I en lille by, beliggende på et smukt naturskønt sted, boede en seksårig pige ved navn Lilje. Byen var ganske lille, der boede ikke ret mange mennesker i den, og det mest overraskende var, at der slet ikke var nogen børn her. Lilje var tit ked af det, for hun havde aldrig fået lov til at lege med andre børn i sit liv.
Pigen boede sammen med sin mor og far, som hver dag gik på arbejde og ikke kunne lege med deres datter hele dagen. Pigen havde også en barnepige, som tilbragte al sin fritid med Lilje.
Da pigen ikke havde nogen jævnaldrende venner, som hun kunne dele hemmeligheder med og lege sjove lege med, begyndte hun at dyrke blomster — liljer.
Hun lavede et meget smukt blomsterbed, hvor der voksede mange forskellige sorter af de mest forskellige farver. Der var gule, hvide, lilla, lyserøde og endda blå liljer, og pigen passede dem og vandede dem hver dag.
Hun elskede sine blomster så højt, at hun kaldte dem sine bedste venner, talte med dem og delte det mest inderlige, der var i hendes hjerte.
Og Lilje ønskede sig også meget, at der ville ske et mirakel, og at der ville komme børn til hendes by, som hun kunne gå ture med.
Hun kom til blomsterbedet og fortalte blomsterne:
Kære liljer, hvor har jeg savnet jer! Hvordan har I det her uden mig? Hvad er der sket med jer, mens jeg sov og spiste morgenmad? Ved I hvad, jeg drømmer så meget om, at der kommer mange børn til vores by, som vi sammen kunne besøge jer med.
En dag gik Lilje som sædvanlig til sit værelse efter sit besøg hos sine blomstervenner. Om aftenen læste barnepigen et eventyr for pigen, et nyt hver aften. Så lagde Lilje sig godt til rette, barnepigen dækkede hende med et blødt tæppe, og pigen faldt i dyb søvn med tanker om sine eneste trofaste venner.
Morgenen kom, Lilje vågnede som sædvanlig tidligt, gik ned på første sal, hvor en lækker morgenmad tilberedt af barnepigen ventede på hende.
Godmorgen! Sikken en dejlig dag! Barnepige, har du allerede været ude ved mine blomster? Hvordan har de det uden mig?
Udbrød pigen.
Godmorgen, solstråle! Nej, jeg har ikke været ved liljerne endnu, for du kan jo selv bedst lide at komme til dem først og vande hver enkelt blomst.
Nå, så skyndt dig at give mig mad, barnepige, så jeg kan løbe til mine venner!
Lilje spiste hurtigt de lækre ostekager med syltetøj, som barnepigen havde lavet, og skyndte sig af sted for at besøge sine pragtfulde liljer.
Med en vandkande i hånden hoppede pigen hen til blomsterbedet og råbte:
Hvordan sov I, blomster? Frøs I ikke?
Liljerne vuggede bare i vinden og svarede ikke pigen. Og pludselig, da Lilje vandede en af blomsterne, lød en blid stemme:
Hej, dejlige Lilje!
Pigen forstod ikke, hvem der talte til hende, men stemmen lød helt som et barns.
Hvem er der?
Spurgte pigen eftertænksomt.
Det er mig, liljen, som du vander.
Svarede den blide barnestemme.
Er det virkelig sandt? Eller er jeg havnet i et eventyr!? Kan blomster virkelig tale?
Tænkte Lilje forbløfet.
Du passer os hver dag, vander os, fortæller os interessante historier og deler dine drømme. Lad os nu gøre noget godt for dig og opfylde dine ønsker!
Lød en anden stemme, det var endnu en lilje.
Lilje vendte sig om og så pludselig en sandkasse ved siden af, den var i nabogården, hvor der aldrig havde boet nogen før, huset havde stået forladt. I sandkassen legede to børn — en dreng og en pige, de var omkring seks-syv år, ligesom Lilje.
Hej, Lilje! Lad os blive venner! Vi er dine nye naboer, og nu skal vi bo her sammen med vores forældre.
Råbte drengen pludselig.
Hej!
Svarede Lilje eftertænksomt.
Hun vendte hovedet mod blomsterne.
Hvordan gjorde I det? Hvordan fik I det til at ske, at der kom flere børn til vores by?
Vi så jo, hvor meget du drømte om det! Når du fortalte os om eventyrene, som barnepigen læser for dig før sengetid, troede vi, du ikke troede på mirakler, og heller ikke på eventyr. Men blandt os er der en lilje ved navn Eventyr, det er netop hende, der opfyldte din drøm, og nu er der kommet flere børn til denne by.
Svarede den lyserøde lilje.
Lilje kunne ikke blive glad nok. Hun bøjede sig ned til sine blomster og kyssede hver enkelt af dem.
Hvem af jer er Eventyr?
Spurgte pigen.
Jeg.
Lød en vidunderlig stemme, blid og kærlig.
For pigens øjne udsprang pludselig en stor turkisfarvet lilje, på hvis stilk der var flest knopper.
Siden da blev Lilje venner med de nye børn, som blev hendes venner. Men sine tidligere, bedste og ægte venner — blomsterne, glemte Lilje aldrig. Hun fortsatte med at passe dem og skyndte sig til dem om morgenen, lige efter hun var vågnet.
Og Lilje forstod, at der sker mirakler i verden, og at alle de eventyr, som barnepigen fortæller hende før sengetid — det er alt sammen omkring os.
Læs eventyr, og godhed vil fylde jeres sjæle.
