Hej! Jeg er Dråben. Jeg er stadig lille, men snart, snart bliver jeg stor! Det skal du se!
Jeg blev født for helt nylig, i april. I Uraltiderne, eller... Nej, i Kaukasus. Eller nej... Jeg ved det ikke. Anyway, højt oppe i bjergene. Det var om morgenen. Solen varmede min ryg og mine sider, og det var så dejligt at være fri efter at have været fanget i en isblok! Jeg havde ventet på det så længe, helt en evighed!
Og så gled jeg ned i en lille smal bæk.
Hej-hej! — sagde mine søster-dråber med det samme.
De lignede mig så meget! Eller jeg lignede dem. Hvad? Ah, vi er jo alle ens, hvorfor siger jeg det pludselig? Alligevel talte vi om livet for mine søstre. De kom også ud af isen i det øjeblik, da Solen, der skinnede muntert med klare, livlige stråler, smeltede os en efter en. Vi blev grebet af dens venner — Nord-, Syd-, Øst- og Vestenvinden. Der er endda en strømning opkaldt efter den sidste! Så magtfulde er de!
Men alt gik, mod forventning, på en meget mærkelig vej. Jeg kunne selvfølgelig være blevet blæst af vinden mod stenene og tørret ud som en ørken, men jeg havde held. Nord- og Østenvinden skændtes og tvang mig til at hænge over afgrundens kant, så kastede de mig højt op i luften. Til sidst kastede de mig i bækken og hylede i det fjerne som ulve. Spørg ikke, hvordan jeg ved, hvem det er. Jeg så dem. Jeg var ikke frosset sammen med mine søstre dengang, men levede i en lille bjergso. Og så kom de.
Det var enorme grå dyr med store stødtænder. De begyndte at drikke og slugte hver dråbe vand grådigt. Og så kom der andre. De var endnu større, helt op til himlen, eller måske endnu højere, og dækket af brun pels. Der stak glatte hvide afrundede grene ud af deres mund, og deres næser var lange-lange! Med dem lavede de mærkelige lyde og drev ulvene væk.
Men nu flyder jeg langs bækkens løb, som jeg med rette kan kalde mit første hjem. Og så blev der mange små bække, og nu er det ikke længere en bæk, men en lille å. Stadig ikke en flod, men større end en bæk, og det er allerede noget. Senere blev åen gradvist bredere, og nu er det en flod, en bjergflod, og derfor fuldt af vand og hurtig. Alt omkring blev til en stor broget plet. Alle holdt vejret. Vi fløj lige mod vandfaldet!
Og så hang vi alle i luften. Hvidt rent lys glimtede og gnistrede på vores sider. Og pludselig blinkede røde, orange, gule, grønne, lyseblå, mørkeblå og violette stråler op i luften som tunger af farvet flamme.
Det kaldes en regnbue. Den har fascineret og fascinerer mennesker med sin skønhed. Det er ikke uden grund, at de gamle grækere havde en regnbuegudinde — Iris, og i Det Gamle Testamente dukkede en regnbue op for Noah efter Syndfloden! Mennesker siger endda: "For at se en regnbue, skal du først opleve regn". På denne måde har mennesker siden deres eksistens begyndelse set regnbuen som noget positivt, godt og lyst.
Den selv har mere end en gang forbløffet og forbløffer dem, der ikke ved, hvordan den opstår, med sin gådefuldhed. Men jeg er dygtig, jeg ved det!
Min mor-dråbe fortalte mig, hvorfor det sker. Hun levede i en periode i videnskabsmændenes laboratorium og hørte alt. Mor fortalte, at en hvid lysstråle, der passerer gennem en dråbe, spaltes i mange stråler. Videnskabsmændene kaldte det... Hvad kaldte de det? Jeg glemte. Ah! Ja! Spektrum.
Det er interessant, at en hvid lysstråle, der passerer gennem en dråbe, bryder og spaltes i alle regnbuens farver. Den ene side af dråben fungerer som en samlende linse, den anden side som en spredende linse. Så får man spektrum. Og der er mange dråber, så kommer der en regnbue!
Jeg tænker sådan: hvis selv en enkelt dråbe kan skabe sådan et mirakel, hvad sker der, når alle dråber gør det? Og hvis en person kan hjælpe miljøet, hvordan vil verden ændre sig, hvis alle mennesker gør det?! Du kender svaret godt selv.
Så lad os passe på naturen som helhed og hver enkelt dråbe, der kan skabe sådan et mirakel! For den kan ændre verden til det bedre og gøre os bedre. Det vigtigste er ikke at lukke sit hjerte
