En aften, da moren havde slukket lyset, og kun en gul natlampe lyste i værelset, lød pludselig en blød, melodisk klang. Midt på værelset så Anna en gylden gnist, så endnu en. Der blev flere og flere gnister, de drejede rundt og hvirvlede omkring som små fluer, og blev gradvist tættere og tættere, til de dannede en lysende lille figur. Og pludselig forsvandt klangen og lyset, og midt på tæppet stod et lille gnom, omtrent så højt som en lille skammel.
– Hvor smukt! – sagde Anna, som nu sad op i sengen i stedet for at ligge ned, så hun bedre kunne se på gristerne.
– Hej Anna, – sagde gnomet.
– Hej… – Anna blev lidt forvirret, – Hvem er du?
– Jeg er Fedor fra holdet af eventyrhjælpere, vi hjælper indbyggerne i eventyrlandene…
– Åh, hvor spændende, – udbrød Anna, – Men hvad er det for nogle lande? Hvor ligger de? Hvordan kommer man derhen?
Pigen hoppede op og ned i sengen af utålmodighed.
– Vent, Anna! – afbrød gnomet hende, – Jeg har kun ti minutter, og vores troldmand Elizaveta sagde, at kun en indbygger fra en ikke-eventyrland kan give det rigtige råd. Han siger, at I tænker anderledes, på en mere passende måde. Vil du hjælpe?
– Selvfølgelig! – Sammen med Anna hoppede puder også op og ned.
– Men lyt omhyggeligt, det er vigtigt ikke at glemme en eneste detalje! Højt oppe på et bjerg er der en hule, og der bor en drage…
– En drage? Jeg er bange! Fortæl mig ikke sådan skræmmende eventyr! – Anna trak dynen helt op over øjnene.
– Det er ikke et eventyr! Det vil sige, det er et eventyr, – blev gnomet forvirret, – men alt er eventyr hos os… Desuden er dragen god, og det er netop ham, der har brug for hjælp! Vil du hjælpe dragen?
– Kan jeg tænke over det?
– Anna, – bad gnomet indtrængende, – hjælpen er meget nødvendig, tiden løber ud, og jeg har endnu ikke forklaret dig noget!
Langsomt kom pigens næse frem bag dynen, så hagen, så halsen. Så lagde Anna hænderne på dynen og udåndede:
– Okay så. Jeg hjælper!
– Så altså, – blev gnomet glad, – i hulen har dragen en vidunderlig have, men der vokser ikke blomster i den, men ædelstene…
– Åh, hvor dejligt! – Anna havde allerede glemt sin frygt og hoppede igen i sengen. – Er de smukke, disse stene? Hvilken farve har de? Du ved, jeg elsker mest rosenkvarts, rubiner kaldes de! Og jeg har altid ønsket, at der fandtes sådan nogle guldagtige stene! Har din drage dem? Han er jo eventyrlig, han burde have dem, ikke sandt?
– Ja, ja… Sandsynligvis… – gnomet viftede uopmærksomt med hånden, da han tænkte, at han næppe havde tid til høflighed længere. – Så altså, forstår du, de vokser nedefra og opad, som krystaller, som ranker…
– Som ranker! Som geder! – pigen lyttede ikke længere til gnomet, for hendes indre øje glimrede og skinnede med ædelstene i alle farver. Og så indså hun, at det ikke var stenene, der skinnede, men gnomet-figuren blev til gnister, som gradvist slukkedes.
– Nå, hvad så? – spurgte troldmanden.
– Du forstår, denne pige, hun er så frygtsom, så drømmende! Og at afbryde sin samtalepartner er så uhøfligt! Jeg nåede slet ikke at fortælle hende noget…
– Jeg håbede, at en følelsesfuld pige med levende fantasi ville være det bedste valg for at etablere kontakt, men jeg tog ikke højde for, at vi havde så lidt tid, – troldmanden tænkte eftertænksomt og drejede sin hat i hænderne, – Bekymr dig ikke, i morgen vil overgangsstenen være opladet, og du kan prøve at tale med drengen.
Jørgen havde ingen natlampe, han var slet ikke bange for mørket og elskede, når stjernerne skinnede ind gennem det ugardinerede vindue på hans soveværelse. Derfor blev han meget glad, da stjernerne pludselig lyste op direkte på loftet i hans værelse. Stjernerne sank langsomt ned og samlede sig til en gnom-figur.
– Hej Jørgen! Jeg har meget brug for din hjælp, og jeg har kun ti minutter! – sagde Fedor straks i en travl tone.
– Hvor glad jeg er for, at du kom! – udbrød Jørgen, – Jeg har altid drømt om at have en mystisk ven! – og Jørgen løb hen for at omfavne ham.
Men gnomet nåede at stoppe ham:
– Stop, rør mig ikke, ellers forsvinder jeg!
Drengen sænkede skuffet hænderne, men smilede næsten straks:
– Forestil dig, jeg mistede en tand! I går!
Gnomet Fedor blev igen usikker, men sagde straks:
– Perfekt, så du er allerede helt voksen, smart og kan hjælpe mig! Lyt omhyggeligt og afbryd mig ikke. I vores eventyrland bor der en drage i en hule højt oppe på et bjerg, han er god, og han dyrker en have med ædelstene.
– Hvad hedder han? – spurgte drengen alligevel.
– Roma.
– Ligesom min ven! – blev Jørgen begejstret.
– Ja-a-a, – fortsatte gnomet, – så ædelstene i hans have er indbyrdes forbundne, de vokser fra hinanden nedefra og opad og skinner mere og mere, og så begyndte en lilla sten, der vokser i middelstørrelse, pludselig at blive mat og mærkeligt at blinke, – gnomet var nu i gang og viftede vildt med armene, – og omkring den…
Jørgen, som indtil nu havde set på gnomet uden at se væk og med interesse, sagde pludselig:
– Min far køber mig en radiostyreret bil! Forestil dig? En stor! Jeg tror, du passer ind i den, og næste gang kan jeg køre dig rundt!
– Jørgen, lyttede du slet ikke til mig? – blev Fedor overrasket. Han blev endda så såret, at tårer kom frem, og han tog sin hat af for at tørre dem skjult.
– Og jeg har en ny bold, en basketball, kom og se!
Jørgen krøb under sengen efter bolden, og da han kom ud igen, var der ingen i værelset.
– Hvordan gik det? – spurgte troldmanden forsigtigt.
– Denne dreng er nok meget ensom, og han har ingen at tale med…– gnomet Fedor var nervøs og knugede sin hat, og bemærkede ikke engang, at pomponnet faldt af og rullede over gulvet.
– Hvad får dig til at tro det? Den magiske kugle sagde, at han har mange venner og omsorgsfulde forældre.
– Han var så ivrig efter at dele alle sine nyheder med mig, at han ikke nåede at lytte til mig…– gnomet bemærkede fraværet af pomponnet, men søgte ikke engang efter det.
Elizaveta forsøgte at opmuntre ham:
– Mens du var væk, foreslog kuglen mig endnu en kandidat, de siger, en meget smart dreng!
– Hvem siger det? – Fedor var ikke så let at overbevise længere.
– Hans mor.
– Alle mødre siger det, – gnomet satte sig direkte på den svagt lysende overgangsten og begyndte melankolsk at trække tråde ud af sin hat, det gjorde han altid, når han var meget ulykkelig.
– Og hans lærer, – fortsatte troldmanden, – og hans engelsklærer, og hans logiklærer…
– Okay så, – smilede Fedor svagt, – til i morgen!
– Hej Benjamin! – gnomet Fedor tog sin hat af og gjorde en højtidelig bue.
Benjamin var næsten syv år gammel, men hele familien kaldte ham ved hans fulde navn siden barndommen og gav strenge ordrer til alle bekendte, lærere og undervisere om at gøre det samme. Troldmanden havde advaret gnomet på forhånd om denne omstændighed, og Fedor forsøgte at være meget høflig.
– Benjamin, eventyrriget og dragen Roma har meget brug for din hjælp! – fortsatte gnomet.
–Så, så! – Benjamin tog sine briller på, tog sin notesbog og blyant fra nattesbordet og gjorde sig klar til at skrive, – Hvordan kan jeg være til nytte?
– Den magiske kugle fortalte vores troldmand Elizaveta, at et barn fra et ikke-eventyrland vil give det rigtige råd, når det har hørt vores problem.
– Sagde han «barn»?
– Nej, – blev gnomet skamfuld, – han sagde «indbygger», men voksne indbyggere taler normalt ikke med gnom, de begynder at skrige, løbe væk og drikke piller, så kun et barn kan hjælpe os. Lyt, jeg har kun ti minutter. Det var…
– Hvorfor ti?
– Du forstår, at flytte til et ikke-eventyrland kræver meget magisk energi fra overgangsstenen. Så dragen Roma dyrker ædelstene i sin hule…
Gnomet skyndte sig og talte hurtigt, men Benjamin var ubøjelig:
– Hvilken farve er dragen? Hvor stor er den? – drengen skrev noget i sin notesbog, – Hvilke ædelstene?
– Er det vigtigt?
– Muligvis.
– Nå, rubiner, smaragder, safirer, diamanter…
– Og har han mange af dem? – Benjamins øjne bag brillerne begyndte at glimre.
Gnomet nikkede.
– Du forstår, for at etablere diplomatisk kontakt mellem vores lande er det nødvendigt at have passende viden om verdens struktur, indbyggere, traditioner…– Benjamin talte vigtigt og gik frem og tilbage i værelset.
Fedor stoppede snart med at forstå ham, det eneste, der var klart, var, at han igen ikke havde kunnet fortælle om problemet. Gnomet satte sig på gulvet og begyndte at vente på, at de ti minutter var gået. Benjamin bemærkede ikke hans forsvinden med det samme.
– Ikke igen?
Gnomet sukkede.
– Her fortalte Roma, at en sten alligevel slukkedes, – troldmanden var også bedrøvet, – men bekymr dig ikke, den magiske kugle har fundet endnu en kandidat til os.
Fedor tog sig sammen:
– Magiske hjælpere giver ikke op!
Og gik væk og vinkede med sin hat til farvel.
Kære læser, hvis du en dag i skumringen ser en gnom, så lyt venligst til ham til ende.
Fra forfatteren: «Jeg tror, at enhver pædagog eller forælder har mødt situationen, hvor man taler til et barn om noget vigtigt, for eksempel om sejren i anden verdenskrig, og får til svar: «Men vi gik i cirkus i går!».
Børn i førskolealderen er af deres natur ikke særlig opmærksomme, og moderne børn er desuden meget egocentriske, de er ikke interesserede i at tale om noget andet end sig selv.
Dette eventyr blev skrevet efter en af disse samtaler, i håbet om at gøre børn mere modtagelige og opmærksomme.
