En gang var der en Gas, der var sin egen lov. Han boede alene i mosen og lyttede til ingen. Og der var heller ikke nogen at lytte til: et dystert sted, hvor ingen kom, måske undtagen frøerne, og de kvækkede ikke engang i fugtigheden. Der var også krager, men de holdt sig heller væk fra mosen. Den var rådden, beskidt og sumpet, og før du vidste af det, sad du fast i mudderet til op over ørerne.
Gassen var selv sådan af karakter. Fra sin høj og hovmodige plads kiggede han ned på folk og lo: »Se dog, de små stakler er kommet til min mose!«
Med tribut eller med bukke? Nej?! Så brænder jeg, bruger mosen og træder, træder, træder, for jeg vil skræmme!
Han skræmte folk tit, men altid på forskellige måder: For nogle tændte han blå gnister og forsvandt så. Folk så i gnisterne øjne fra skovånden eller vandmanden. For andre hylede han som en skovugle. Og for atter andre dansede han, så jorden rystede. Men en dag skete noget, som fik Gassen til at tage sin krone af og se verden med andre øjne…
Det skete om efteråret. Det var køligt og overskyet, slutningen af oktober eller begyndelsen af november. Der var færre og færre tørre dage, og det øsregnede. Endelig kom en solrig tid.
Landsbyens børn løb ud af husene: De dansede, legede og skældte ud på vinden og regnen og priste guderne Thor og Freyr, solens guder. Og Mette var også med. Hun lagde sine dukker på trappen og sad og legede med dem. Så sprang hun op og løb hen til drengene for at spille rundbold!
Den dag kom Mette hjem forpustet fra rundbold og så, at faderen var ved at gøre klar til at tage af sted: Han tog jagthundene, geværet og et stykke brød, og pakkede en rygsæk.
Mette, jeg tager på jagt ved det Døde Moser. Man siger, at der er vildt i massevis! Se bare, Anders gik dér med sin far, to urfugle og tre harer! Og der er også masser af fisk i området bag mosen. Der skulle være en å et sted, og fiskene i den står så tæt, at man kan øse dem op med en spand! Ved Erik var der en tur med Oluf, de fangede et helt net med stør! Jeg tager med, og måske finder jeg noget, hvis der virkelig er en å dér.
Far, lad mig tage med dig, og lad mig også tage Bjørn med!
Fint. Men jeg rider på hesten, og du sidder bag mig. Jeg går ud og sadler Perle.
Mettes far, Søren, sadlede hesten Perle, og så red de af sted. De hilste på alle i landsbyen undervejs: »Gud give jer godt helbred!«
De red ud og red gennem skoven. Perle galoperede, og bag hende løb hundene og gøede. Syv hunde, alle ens: Øjnene var som ulvens, onde; poterne var som harens, hurtige; tænderne var som lynxens, skarpe. Alle var kulsorte som tjære, store, hurtige, snedige og behændige. Når de fangede et spor, fik man altid bytte.
Søren og Mette red gennem skoven. Så var de ved mosen.
Hold dig tæt til mig. Det er ikke for ingenting, at mosen kaldes Det Døde Mose.
Hvorfor?
Mange jægere, der søgte rigdom i jorden, er forsvundet her. Jeg har hørt, at der før blev hugget træ her, og der var huse, smedier og en kirke. Men så gik folk væk, og uden de store træer begyndte alt at gro til. Så begyndte man at køre affald hertil, og så om foråret gik floden ved siden af over sine bredder, og alt druknede. Der kom frøer og igler. Senere fandt vores jægere ud af floden, og de begyndte at gå ud i mosen for at jage og fange fisk, men ikke alle kom tilbage. Nogle blev revet itu af vilde dyr, nogle blev trukket ned i dybet, og nogle fortabte sig bare i skoven, fortalte Søren, mens han bandt et bånd om en ung birkegren.
De red videre. Snart nåede de til mudderet. Pludselig standsede Søren hesten og hundene og kiggede ud i det fjerne. Han rystede på hovedet og kiggede igen. Han gned sine øjne, men han kunne ikke forstå det.
Hvad er der, far?
Blå lys… Det må være skovånden.
Lad os se.
Lad os gå.
Søren lagde krudt i geværet, lod hundene løbe og hjalp Mette ned fra hesten.
De gik videre, men intet skete. Pludselig stod Gassen foran dem i skikkelse af en blå prins. Han ville ikke skræmme dem med det samme, men først finde ud af, hvem de var, og hvorfor de var kommet.
Hvem tør komme ind på min jord? Med tribut eller med bukke?
Vi har hverken tribut eller bukke med, vi går gennem mosen og vil jage vildt i skoven og fisk i vandet.
HVAD?! I kommer uden bukke til mig, Herren over Mosen?! Har du ikke hovedet kært?! Så brænder jeg, bruger mosen og træder, træder, træder, for jeg vil skræmme!
Gassen hvirvlede rundt og fnyste, og jorden rystede. Da han begyndte at stampe af raseri, flød floderne over deres bredder. Da han hylede, faldt alle fuglene ned fra træerne.
Jeg er ikke bange for dig! Og fordi du skræmmer andre mennesker eller lokker dem ned i mudderet, skal du være herreløs i tre hundrede år, uden at nogen har brug for dig. Menneskene vil glemme dig, og dyrene og de små fugle vil glemme vejen hertil. Først efter tre hundrede år, hvis du bliver bedre, vil de huske, hvem du er.
Og Gassen blev naturligvis bedre. Han forstod, at han ikke var jordens og himlens konge, og at han skulle hjælpe mennesker. Han bad Mette og hendes far om undskyldning. Og lige siden har han hjulpet: Han laver mad til os, varmer os om vinteren i de kolde nætter, smelter malm og metal og driver skibe, tog og maskiner.
Og denne Gas hedder metan. Men man skal være forsigtig med den: Luk hanerne på gaskomfuret, lad ikke komfuret stå uden opsyn, ring 112, hvis du lugter gas, og gå ud af lejligheden og advar naboerne. Ellers husker den sine gamle vaner og bliver igen hovmodig og stolt.