I en vidunderlig skov levede en beboer — en gammel og vis eg. Den var så kæmpestor, at man kunne se den selv fra de nærliggende landsbyer og lunde. Dens grene var så store, at alle skovens beboere kunne søge ly under dem for regn, sne, vind og kraftige storme.
Om sommeren blev grenene lysegrønne, de var dækket af tæt løv, og egern sammen med andre små dyr legede gemmeleg her.
Egens stamme kunne sammenlignes med en kæmpestor klippe, der virkede grænseløs. Midt i træet havde mange dyr og fugle bygget små hjem. Ved foden af stammen havde en lille vaskebjørn bygget sit hus. Indgangen var groet til med tæt græs, og næsten ingen kendte til denne boligs eksistens, derfor var det sikkert og slet ikke skræmmende at bo her.
Lidt højere oppe boede en egernfamilie — mor, far og fem egernunger. De røde små dyr havde bygget et kæmpestort palads midt i egen, hvor hvert familiemedlem havde sit eget værelse.
Helt øverst i toppen boede en gammel spætte, som aldrig var fløjet væk herfra siden sin fødsel, og som nu i mange år havde været en lokal beboer.
Og så kom der også små dyr på besøg i egens grene, når de blev overrasket af dårligt vejr. Den gamle eg var altid gæstfri og jog aldrig nogen væk fra sine grene.
Kom, lad os gå ud og lege!
Råbte de små egernunger hver morgen til vaskebjørnen, som vågnede sent, først når solen stod op.
Jeg gider ikke! Spørg den gamle spætte, han vil helt sikkert holde jer med selskab. På det seneste flyver han ofte ud på tur, og sammen med ham kan man se mange interessante ting, for han har jo boet i denne skov i lang tid og kender hele området.
Brummede det stribede dyr.
Må vi gå med jer?
Pludselig lød en pibestemmme.
Da de vendte hovedet, så de røde skælmer pludselig en lille mus, der var klatret op i den øverste gren.
Hvad laver du her?
Spurgte egernungerne forundret.
Jeg er kommet for at finde nye venner. Man har fortalt mig, at der bor mange små dyr i denne eg, som man kan gå ture og lege med.
Ved egen, at du er klatret herop?
Jeg ved alt, det er jo mine grene! Jeg sover næsten aldrig og ved altid, hvem der kommer til mit rige og hvorfor.
Lo det gamle mægtige træ.
Så hvad siger du, eg? Må musen bo her et stykke tid? Vi vil lege med den og vise den vores skovs skønheder.
Råbte egernungerne.
Selvfølgelig, lad den blive.
Tillod egen.
Sådan dukkede der nye beboere op i træets grene. Snart kom en lille mus på besøg, snart bosatte en gøg sig tæt ved spættens bolig, og om aftenen gøg de i duet smukke sange med den nye nabo.
Tiden gik, og egen blev et rigtigt kæmpestort skovhjem, hvor skovens beboere levede. Om efteråret optog træet fugt for lettere at klare sommeren, og om foråret sprang der igen smukke lysegrønne blade ud på grenene, som gav dyrene skygge og beskyttede dem mod varmen.
Der gik flere måneder efter sommerens begyndelse, og pludselig bemærkede dyrene, der boede i egens stamme, at træet langsomt begyndte at visne.
Hvad er der sket med dig? Er du blevet syg, gamle eg?
Spurgte spætten bekymret.
Jeg ved det ikke, forstår det ikke selv. I flere dage nu har jeg slet ingen kræfter. Mine grene visner langsomt, og bladene bliver helt tørre. Og det er jo ikke engang efterår endnu, så det er for tidligt, at løvet falder af.
Svarede træet.
Og så besluttede egens beboere for enhver pris at finde ud af, hvad der skete med den gamle eg. Hver nat blev en af træets beboere tilbage for at holde øje med deres boligs herre. Og så kom vaskebjørnens tur, som gjorde det bekvemt for sig udenfor lige ved sit hus.
Natten faldt på, og skoven blev helt stille. Natten var så varm, og vinden var helt lagt sig, og selv løvet rørte sig slet ikke. Pludselig hørte vaskebjørnen en mærkelig skraben, der kom lige under jorden. Dyret krøb hen mod lyden, og efter et par minutter lød der en meget høj raslen under dets poter.
Vaskebjørnen besluttede at grave lidt i jorden for at forstå, hvad der egentlig skete dernede. Efter at have gravet en, to, tre gange, sprang den pludselig tilbage. Lige under jorden lå en kæmpestor brun orm. Den havde snoet sin krop omkring egens rødder og vuggede på dem af alle kræfter.
Hvad laver du her?
Spurgte vaskebjørnen med bange stemme.
Jeg har fundet mig en ny bolig. Men her er så kæmpemæssige rødder, at de skal ødelægges med det samme, så jeg vil gnave dem i stykker.
Svarede den ukendte orm.
Hvad er det, du gør? Der bor allerede beboere i dette træ, vi har vores hjem her, og vi tillader ikke nogen at ødelægge vores gode træ.
Råbte vaskebjørnen forbløfret.
Jo, det gør jeg! Jeg vil ødelægge denne oldings rødder og bygge en hel labyrint under jorden.
Fortsatte ormen ihærdigt.
Og så løb vaskebjørnen for at fortælle alle den gamle egs beboere om dette møde.
Alarm! Kom hurtigt alle ud af jeres hjem! Alarm!!!
Råbte vaskebjørnen af alle kræfter.
Under vores træ har der bosat sig en frygtelig og ond beboer. Den vil ødelægge egens rødder for at bygge hele labyrinter der. Det er derfor, vores gamle og mægtige eg mister sine kræfter. Hvis det fortsætter sådan, vil træet ikke holde, det vil visne og vælte.
Vi tillader ikke, at en fremmed beboer ødelægger vores træ.
Protesterede skovens beboere.
Hvad skal vi gøre? Jeg kan jo ikke nå ned til jorden med mine grene for at jage denne skurk væk.
Spurgte egen.
Og så samlede alle træets beboere sig for at jage ormen væk. De kaldte på alle, som ikke var ligeglade med den gamle og mægtige egs skæbne, som altid havde beskyttet sine naboer i skoven og taget imod dem i sin stamme og på sine stærke grene.
Både ræven, den store bjørn og selv det vilde vildsvin kom for at hjælpe med at grave jorden op med sine skarpe huggtænder.
Sammen gravede dyrene et kæmpestort hul og trak skurken ud, som næsten havde ødelagt egens rødder. Fra bækken, der løb i nærheden, hentede skovens beboere vand til at vande egen med.
Der gik nogle dage, og den gamle mægtige eg fik igen sine blade til at springe ud. Alle de små dyr og fugle begyndte igen at leve roligt i deres hjem, og egen tog som altid med glæde imod nye gæster i sine grene.
