I dag blev der taget endnu en. Den gamle hund ved navn Åh Dig sagde, at med det tempo ville jeg ende helt alene. Åh Dig var en gylden retriever, selvom pelsen mindede mere om tørt græs. Han var næsten blind, haltede på det ene bagben og kunne ofte ikke holde sig, til de kom ud.
Han havde engang boet hos et menneske. Hunden smilede tit, når han tænkte på sin farfar, som han kaldte ham. Åh Dig elskede at fortælle om dengang, han gik tur med farfar. »Det var sjovt at halte sammen«, grinte Åh Dig. Han begyndte altid historien langt tilbage, men fik aldrig sluttet den, for han faldt i søvn.
Jeg fik et menneske, dengang jeg var hvalp. Jeg var lidt ældre, end du er nu. Da jeg blev født, sagde min mor, at jeg strålede som en lille sol. Åh, sikke en rastløs unge jeg var! Forestil dig, da jeg var sådan som dig, spiste jeg en hel støvle! Ja, ja, med snørebånd og det hele, – den gamle hund forsøgte at slikke sin pote, men slikkede gulvet ved siden af.
Da jeg kom til verden, sagde min mor, at jeg var den mindste, og at jeg altid skulle være forsigtig, – nåede jeg stille at sige, mens jeg slikkede min gyldne pote, – men jeg har allerede opnået meget! Før viste jeg mig ikke, fordi jeg gemte mig bag mor, men nu kravler jeg selv ud af kurven.
Hm, – grinede den gamle hund, – i det her tempo bliver det kun dig og mig tilbage. Og du går glip af meget…
Hvad meget? Hvad? Åh Dig! – Jeg puffede hunden let med hovedet i siden. Han sukkede højlydt og begyndte at snorke.
Han er faldet i søvn, – blev jeg skuffet. For når han vågner, husker han ikke, hvad han ville sige. Der var ikke andet at gøre, så jeg besluttede mig for at gå tilbage til min bås.
Vi boede i et rummeligt hus med en lille æblehave, hvor vi gik tur hver dag. Da jeg blev født, var der også en bror og en søster. Men tre af mine brødre havde allerede fundet deres mennesker.
Mors menneske var en ung pige med meget varme, bløde hænder. Hun hed Natasja. Mor elskede hende højt og passede altid på hende. En gang så jeg, hvordan mor trøstede Natasja, da hendes ansigt var vådt. Senere forklarede mor, at det hedder at »græde«, og at mennesker gør det, når de er kede af det.
Min mor hedder Cindy. Om min far ved jeg ikke meget. Han hedder måske Jack, eller måske Jens. Han bor et sted i nærheden, og når vi går tur i den store park, ser vi ham. Nogle gange leger han med os.
Inden jeg nåede til båsen, mærkede jeg, hvordan pelsen på ryggen rejste sig. Ud af øjenkrogen så jeg en hvalp lige ved siden af mig. Det værste var, at den ikke lavede en lyd, og at den ikke havde nogen lugt. Jeg spændte mig helt op som en guitarstreng, mine poter ville ikke adlyde mig, og jeg frøs til i forventning om et angreb.
Minutterne gik, men intet angreb kom. Jeg hørte en dør gå op ind til stuen. Det var Natasjas lette skridt. Efter hende klikkede kløerne hen over gulvet.
Vi er hjemme, – sagde Natasja klart, mens hun tog halsbåndet af mor. Jeg hørte halsbåndet klirre mod stolen, og så blev jeg endelig opdaget.
Kanin, hvorfor står du så stille? – henvendte mors menneske sig til mig.
Hun kom langsomt hen til mig. Jeg mærkede, hvordan hendes varme hænder blødt tog fat under min mave, og jeg begyndte at blive løftet op.
Søde, du ryster jo helt, – sagde Natasja og trykkede mig blidt ind til sig. Jeg gemte snuden i hendes hals og klynkede stille. Hvis mor stoler på hende, så må jeg også godt.
Pludselig begyndte Natasja at ryste, og jeg hørte hendes klare latter. Forvirret løftede jeg snuden og så vredt på hende. Hun holdt ikke op med at more sig, men begyndte at forklare.
Du er da en ægte kanin. Du blev bange for dit eget spejlbillede igen. Undskyld, – i det øjeblik kyssede hun mig på panden. Mennesker slikker på en meget mærkelig måde: blødt og tørt.
Jeg flyttede spejlet fra det sted, du plejer at se det, og glemte at sige det, – Natasja trykkede mig igen ind til sig og satte mig ned på gulvet. Mor sad allerede ved siden af. Så snart jeg stod på jorden, kyssede mor mig det samme sted, som hendes menneske havde kysset mig.
Nu skal vi spise, – sagde Natasja og klappede mor blidt på hovedet, og gik hen for at se til Åh Dig.
Skal jeg fortælle dig igen, hvad et spejl er, og hvordan det virker? – sagde mor blidt og snusede til mig fra poter til hoved.
Nej tak, – mumlede jeg vredt og kiggede på den underlige hvalp i spejlet. Der sad en hvalp, der lignede mig præcis. Han så fornærmet ud – en lille gylden dunbold med knapøjne, sorte som knapper. Så puffede mor mig med næsen, og jeg tumlede om på ryggen, og i spejlet glimtede en lyserød mave.
Nåh, mooor, – klynkede jeg og prøvede at komme på benene, men mor begyndte meget ivrigt at vaske mig.
Om aftenen kommer der folk. Måske møder du dit eget menneske. Og hvad skal du så gøre? – mor holdt op med at slikke mig og så ventende på mig.
Jeg rejste mig på poterne, rystede mig og sagde stille med hovedet bøjet mod gulvet og kun øjnene løftet mod mor:
Skal jeg være ren?
Kaninhjertet! Kaninhjertet! – Jeg blev skubbet igen, så hårdt at jeg næsten væltede, men mors bløde pote reddede mig og fangede mig i farten. Ved siden af os hoppede min storebror rundt. Natasja havde kaldt ham Flash. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men for mig var han en drillepind og en plageånd.
Søde, pas på, – sagde mor til broderen og hjalp mig op på alle fire poter.
Mor! I dag bliver jeg selvstændig, i dag tæmmer jeg et menneske og går i gang med at skabe orden i hans hus, – pralede broderen, mens han susede rundt i hele rummet og af og til snublede over sine egne poter. Så rullede han bare hen over gulvet uden at sætte farten ned.
Du løber så meget rundt, at ingen kan fange dig, og så bliver du her, – mumlede jeg mere af ærgrelse end fordi jeg mente det.
Broderen lagde ikke mærke til mig, eller hørte mig måske ikke, for han rev allerede af al kraft i sin yndlingsbamse-and. På andens ansigt stod der som skrevet: »Hjælp«. Så mærkede jeg, at der sad noget lige så lille som mig ved siden af, og varmt.
Tag ikke notits af ham, han ville ikke såre dig, – det var Prik. Hun kiggede roligt på broderen, som allerede havde tabt anden og nu havde fat i kanten af tæppet.
Prik – det navn fik hun af Natasja, fordi hun troede, at hun ville blive den sidste hvalp, der blev født. Men et minut efter hende kom jeg. Og navnet blev hængende.
Prik var den roligste af os. Hun kunne lide at kigge længe ud ad vinduet eller bare sidde i græsset. Prik var ikke bekymret for noget, for hun havde allerede fundet sit menneske, den første af os.
Det menneske blev Natasjas lillesøster, og snart kommer hun og henter Prik til havet. Jeg ved ikke, hvad havet er. Mor sagde, at det er et stort vand.
Lillesøsteren var min bedste ven, og hun elskede vand mere end alle os andre. Derfor er jeg glad for, at Prik skal bo der, hvor det er godt for hende.
Natasja kom tilbage med fulde skåle med foder. Mor kyssede mig og Prik, snerrede let ad Flash, der var i gang med at gnave på tæppets kant, og gik hen til skålene. Broder og søster fulgte efter mor, men jeg blev siddende ved spejlet.
Fra spejlet kiggede en lille hvalp på mig med evigt forskrækkede øjne. Pelsen skinnede lidt af en stor, rund lysende lampe i loftet, så det virkede, som om jeg lignede en solstråle.
Så snart jeg blev større, fortalte mor og den gamle hund mig, at jeg var født for at finde mig et menneske, være lykkelig sammen med det og selv give lykke. Så spurgte jeg, hvad lykke egentlig er.
Mor sagde, at lykke er, når du ser, at din menneske smiler ved siden af dig. Og for at forstå, at dit menneske virkelig er lykkelig, må du snuse til ham. Et lykkeligt menneske får en særlig lugt, men det kan jeg først finde ud af, når jeg møder mit eget menneske.
Åh Dig sagde, at lykke er, når I elsker det samme. Mere sagde han ikke, for han var faldet i søvn.
Jeg rejste mig og gik hen til skålen. Flash havde allerede væltet sin tallerken over sig selv og slikkede gulvet med glæde og samlede de spredte krummer op. Prik lå som altid ved vandskålen og stak af og til tungen i vandet, så der kom rundinger. Mor var sammen med Natasja og lagde hovedet i hendes skød og lod sig kæle for.
Jeg var lige begyndt at spise, da jeg hørte et bank på døren. Mor rykkede til, men slappede hurtigt af. Natasja løb hen for at åbne.
Prik kravlede op af skålen og fandt plads på sit yndlingsblå tæppe, der lå over for vinduet. Hun deltog ikke i jagten på et menneske, så hun prøvede at holde sig væk fra øjnene. Flash huskede igen anden og satte sig stolt lige over for døren. Af ren utålmodighed snurrede hans lille hale så hurtigt, at det virkede, som om broderen snart ville lette, ligesom en helikopter.
Jeg ville gemme mig bag mor, men hun lod mig ikke. Det eneste, hun tillod, var at jeg kunne finde plads mellem hendes poter, som bag en port.
Vi har gæster, – sagde Natasja.
Ind i stuen fløj noget stort og uforståeligt. Det begyndte at løbe frem og tilbage. Flash spyttede anden ud og begyndte med højlydt, lykkelig gøen at jagte væsenet. Selv prøvede jeg at kravle længere ind i mors pels af angst, men de stive poter satte mig tilbage på plads.
Maximilian! Vær venligst forsigtig og rolig! Vi er på besøg! – sagde et menneske, der kom ind i stuen. Hun lignede Natasja, men var tyndere og havde mørkt, kort hår på hovedet. Mors Natasja havde lys, lang pels, som altid var samlet op i noget, der lignede vores hale.
Jeg hedder Marianne, – præsenterede hun sig, – og det her er min søn Mads.
Marianne pegede på væsenet, som var faldet til ro og nu lignede en dreng. Mads prøvede netop at tage anden fra Flash.
Og det her er min datter Sofie, – sagde gæsten og forsøgte at trække noget frem bag sin ryg, der lignede en pige. Et rundt hoved med lyst hår dukkede et øjeblik frem bag Marianne, nikkede hurtigt og gemte sig igen.
Jeg blev utroligt nysgerrig efter at se på det runde ansigt. Da jeg snusede, mærkede jeg noget nyt, som jeg aldrig havde mærket før. Det overraskede mig så meget, at jeg kiggede frem bag mors poter.
Så snart jeg gjorde det, mærkede jeg et let stød i retning af gæsterne. I samme øjeblik rejste mor sig og gik hen til sofaen, hvor menneskene sad. Hun satte sig ved siden af Natasja.
Natasja og Marianne snakkede sammen, og jeg, selvom jeg var helt sammenkrøben af angst, havde meget lyst til at se på pigen. Og endnu en gang mærke det nye, ukendte noget.
Jeg kiggede forskrækket på mor, og hun smilede og nikkede. Der var ingen vej tilbage. Flash legede allerede med sit eget menneske, og det var hundrede gange mere skræmmende end det ukendte.
Jeg begyndte at krybe hen mod sofaen, uden at slippe Sofie med øjnene og spidsede ørerne, så jeg kunne høre fare, hvis den kom. Min næse var optaget af en uforståelig lugt, der som om forsøgte at fortælle mig noget om gæsten. Sofie trak sig lidt væk fra mor, for det var nok ubehageligt at sidde så tæt, og kiggede forsigtigt over på mig.
Jeg frøs mere af forundring end af frygt. Jeg satte mig på bagbenene, bøjede hovedet lidt til siden og begyndte at betragte gæsten. Sofies hår, der var spredt ud over skuldrene, havde samme farve som min pels. Hendes store øjne kiggede forundret og bange.
»Er jeg skræmmende?« – tænkte jeg, og kiggede igen på mor. Mor nikkede igen og satte sig mellem Natasja og Marianne for at vise, at det var trygt her.
Bag ved os væltede noget højlydt, og jeg bøjede mig ned mod gulvet og lagde ørerne helt ind mod hovedet.
Mads! – råbte Marianne forskrækket, og hun og Natasja løb hen mod lyden.
Jeg løftede forsigtigt hovedet og mærkede den samme lugt helt tæt på. Jeg åbnede det ene øje og så mor og Sofie. Mor gik hen til mig, slikkede mig på issen og hviskede i mit øre: »Vær modig. Hjælp hende med at blive lige så modig som dig.«
Mor gik derhen, hvor noget var væltet lige før. Sofie og jeg var alene tilbage.
Så satte Sofie sig på hug og kiggede opmærksomt på mig. Igen den lugt… Jeg satte mig på bagbenene.
»Måske er det sådan, lykke lugter? – fløj en tanke gennem hovedet, – måske er lykke det at være modig sammen?«
Lugten blev mere behagelig og stærkere. Pigen satte sig på knæ og bøjede sig ned mod mig. Jeg samlede al min mod i poterne og gik stille, uden at løfte hovedet og uden at folde ørerne ud, hen mod pigen. Bag os larmede det stadig, men der blev ikke skældt ud længere. Jeg satte farten op: af en eller anden grund ville jeg nå hen til pigen, mens der ikke var nogen i rummet.
Efter nogle få skridt stødte jeg ind i noget. Det var Sofie, der rakte hånden ud mod mig. Hendes lille håndflade duftede som det lækreste ben.
Ved den berøring følte jeg mig som den modigste hund og forstod endelig, hvad lugten betød. Jeg forstod, hvad mor havde talt om. Lykke lugter af kærlighed, og hvor der er kærlighed, er der ingen frygt.
Jeg lagde snuden behageligt på Sofies hånd, og for første gang så jeg hende smile. Sofie løftede forsigtigt sin hånd under min mave og løftede mig op. Jeg endte på hendes skød.
Jeg lukkede øjnene og trak vejret ind den lugt, som jeg nu forstod, og mærkede, at jeg var hjemme. For hjemmet er der, hvor det lugter af kærlighed, og det er ligegyldigt, om man er født der eller ej.
Fuldstændig modig satte jeg mig på mit eget menneskes skød og kiggede på Sofie. Hun smilede og prøvede at klappe mig på hovedet, men tøvede og stoppede hånden. »Jeg hjælper dig med at blive modig«, lovede jeg, og rejste mig op og rakte selv ud efter hendes hånd.
Dagen efter var jeg allerede faldet til i mit nye hjem. Ja, ikke kun mig. Flash boede i det næste værelse.
Mor sagde farvel til os roligt. Hun sagde, at hun var stolt af mig. Flash sagde hun også noget, men jeg lyttede ikke. Jeg var ikke bange for at gå, for jeg vidste, at vi ville ses i den store park. Den gamle hund kom hen for at sige farvel og begyndte endda at sige noget klogt og langt, men faldt i søvn igen. Prik blinkede til os og gik for at kigge på vandet.
Jeg strakte mig i min nye kurv og ville lige tage en lille lur, da jeg hørte døren smække.
Ven, jeg er hjemme, – min menneskes stemme lød gennem værelserne, og i samme sekund hørte jeg hurtige fødder, der løb op ad trappen.
Jeg løb hen til døren. Sofie stod allerede på knæ og rakte ud efter mig. Helt høj af lykke sprang jeg ind i hendes varme favn.
Jeg er hjemme, og her er ingen plads til frygt, kun plads til lykke. Og jeg er ikke længere en forsagt kanin, men en ægte Ven!