Drengen Mads ventede på sin far, der var udsendt på et vigtigt arbejde. Far var væk i lang tid. Mor havde ofte travlt og kunne ikke lege med Mads, og i de øjeblikke følte den lille dreng sig alene og savnede sin far.
En dag gik Mads en tur, og da han passerede en park, hvor der voksede smukke høje egetræer og mange farverige blomster, så han noget underligt. Der svævede en stor sort sky. Den var så skræmmende, og den ville ramme Mads. Den kom nærmere og nærmere, og Mads genkendte den.
Det var sorgen. Mads løb væk fra den, men sorgen jagtede ham. Så huskede Mads, at han havde nogle kridt i lommen. Han stoppede op og tegnede et stort hegn på asfalten. Sorgen fløj tættere på, men da den så hegnet, trak den sig tilbage, vendte om og fløj væk.
Drengen var forskrækket. Han løb hurtigt, hurtigt hen til sin mor. Biler kørte forbi, og folk gik forbi, men Mads så ingen. Han lagde ikke engang mærke til nabokonen fru Lene med hendes smukke puddel ved navn Bamse, som han altid elskede at lege med.
Mor, mor! – råbte Mads. – Sorgen jagtede mig.
Nå, nå, nå, – sagde mor eftertænksomt, – og hvor kom den så fra?
Jeg ved det ikke. Jeg var på vej ud for at lege med vennerne og tegne med kridt, men så kom den pludselig flyvende! – svarede Mads.
Hvad tænkte du på, da du gik hen til vennerne? Er der noget, der bekymrer dig? – spurgte mor.
Jeg tænkte på far, og at jeg savner ham. At han stadig ikke er kommet hjem. Og det er trist, at alle de andre bliver hentet af deres fædre i børnehaven, men ikke mig, – sagde Mads, og tårerne glimtede i hans øjne.
Det er helt normalt at være ked af det. Jeg er også ked af det og savner far. Lad os finde på, hvad vi kan gøre for at jage sorgen væk? – foreslog mor smilende.
Hvad kan vi finde på? – spurgte Mads. – Sorgen er jo så stor!
Vi kan skrive et brev til far og fortælle ham, hvordan du sang i går til juleafslutningen. Kan du huske, at alle klappede for dig?
Ja! – sagde Mads smilende. Nu huskede han, hvordan han stod på scenen.
Du kan skrive til ham hver dag. Eller se lige her, – sagde mor og rakte sønnen en notesbog. Den var smuk og farverig. Og den kunne endda tale.
Hej, Mads! – sagde den. – Jeg er din dagbog. Du kan fortælle mig hver dag, hvordan din dag har været. Og jeg gemmer alt og fortæller det til din far senere.
Hvor fedt! – sagde Mads, og hans ansigt lyste op i et lykkeligt smil.
Sådan kan du holde kontakt med far, mens han er væk, – sagde mor, – og husk, at du altid kan lege med mig. Vi kan se en film sammen. Eller du kan gå ud og tegne med kridt sammen med vennerne og så skrive om det til far. Han vil glæde sig til at læse det. Og husk, at han kommer hjem snart, og jeg vil altid beskytte dig.
Mor krammede Mads hårdt, og han løb glad af sted for at skrive brev til far. Der var jo så meget spændende, han skulle fortælle!