En god historie om en plyset æsel. Kapitel 10-14
4 065

En god historie om en plyset æsel. Kapitel 10-14

Forfatter:
En original venlig fortælling om en plyset æsel for børn i børnehave- og tidlig skolealder. Afslutningen på Natalia Shkils historie om et yndet legetøj. Kapitel 10-14: fortællinger om de bedste venner – æslet, Lille Ræv og Bamse Bjørnemand – om deres lege og uenigheder, og om den lille – det nye menneske i det hyggelige hjem.

Kapitel ti. Hvordan Æslet kom til at elske at bade

Æslet kan ikke lide vand, i modsætning til Pipito. At drikke det er endnu til at holde ud – selvfølgelig ikke rigtigt, men sådan som legetøj gør det. At dyppe næsen er altid spændende, men at bade... Nej, nej, tak. Æslet bader ikke.

I et stykke tid badede han slet ikke, men tiden gik, og hans engang plyserhvide pels blev filtret og fik en grålig farve. Husmoren sagde allerede flere gange, når hun så Æslet: »Hm-hm, han burde nok vaskes.«

Hvad er det for en mani hos mennesker – altid at skulle vaske noget? Æslet så, at husmoren og husbonden vasker sig selv hver dag, og at de uendeligt vasker tøj: både tæppet fra sengen og endda sæderne fra stolene, og duge fra bordet – slet ikke til at tale om.

»Måske har de brug for alt det, men mig får de ikke i vaskemaskinen for alt i verden«, tænkte Æslet, og hver gang husmoren begyndte at tale om hans bad, fandt han på noget morsomt.

Han hoppede ud af hendes arme eller stod pludselig på hovedet. Husmorens opmærksomhed skiftede, hun lo og udskød badet til en anden gang. Men hvor meget man end udskyder en vigtig opgave, så kommer der før eller siden et øjeblik, hvor den må gøres.

En lørdag tog husmoren et lille plastikbaljebad, fyldte det med lunkent vand, tilsatte duftende shampoo og pisket skum. Æslet forsøgte at smutte ud af hendes hænder, da hun bar ham ind på badeværelset, men denne gang lykkedes det ikke. Plask, og han var i skum helt op til øjnene.

»Atjae!« nysede Æslet højt.

»Prosit!« råbte husmoren mod køkkenet, i den tro at det var hendes mand, der havde nyst.

Hun sæbede Æslets horn ind, den bløde mave, hver eneste pote og ører, og tørrede forsigtigt øjnene med rent vand, så de ikke svidede.

Sæbeboblerne sprang gradvist med en meget behagelig lyd, og Æslet syntes, at badning slet ikke var så slemt endda. Han flød på ryggen med næsen opad og svømmede ind i og ud af en sky af skum og forestillede sig at være som et stort skib med sig selv som kaptajn i det mindste. Da husmoren sagde, at det var tid til at komme op, protesterede Æslet.

»Hvordan op? Hvorhen op? Allerede op? Men jeg vil flyde her til midnat!« ville Æslet råbe, men nåede det ikke. Husmoren trak ham op i hornene, vred ham ikke særlig behageligt, så vandet løb ned af ham i strømme, og svøbte ham straks i et stort frotté-håndklæde.

Æslet sad på sengen, svøbt fra top til pote, og mærkede, hvordan håndklædet hurtigt blev vådt og suede vandet til sig. Han blev lidt ked af det.

»Det viser sig, at det ikke er så slemt at bade, tænkte Æslet. – Måske har mennesker virkelig det sjovt med at vaske sig selv hver dag. Når alt kommer til alt, har de ikke sådan en tyk pels, som tager en evighed at tørre. Men også jeg havde det godt med at bade. Varmt og sjovt. Det kan jeg gøre igen. Det var dumt af mig ikke at ville prøve.«

Sådan kom Æslet til at elske at bade.

Kapitel elleve. Hvordan Bamse Bjørnemand kom til huset

Ingen husker præcis, hvordan Bamse Bjørnemand kom til huset. Ifølge én version bragte husbonden ham i en papkasse.

»En pakke fra mor«, forklarede han sin kone, og Æslet og Lille Ræv hørte det selvfølgelig og blev glade. En pakke er altid noget godt.

Ifølge en anden version havde Bamse Bjørnemand kravlet ud af en glemt læderjakke hos husbonden. Men faktum består: en skønne dag (måske var den skønt-regnfuld) dukkede Bamse Bjørnemand op i den etagebolig på Lærervej.

Det er også svært at sige, hvordan Æslet og Lille Ræv egentlig mødte ham. De ville have husket det, hvis de skulle have strakt en pote og hilst, fortalt om hvordan de bor her, hvad de elsker at lege, og om deres vaner. Men nej, ingen kan huske noget af den slags.

Bamse Bjørnemand var der bare. Lille, let at have i hånden, var han slet ikke som Æslet eller Lille Ræv.

Bamse Bjørnemand var syet af brunt uld, med en sød blød snude, lige så som ham selv, og sorte knapøjne, der kiggede på alle under panden.

Han var meget stille, han kunne ikke tale så hurtigt som Æslet og ikke så selvsikkert som Lille Ræv. I noget tid blev han bare liggende og sove på stolen (mens Lille Ræv og Æslet altid klatrede op i sengen til husmoren og husbonden, snakkede længe før sengetid om dagens begivenheder og først derefter faldt i søvn med det samme). Bamse Bjørnemand blev lagt til at sove på stolen, fordi husmoren var bekymret for, at han ville ødelægge sin pels ved at rulle rundt med dem.

Men gradvist (og igen kan ingen sige, hvornår præcis) kravlede Bamse Bjørnemand også op i sengen og begyndte at tage aktiv del i samtalerne før sengetid med sin tavshed. Det skete vist efter at Lille Ræv et par gange var blevet sur og krævede også at sove på stolen, så Bamse Bjørnemand ikke skulle være alene og bange. Hvor Lille Ræv gik, gik Æslet, og uden Æslet ville husmoren heller ikke falde i søvn. Kort sagt måtte man give efter.

Og på trods af tusindvis af unøjagtigheder og huller i erindringerne kom Bamse Bjørnemand ind i familien og fandt fast plads der.

Nogle gange sker der begivenheder i vores liv, som ved første øjekast ikke betyder noget for os, og derfor kan vi bagefter ikke huske dem i detaljer og ærgrer os over, hvordan vi ikke straks forstod, at det var et vigtigt øjeblik. Sådan gik det også med Bamse Bjørnemand.

Han blev uundværlig i sig selv, selv om han ikke gjorde noget for det. Og Æslet og Lille Ræv holdt af ham, og så blev trioen af uadskillelige venner endeligt dannet.

Kapitel tolv. Hvordan Æslet og Lille Ræv løste deres uenigheder

Æslet og Lille Ræv er uadskillelige venner. Bortset fra et par uger om året, hvor Lille Ræv tager på besøg hos husbondens forældre til sin lige så rødbrune strikkede ræve-ven. Æslet bliver altid hos husmoren. Hvor hun går, går han. Resten af tiden er Æslet og Lille Ræv altid sammen.

Og hvilke ting de ikke finder på af drillerier, mens husbond og husmor er på arbejde! Snige sig ind i køkkenet og gnave lidt i chokoladen i køleskabet – klaret. Løbe rundt med poterne over klaveret i hjørnet af stuen, så det ender med at lyde mere som kakofoni end melodi – klaret. Lege gemmeleg over hele sengen – klaret. Og selvfølgelig den yndlingsleg – at fryse i den mest naturlige stilling, så snart nøglen drejer i døren. I denne leg taber Æslet næsten altid til Lille Ræv: for hvis nogen er mester i at fryse, så er det Lille Ræv.

Æslet og Lille Ræv havde aldrig været uenige om noget som helst. De var altid enige i deres idéer, men ulykken kom fra et uventet sted.

En dag købte husbonden lækkert kød til middag, og husmoren stegte det i ovnen med en kvist rosmarin. Der bredte sig straks en lækker duft i lejligheden. Æslet snusede mistænksomt, mens Lille Ræv snusede glad. Han vifte endda med halen af fryd, som en kost. Æslet rynkede panden og forsøgte at forklare Lille Ræv:

Kød er dårligt, for et dyr er død på grund af det, mumlede han.

Kød er virkelig lækkert! Det betyder, at man kan tygge på det som tyggegummi. Og det er så saltet, så aromatisk, så... – Lille Ræv lukkede øjnene af salighed og forestillede sig, hvilken middag der var på vej.

Æslet gik ikke ned og spiste, han gik op på vindueskarmen til Pipito og kiggede skævt på, hvordan husbond og husmor klirrede med bestikket, klingede med glassene »klink« og delte nyheder fra ugen.

Idyl, og ved siden af husbondens tallerken sad Lille Ræv og stjal stykker kød til sin mund fra tid til anden. Og han vippede så ivrigt med halen, at Æslet begyndte at bekymre sig om, at den ville blive svedet af det stearinlys, der brændte på bordet.

Æslet følte sig helt alene. Han spurgte stille Pipito: »Nå, hvad skal jeg så gøre?« Pipito svarede stille: »Alle kan have deres egne smag og præferencer. Og det gør ikke andre dårlige eller gode. Vi skal være tolerante over for hinandens svagheder. Lille Ræv elsker kød, du elsker ferskentærte, og jeg – vand... Men vi er stadig de bedste venner.«

Æslet besluttede, at tanken var ganske klog, og at den var værd at overveje. Måske var det slet ikke Pipito, der svarede Æslet. Måske nåede Æslet selv frem til tanken. For Pipito tier altid. Det får vi aldrig at vide. Men hovedsagen – uenigheden mellem Æslet og Lille Ræv den aften blev løst én gang for alle.

Æslet faldt til ro, for han forstod, at han var venner med Lille Ræv uanset om han spiste kød eller ej. Selvom det naturligvis ville have været bedre, hvis han ikke gjorde det. Men hvad kan man gøre ved det.

Kapitel tretten. Hvordan Æslet fandt ud af, at han har et navn

Æslet har boet hos husmoren og husbonden i lang tid. Og han har venner, Lille Ræv og Bamse Bjørnemand. I sin fritid fra ballade sidder Æslet gerne hos husmoren og lytter, mens hun læser bøger. Oftest læser hun dem stille for sig selv. Og kun hendes mandelformede øjne løber hen over siderne.

Men Æslet er som om han kan læse tanker. Han ser på hendes ansigtsudtryk og forstår, hvad bogen handler om.

Æslet elsker også at klatre op på klaverlåget og lytte, mens husbonden fisker melodier op af det store instrument, der ligner en hvid kasse.

Man skulle tro, at Æslet havde det lykkeligste og roligste liv af alle tænkelige. Men en dag (som altid, når man i bøger ser ordet »en dag«, sker der en uventet drejning af begivenhederne) løftede husmoren blikket fra bogen, standsede melodien, som hendes mand øvede, og sagde eftertænksomt:

Det er ikke rigtigt. Vi har alle et navn, men Æslet har ikke.

Æslet sprang op af forbløffelse. Han havde jo troet, at Æslet var hans navn.

Vi må finde på et navn til ham, fortsatte husmoren og så på sin mand.

Han rynkede også panden. I nogle sekunder blev stuen helt stille. Alle tænkte, og Æslet begyndte også at tænke. Ikke på et navn, men lidt for selskabets skyld.

Jeg har fundet på det! udbrød husmoren endelig. – Lad os kalde ham Danki. Det er på den ene side det tyske ord for »tak«, og hvad passer bedre til vores meget velopdragne Æsel, der kom til os fra Tyskland, end ordet »tak«? Og på den anden side minder det om det engelske ord »donkey«, som betyder »Æsel«. Det lyder godt sammen.

Jeg synes, det passer fint, bifaldt husbonden og begravede sig igen i noderne.

Og Æslet kunne også godt lide sit nye navn... selvom det var uvant, at han nu skulle kaldes sådan. Bare Æslet bekymrede sig forgæves. Hans nye navn slog aldrig rigtig rod i deres hjem, selvom husmoren af og til huskede, hvad hun havde kaldt ham. Men oftest skete det, når gæster kom på besøg og spurgte: »Hvad hedder den dejlige legetøjsfigur?«

Æslet blev altid så opbragt over, at man kaldte ham en legetøjsfigur, at han næsten ikke hørte husmorens forvirrede forklaring og præsentationen med hans officielle navn.

Men i familien forblev Æslet bare Æslet. Og han var helt tilfreds.

Kapitel fjorten. Hvordan et nyt menneske kom til huset (sidste kapitel, det længste)

Æslet, Lille Ræv og Bamse Bjørnemand er de vigtigste personer i familien. Det ved de med sikkerhed. De tages med på rejser, en tur i parken, i skoven på picnic. Uden dem fejres ingen vigtig begivenhed, hvad enten det er husmorens eller husbondens fødselsdag eller nytår. De får lækkerier med hjem fra arbejde. De er elsket lige højt – både af husbond og husmor.

Når husbonden tager til sine slægtninge, kan han tage Lille Ræv eller Bamse Bjørnemand med, for der i de fjerne byer har de venner, men Æslet er altid sammen med husmoren.

Men en dag skete der noget underligt. Og forudsætningerne for denne begivenhed havde flydt som en flod i allerede et halvt år.

Først kom et nyt navn til huset. »Emily, Emily, Emily« lød det fra alle sider. Snart fra husbonden, snart fra husmoren. Navnet blev sagt i telefonen og til hinanden.

Vennerne ventede på den mystiske gæst ved navn Emily, men gæsten kom ikke. Det var mærkeligt og uforståeligt.

Så blev husmoren lidt tykkere. Sådan sagde Æslet, mens han forsvarede hende, og Lille Ræv insisterede på, at det kom af at spise slik om aftenen. Og Bamse Bjørnemand sagde ingenting, som altid. Han forstod ikke meget.

Så begyndte der at ske forandringer i lejligheden. Først kom en ny kommode, hvid, og derefter af en eller anden grund endnu en seng, kun meget mindre end Æslets, Lille Rævs, Bamse Bjørnemands og husbondens og husmorens. Og til sidst dukkede en mærkelig tingest med hjul op i gangen.

»Gid man kunne køre på den«, klagede Lille Ræv, for det var der af en eller anden grund ingen, der tilbød dem.

En dag blev husmoren pludselig kørt væk. Hun var ikke hjemme i flere dage, og selv Æslet tog husbonden ikke med, da han skyndsomt tog af sted.

Vennerne sad hjemme og bekymrede sig. Hvad foregik der egentlig? Måske var husmoren alvorligt syg. Og hvordan kunne de hjælpe hende?

Husbonden så heller ikke godt ud disse dage. Med mørke rande under øjnene og rynket pande kom han normalt flyvende ind i lejligheden, pakkede tasker og forsvandt med det mest bekymrede ansigt i verden.

Men dårlige tider har den egenskab, at de holder op. Og en dag stod husbonden i døren med et glædesstrålende smil i sit ubarberede ansigt. Han bar en overdådig heldragt i mælkehvid farve, og efter ham kom husmoren. Også hun udmattet, men med strålende øjne.

De rodede længe ved den lille seng og kaldte så Æslet, Lille Ræv og Bamse Bjørnemand hen til sig. På madrassen lå en lille menneskeunge og snorkede stille med sin lille næse. Han sov.

En god historie om en plyset æsel

Et øjeblik stak det i Æslets plyserhjerte.

»Nå, nu kommer de ikke til at elske mig så højt længere«, tænkte han.

Men i det øjeblik vågnede den lille og åbnede sine blå-blå øjne, dybe som havet. Æslet holdt vejret, og han kunne have svoret, at han tydeligt hørte et lignende suk ved siden af sig, Lille Ræv og Bamse Bjørnemands suk.

»Sikke en sød en er den menneske«.

Og husmoren trykkede Æslet ind til sit bryst, som hun plejede. Og Æslet kunne høre, hvor hurtigt og glad hendes hjerte bankede. Og han forstod, at han ikke længere kunne lade være med at elske dette nye menneske, og det forekom ham, at han allerede elskede ham med hele sit hjerte.

Familien stod over sengen og så på barnet. Og han, der ikke forstod noget, rynkede næsen over de ukendte lugte, nysede og lukkede øjnene igen.

Sådan kom et nyt menneske til huset, og eventyrene med Æslet, Lille Ræv og Bamse Bjørnemand var, som det viste sig, først lige begyndt...

En god historie om en plyset æsel

Eventyret En god historie om en plyset æsel. Kapitel 10-14 er tilgængeligt i FB2-format til telefoner, tablets, computere og e-bogslæsere.
Lignende eventyr
Hvordan Kolобок mødte folk på internethjemmesider
Hvordan Kolобок mødte folk på internethjemmesider
Selv Kolобок kan føle sig ensom. Derfor besluttede han sig - jeg vil da registrere mig på en datingside. Sådan begyndte det hele. Et moderne lærerigt eventyr om hvordan Kolобок mødtes på internettet
5 775 3
Hvordan haren og ulven byttede haler
Hvordan haren og ulven byttede haler
En lærerig moderne eventyr om, hvordan Haren og Ulven besluttede at bytte haler. Hvad mon der kommer ud af det?
31 900 3
Eventyret om prinsessen og dragen
Eventyret om prinsessen og dragen
Et moderne eventyr om en prinsesse, der var meget, meget bange for den frygtelige drage. Men en dag overvandt hun sin frygt og besluttede sig for at besøge ham... Og sådan fik hun en ny ven.
12 391 3
Eventyret om de tre tærter
Eventyret om de tre tærter
Kongen bad engang sine døtre om hver at bage en tærte til hans fødselsdag. To af de kommende prinsesser udførte opgaven, men den tredje kom med tomme hænder. Fra dette forfattereventyr vil du finde ud af hvorfor
5 407 3

Vil du have besked om nye eventyr?

↑