Lastbilen blev købt
til vores lille Mikkel.
Så glad blev han, så glad,
sikke et fint legetøj!
Den er så skinnende,
næsten som en rigtig.
I hænderne klapper Mikkel
og stamper med fødderne.
Med fjernbetjeningen styrer han,
og alt legetøjet kører rundt.
»Passer perfekt, en gave!
Den ønskede jeg længe!«
Sådan siger Mikkel lispende,
vinker med hånden og taler lidt utydeligt.
Mor gav sin søn en smuk ny bil. Den var skinnende gul med røde forlygter. Bilen kunne forvandle sig til en lastbil eller en kran, for den var en transformer.
Den fireårige søn holdt straks af legetøjet. Hver aften efter børnehaven legede han med det. Han byggede huse: han kørte klodser rundt, og med kranen stablede han dem til tårne og fleretagers huse.
Når lille Mikkel sov, talte bilen med de andre legetøjer. Men en nat blev den syg.
Mine hjul gør ondt! I morgen begynder min ejer at lege med mig, men jeg kan ikke køre. Jeg kan ikke køre jer rundt eller flytte klodserne til byggeriet, klagede den til vennerne.
Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi gøre? – blev legetøjet bekymret. – Lille Mikkel nåede ikke at færdiggøre det høje hus. Hvordan skal han klare sig uden kranen?
Så kørte en lille ambulancebil hen og sagde:
Vi skal have et hospital. En læge! Hurtigt! Hurtigt! – tændte den sirenen. – Lægen giver en lille sprøjte, så er du rask igen!
Langsomt kom den høje robot-transformer hen.
Ikke til hospitalet, men til værkstedet, hvor man reparerer biler. Her har vi brug for en mester i reparation af legetøj, ikke en læge.
Den slags har vi ikke her, – peb den snurrende hundehvalp.
Den skal findes, den skal findes, – tilføjede dukken.
Ring til 112! – foreslog snurretoppen.
Pludselig ringede den legetøjstelefon.
Hallo, hallo, hvor finder vi en mester til at reparere biler? – pippede legetøjet i munden på hinanden.
Robotten reparerer jeres bil, – svarede man i den anden ende af linjen.
Mig? – blev robotten forundret. – Det kan jeg ikke!
Prøv bare, – peb hundehvalpen.
Vær ikke bange, – tilføjede snurretoppen.
Hjælp mig, – bad den syge bil, – ellers bliver vores ejer ked af det og begynder at græde. Jeg har så ondt af ham, han er jo så lille.
Prøv, prøv, – summede snurretoppen, – vi hjælper dig.
Jeg har aldrig prøvet det før.
Robot-transformeren undersøgte kranbilen. Han skruede delene af, tog karosseriet af, vendte legetøjet om og kiggede på bunden.
Hjulene vakler. De skal strammes. Den har kørt tunge læs. Giv mig nu en skruenøgle!
Skruenøgle! Skruenøgle! – lød der stemmer.
Hvor skal jeg holde? Hvor kan jeg hjælpe? – spurgte ambulancebilen.
Her, – viste robot-transformeren.
Efter et par timer var hjulene repareret.
Så, færdig! Nu bliver ejeren glad og kan færdiggøre sit høje hus! – sagde mesterrobotten glad.
Vi er dygtige, vi er dygtige! – summede snurretoppen. – Du er dygtig, robot! Første gang du prøvede at reparere en bil, og det lykkedes.
Godt gået! Øjnene er bange, men hænderne gør arbejdet, – roste den kloge bog legetøjet.