En ensom, ked af det kattekilling gemte sig under en træbænk for regnen
Regnen var fin og støvregnagtig, men lille Alberte syntes faktisk godt om det.
Hun tog med stor glæde sine lyserøde gummistøvler på, og hendes paraply med jordbær passede simpelthen perfekt til dem! Alberte gik en tur sammen med sin mor. Mens mor snakkede med en bekendt ved butikken, forestillede pigen sig, at hun var en modig eventyrerinde.
Regnen holdt op, og rundt omkring var der så dejlige vandpytter! Man kunne endda måle deres dybde, for det var ikke for ingenting, at der sad så fede støvler på benene!
Alberte blev helt optaget: netop nu havde hun en vigtig mission – at finde den dybeste vandpyt. Derfor forstod hun ikke med det samme, hvor mjavningen kom fra. Hun stod stille og lyttede opmærksomt. Den klagende mjavning lød igen. Ja, lyden kom fra under den nabobænk!
Hej, hvem hører du til, lille ven? – spurgte Alberte en lille rød dun, der angst kiggede frem fra under bænken.
Jeg hører til mor! – piftede den lille angst.
Og hvor er din mor så?
Jeg ved det ikke, jeg er faret vild…
Alberte, skat, nu skal vi hjem. Å, og hvem hører den lille til? – spurgte mor forundret. Hun havde netop sagt farvel til bekendten og kom hen til sin datter.
Han hører til mor! – svarede pigen sikkert. – Og han er faret vild!
Stakkels lille, – sukkede mor, – helt våd! Ja, Alberte, det er besluttet: tag din nye ven med. Sådan en lille skal ikke fryse her. Og du, lille ven, vær ikke bekymret, din mor finder vi!
Finder I hende virkelig? – spurgte killingen klagende.
Helt sikkert, – svarede Alberte. Hun bar forsigtigt den lille røde dun i sine arme.
Hjemme begyndte den lille at få det bedre. Han tørrede sig, redte sin pels og Alberte gav ham mælk. Killingen fortalte, at han boede sammen med sin mor og en gammel dame, og at han aldrig før havde været ude. Men bedstemor var gået over til naboen, og døren havde hun nok glemt at lukke.
Katemor sov, og Rødhætte (sådan hed den lille) havde slet intet at lave. Så besluttede han sig for at smutte ud et øjeblik, bare for at se, hvad der var spændende udenfor, og så straks tilbage.
Men ude så han en så interessant fugl! Den lille lagde ikke mærke til, at han havnede på en fremmed gård. Fuglen fløj pludselig væk, og så begyndte regnen igen.
Mor og bedstemor bekymrer sig, de ved ikke, hvor jeg er. Hvordan skal jeg nu finde hjem? – sukkede Rødhætte trist.
Jeg ved det, jeg ved det! – Alberte hentede filtpenne og en blok. – Vi skriver en opslag!
Flot, skat, – roste mor, – jeg er sikker på, at dine kære, Rødhætte, finder dig med det samme. Indtil da kan du gerne blive hos os, er du ikke imod det?
Selvfølgelig ikke. Tusind tak.
Den næste dag ringede det på døren. Det var katemor og bedstemor, der var kommet for at hente den lille. Alberte var både ked af det og glad på samme tid. Hun havde nået at blive glad for killingen, men de voksne lovede, at de nu ville ses tit.
Alberte satte sig ved bordet. Hun havde lyst til at tegne sin nye ven, og så dansede bogstaverne som frække små børn hen over blokkens papir:
«Hvis barn er det her?
Killingen græder under bænken,
Regnen plager ham,
Gør ham våd, men varmer ikke.
Hvem er den rødhårede dreng?
Han er som en solstråle,
Der er faret vild fra mor.
For nogen er han den vigtigste,
Den mest elskede, vidunderlige,
Sød og dejlig killing.
Hvordan kunne han pludselig blive væk,
Og blive tilbage om aftenen?
Her fryser et barn,
En lille rød killing.
Vi må straks lede, venner,
Vi kan ikke gå forbi.
Bittert græder barnet,
Nogens lille killing.
Mens vi tager lille dig ind,
Kære, du er ikke alene,
Vi varmer og fodrer dig,
Selvom vi ikke er en familie.
Din mor er lige her i nærheden,
Hun takker os med et blik,
Hun vasker den søde lille,
Vi følger killingen og katten hjem.
For sådan må det ikke være i verden,
At børn bliver væk!»
Datter, et fantastisk digt, du er flink! – sagde mor til Alberte. – Jeg tror, at Rødhætte, hans mor og bedstemor vil synes godt om det.
Ja, bare jeg snart ser ham igen, – sukkede pigen.
I morgen aften kommer de på besøg hos os, – smilte mor, – vi lovede jo, at I skulle ses!
Hurra! – udbrød Alberte.
Deres venskab med Rødhætte var lige begyndt. Foran dem lå der så mange dage til leg og gåture. Dog naturligvis under opsyn af de voksne. For små børn skal jo vokse lidt endnu, ellers bliver de igen væk! Og sådan må det ikke være i verden, at børn bliver væk!