på vej. De krydsede sødalen og nåede frem ved solnedgang. Synet, der mødte dem, fik selv erfarne dunmaver til at ryste, for slet ikke at tale om den yngste af dem, Bo.

De rejsende så en enorm skildpadde med en dyster by på ryggen. Fra byen lød en høj metallisk banken. Sort røg væltede op af skorstenene og spredte en stank af røg. Blandt de mange huse løb lodne krabber rundt i travlhed. Der var ikke en eneste nudelbenc at se i hele området, og de havde dog boet på disse lande i hundredvis af år.
Det begyndte at blive mørkt. Dunmaverne besluttede at gemme sig i det nærmeste krat og overveje, hvad de skulle gøre. De turde ikke tænde et bål. Under månelyset observerede de små spejdere den mærkelige skildpadde fra deres skjul.

Efter et stykke tid begyndte en af de ældste stille at tale:
Vi må hente hjælp. Vi kan ikke selv besejre de uinviterede gæster. Jeg har hørt om de lodne krabber. De er meget stærke og har uovervindelige skaller.
Men hvad med nudelbenene?! råbte Bo. De må være fanget i den frygtelige by.
Vi kan ikke hjælpe dem nu, lille ven, begyndte den ældste dunmave at hviske, men han nåede ikke at afslutte, for en øredøvende rumlen kom hurtigt nærmere skjulestedet.
Bo stak hovedet ud af buskadset for at se, hvad der larmede. Pludselig blev han, sammen med alle de andre og træerne, revet op af stedet af skildpaddens ru tunge. Dunmaverne fløj lige ind i uhyrets gab.
I det kulsorte mørke rullede de stakkels væsner nedad som et hjul. Grene og sten ridsede og slog dem smertefuldt. Faktisk faldt de ikke længe, men det føltes som en evighed.
Da de endelig landede på et hårdt gulv, stadig i mørket, snavsede og flåede, begyndte de at lede efter hinanden på stemmerne. Da den ældste talte dem op, manglede der én: Bo var væk!
I mellemtiden hang Bo fast i hovedet på skildpadden og holdt fast i dens skæl. På en eller anden måde lykkedes det ham at slippe fra tungen og klamre sig til uhyrets snude. Da han indså, at han var alene, kæmpede han sig op ad skildpadden trods sin angst. Da han nåede øjet, blev han utrolig forbavset. Øjet var af glas.
Da Bo kiggede nærmere, så han, at det hele indeni var fyldt med vand, og midt i rummet sad en ond blæksprutte ved rattet. Bo forstod, at denne store skildpadde var mekanisk, og at han ikke skulle kæmpe mod den, men mod kaptajnen inde i den.

Nu var målet klart. Bo forsøgte at finde ud af, hvordan han kunne komme indenfor. Han besluttede at klatre op til den travle by på skildpaddens ryg. Det tog ham en hel time at kravle opad. Det var meget svært, for skildpadden drejede ofte hovedet. Men vennerne var i nød, og Bo kunne ikke tillade sig at vise svaghed.
Da han kom op til byen, så dunmaven hundredvis af huse bygget af skaller og sand med store skorstene, hvorfra sort røg væltede ud. I hvert hus stod krabber bevæbnet med slaghamre og smedede omhyggeligt mærkelige tandhjul af jern. Larmen holdt aldrig op.
Efter lidt tid vænnede Bo sig til støjen og bemærkede, at der mellem husene gik nudelbenene under vagt med store kurve fyldt med kul. Det var meget trist at se dem, men helten forstod, at han ikke kunne klare de mange lodne krabber alene. Han måtte nå frem til blæksprutte-kaptajnen, men hvordan?

Endelig kom Bo på, hvordan han kunne komme ind i skildpadden. Hver time stoppede smedekrabberne samtidig med at arbejde og bar deres værker ud på gaden til en stor rund luge midt på pladsen.
Krabberne åbnede lugen ved hjælp af kæder og kastede tandhjulene derned. Indeni boblede vandet, og der fløj stænk. Det var indgangen til maskinen. Men hvordan skulle en dunmave kunne ånde under vand?
I fangehullet, hvor de øvrige dunmaver var, dukkede der pludselig lys op. Et skarpt lysstrå skar gennem mørket, som havde hersket indeni. Portene var åbnet, og en stor krabbe trådte ind, efterfulgt af fem andre, men mindre. De ni dunmaver gemte sig i det yderste hjørne, hvor lyset ikke nåede. Men krabberne ledte ikke efter nogen. De hakkede blot træer over med deres klosakse og slæbte brænde ind gennem porten. Skridt for skridt nærmede de sig de skjulte.
Pludselig lød en øredøvende sirene, og krabberne forsvandt hurtigt bag en anden dør. Dunmaverne samlede modet og fulgte efter dem.
Da fangerne kom ud af fangehullet, mistede de æren af tale: Rundt om dem var det både skræmmende og smukt. De stod i et gennemsigtigt rør, omgivet af vand, som om et stykke af havet var blevet bidt af og sat ind her. Mange blæksprutter svømmede rundt om enorme mekaniske konstruktioner, hundredvis af vandmænd lyste i dybet som små lamper. Sirenen tav ikke. Pludselig udbrød en af dunmaverne:
Se, det er jo Bo!
Den mindste af dunmaverne kæmpede lige i vandet med en frygtelig blæksprutte: Han havde grebet fat i tentaklerne og kradsede den i øjnene.

Da Bo var oppe, kunne han ikke finde ud af, hvordan han skulle ånde under vand. Han var næsten ved at opgive tanken om at nå frem til kaptajnen i den mekaniske skildpadde, da hans blik faldt på en stakkels nudelbenc med en stor kurv kul på ryggen.
Bo begyndte at huske, hvordan de havde konkurreret i de hyggelige Dunskove. En af konkurrencerne gik ud på at holde vejret så længe som muligt, og den, der kunne holde længst, vandt. Så han besluttede: «Kan jeg ikke ånde under vand, så lader jeg være med at ånde!»
Med de ord gik han hen til en af lugerne, og da krabberne åbnede den, greb han en tung skal og sprang med fuld fart i vandet. Skallen trak dunmaven ned mod bunden, hen til den ubevidste kaptajn.
Da Bo nærmede sig, greb han fat i blæksprutten og kradsede den af alle kræfter. Overrasket svingede kaptajnen alle sine arme og drejede rattet. Skildpadden begyndte at snurre rundt om sig selv, løfte benene og til sidst væltede den om på siden.
Vandet strømmede ud af lugerne. Nudelbenene smed deres kurve og spredte sig ud over guldmarkerne, og krabberne samlede deres herrer, blæksprutterne, og slæbte dem hjælpeløse hen til den nærmeste sø. Dunmaverne blev kastet ud på det bløde gyldne græs.
Da de kom til sig selv, skyndte de sig straks at lede efter Bo. Efter et par minutter fandt de helten bevidstløs ved skildpaddens hoved. Nudelbenene var allerede ved at undersøge ham. Alle holdt vejret og ventede på, at han skulle vågne. Den ældste dunmave løb hen til den liggende Bo og begyndte at ryste ham.
Op! Op! råbte den gamle. Op, Bo, jeg kalder dig aldrig lille ven igen. Du er den største modigste, forstår du?
En tung stilhed hang over dem, som en sten. Pludselig bevægede Bo læberne og sagde stille:
Den største?
Alle sukkede lettet, og den ældste blev ved med at råbe:
Den største! Den største! Større end denne skildpadde!
En uge senere blev de årlige konkurrencer mellem dunmaverne og nudelbenene holdt i Dunskovene, og den mest berømte dunmave deltog også. Nu kaldte alle ham for Store Bo.
