Der var engang en lille pige ved navn Sofie. Hun boede sammen med sin mor og far. Og hos dem boede også bedstemor, som elskede at læse eventyr for sit barnebarn — smukke og magiske eventyr. I Sofies værelse var der mange, mange skabe, og i hvert af dem var der masser af bøger.
Sofie var en meget sød pige. Og alt ville have været godt, hvis det ikke havde været for en stor sorg — hendes øjne kunne ikke se, hun var født blind. Men på trods af denne ulykke troede hun på mirakler og drømte meget ofte. Hun havde et inderligt ønske — bare for et kort øjeblik, bare én eneste gang at se mor, far og bedstemor — hele familien.
En aften, som sædvanligt, lagde Sofie sig til at sove. Bedstemor læste et godnatseventyr for hende, tækkede sit barnebarn, kyssede hende og ønskede hende godnat. Sofie faldt i dyb søvn.
Og pludselig blev hele værelset oplyst af stråler af klart lys, værelset blev lyst som om det var dag. Det var Eventyret, der kom på besøg hos pigen og oplyste hendes værelse med en magisk lygte.
Det ruskede forsigtigt i Sofies skulder og sagde:
Stå op, lille Sofie, det er tid!
Hvad? Hvor skal vi hen og hvordan? Jeg kan jo ikke se noget!
Sofie blev overrasket.
Vil du ikke gerne begynde at se?
Jo, selvfølgelig vil jeg det! Mit inderligste ønske er at se mor, far og bedstemor! Men er det muligt?
Alt er muligt, man skal bare ønske det virkelig meget! Lad os flyve!
Hvad skal vi flyve på?
Nå, for eksempel på den her!
Eventyret pegede på et legetøj — en lyserød enhjørning, som far havde givet pigen i fødselsdagsgave. Eventyret rørte ved legetøjet med sin magiske lygte, og enhjørningen blev levende. Den slog med vingerne, løftede Sofie og Eventyret og fløj op i luften.
De fløj gennem nattehimlen, stjerner funklede omkring dem, og månen oplyste deres vej.
Og endelig ankom de til Månen. Foran dem stod et smukt palads med gyldne vinduer. Paladset var omgivet af en vidunderlig have, hvor forskellige blomster blomstrede, og lyse farverige langhalede fugle fløj omkring. Enhjørningen begyndte straks at græsse, fordi den var meget sulten. Sofie løb hen for at dufte til blomsterne. Og Eventyret satte sig på en stub og begyndte at lede efter noget i en magisk bog.
Sofie løb hen til Eventyret og spurgte:
Hvad leder du efter?
Jeg vil finde de magiske linjer, der kan hjælpe os med at give dig dit syn tilbage.
Svarede Eventyret.
Længe bladrede det side efter side, og pludselig udbrød det:
Jeg har fundet det! Du skal vente til morgen og ved daggry vaske dig med månedug fra alle disse blomster. Måneduggen er magisk, og dine øjne vil kunne se. Endelig vil du se mor, far og bedstemor.
Eventyret henvendte sig til Sofie.
Sofie kunne ikke vente til morgen og lukkede ikke øjnene hele natten.
Morgenen kom, på Månen begyndte fuglene at vågne og synge deres klare sange. Smukke blomster åbnede sig, og på deres kronblade funklede duggen.
Sofie gik hen til hver blomst, samlede duggen i en krystalskål og vaskede sine øjne. Og pludselig oplyste lyset alt omkring hende, foran sig så hun Eventyret — en smuk, vidunderlig pige med langt bølget gyldenfarvet hår.
Kan jeg virkelig se! Der er så meget interessant, fantastisk og smukt omkring mig! Er det virkelig ikke en drøm, og er alt dette sket med mig i virkeligheden?
Pigen kneb øjnene hårdt sammen og... vågnede hjemme i sin seng.
Mor, far, jeg kan se! Jeg kan se, jeg er blevet rask!
Råbte Sofie.
Mor, far og bedstemor løb ind i værelset.
I er alle sammen så smukke! Præcis sådan forestillede jeg mig jer!
Sagde Sofie.
Sådan et magisk eventyr skete der med pigen Sofie. Men var det virkelig Eventyret?
Læs eventyr, de lærer os at tro på mirakler!
