Endelig er de længe ventede vinterferier kommet. Og om to dage er årets vigtigste begivenhed — Nytår. Hvor længe har vi ikke ventet på det.
Byen er helt forvandlet til festen, næsten på hver gård står pyntede juletræer. Utallige lysslynger skinner med farverige lys. Uanset hvad man siger, er Nytår den mest spændende fest for os alle. For selv voksne tror på, at i denne magiske nytårsnat kan alle vores hemmeligste drømme blive opfyldt.
I vores gård er der en lille skibakke, hvor der altid er mange børn, der leger: nogle på slæder, nogle på isbræt. Og nogle bygger snesmænd, spiller sneboldkamp, kort sagt — ferie!
I weekenderne eller i fritiden efter at have gjort mine lektier elsker jeg at spille computerspil. Den virtuelle verden lokker mig, ja så meget at alt omkring mig bliver helt uinteressant. Mine forældre bliver vrede, tvinger mig til at læse bøger, men hvad skal man med bøger — vi er i det 21. århundrede?
Nytårsaften nærmede sig, min mor havde pyntet juletræet og forberedte lækkerier til festmåltidet. Og jeg var som altid optaget af endnu et computerspil. Der ringede på døren.
Far kaldte på sønnen for at åbne døren, men drengen var så optaget af begivenhederne i spillet, at han ikke engang reagerede med det samme.
Andrej trak sig modvilligt væk fra computeren og gik ud i gangen. Drengen blev meget overrasket, for i døren stod en rigtig Julemand med en fuld sæk af gaver. Normalt klædte far sig selv ud som Julemand og gav gaverne.
Julemanden var høj og skægget så ud til at være helt ægte. Hvor var hans smukke kaftan smuk, helt dækket af mønster af rigtige snefnug, som ikke engang smeltede, og på hans skulder sad et lille egern.
Efter at have hilset på Julemanden kiggede Andrej interesseret på hans store sæk.
Julemanden erklærede med høj stemme, at han i anledning af Nytår gerne ville give ham en usædvanlig gave — tre magiske olden, som ville opfylde ethvert ønske. En olden skulle kastes på gulvet og man skulle sige sit ønske højt og klappe tre gange!
Mens Andrej følte på de givne olden og betragtede dem, forsvandt Julemanden ubemærket.
Efter at have undersøgt gaven blev drengen overbevist om, at det var almindelige skovens olden og der var intet mystisk eller usædvanligt ved dem. Bortset fra at man kunne fodre egernene med dem.
Efter at have mistet interessen for gaven skyndte Andrej sig tilbage til sit yndlingsarbejde. Men lidt senere tog han en olden op af lommen og lagde den på bordet ved siden af. I det øjeblik bad hans mor strengt ham om at stoppe spillet, gæsterne skulle snart komme og hun havde brug for hjælp til at dække bordet.
Men hvor ville drengen ikke gerne væk fra spillet, intet interesserede ham undtagen at nå til det sidste niveau og besejre bossen.
Andrej tog olden, kastede den på gulvet og ønskede det vigtigste i hans liv på det tidspunkt — ønsket om at spille uendeligt og at ingen skulle forstyrre ham!
Det var kun tilbage at klappe tre gange.
En! To! Tre!
Pludselig forsvandt alle lys omkring ham, han befandt sig inde i skærmen og blev en af spillets karakterer.
Drengens lykke kendte ingen grænser, han var blevet en del af spillet, nu ville ingen forstyrre ham på vejen til slutningen. Spillet fangede ham helt. Her er første niveau passeret, andet, tredje. Selv hvis noget blev gjort forkert, startede spillet forfra.
Men gradvist blev Andrej træt, for der var slet ingen tid til at hvile. Alt blev til rigtig pine.
I den virtuelle verden var han alene, der var ingen at tale med, tiden stod stille, og spillet fortsatte. Hvad skulle han gøre? Hvordan skulle han komme ud? Drengen var fanget i spillet. Desperation greb ham helt.
Og så mindedes han, at de resterende magiske olden lå i hans lomme, så han kunne ønske sig to ting til.
Andrej havde nu kun et ønske — at komme hjem så hurtigt som muligt og glemme alt som et mareridt. Han tog den anden olden og kastede den med fuld kraft på den virtuelle overflade og råbte, at han ville være hjemme, tale med venner og forældre».
Og klappede hårdt tre gange.
En! To! Tre!
Øjeblikkeligt befandt han sig på stolen foran skærmen, og fra det næste værelse kunne han høre sine forældres stemmer.
Hvor blev Andrej glad for det! Drengen slukkede hurtigt computeren og besluttede for sig selv, at han for altid havde sagt farvel til den virtuelle verden.
Han kaldte højt på sin mor og tilbød selv at hjælpe hende, da hun var træt af at forberede festen.
Mor blev meget glad for det
Andrej indså helt, at det var meget skadeligt at spille spil.
Han bad om at få lov til at gå ud og lege med venner efter at have hjulpet. Hvilket hans mor selvfølgelig accepterede.
Gæsterne kom, alle samlede sig omkring festbordet. De gjorde vittigheder, talte sammen, mindedes interessante begivenheder fra de forløbne år. Og Andrej besluttede for sig selv, at han ikke ville gå til computeren hele ferien. Det var bedre at gå en tur med venner og læse bøger.
Den sidste olden lagde drengen på hylderne. Næste gang ville han helt sikkert ønske sig noget velovervejet, som helt sikkert ville blive opfyldt…
