En dag tog søstrene Anna og Katarina af sted til skolen, men ikke til en almindelig skole – til en tryllekunstskole. Alt var anderledes der.
Lærerne var også tryllekunstnere. Den første lærer, som pigerne mødte, så slet ikke ud som en tryllekunstner: han var ung og havde langt hår og gik i slidte cowboybukser. Ud af lommen tog han to farvede fjer og gik hen til vinduet. Han strøg med det ene fjeder over glasset – og på glasset blomstrede der isblomster.
Han strøg med det andet fjeder – og der dukkede fine hvide blade op. Mønstret på glasset glimrede i alle regnbuens farver. Pigerne klappede sammen med de andre børn højt i hænderne. Den unge tryllekunstner-kunstner bøjede sig og gav plads til en kollega.
Denne tryllekunstner havde et forklæde på. Han rullede ærmerne op, satte sig ved pottemakerskiven og begyndte at dreje den med foden. Han førte hånden hen bag øret og lagde et lerklomp på skiven. Og pludselig begyndte det formløse lerklomp at vokse og blive til en krukke. Anna åbnede endda munden af begejstring.
Krukken voksede som af sig selv. Nu det er tryllekunst! Krukken var selvfølgelig tryllekunst. En djinn kunne bo i den. Man kunne gemme levende og død vand i den. Tryllekunstner-mesteren lovede at fortælle alt om det i timerne.
Den tredje lærer i en lang kappe og turban lignede mest af alt en tryllekunstner. Han bragte en kat, en lille hund og en slags kasse med.
Nå, – sagde han til hunden – hvad hedder du?
Molly, – svarede den pludselig med menneskestemme.
Hvor gammel er du?
Fire år, – sagde Molly og gjorde en vigtig kniks til de små tilskuere.
Sig mig også dit navn, – vendte tryllekunstneren sig til katten.
Pus, – knurrede katten og vendte sig væk.
Hvad er du utilfreds med, Pus?
Molly slikked min fløde i dag.
Hvor skammeligt, Molly! – truede tryllekunstneren hunden med fingeren. – Du lod Pus uden morgenmad.
Det er skammeligt, det er det, – så ned Molly – men hvad skal man gøre! Fløden er så lækker.
Så åbnede kassens låg sig, og der kom et slangehoved ud.
Molly har også drukket af min mælk, – sagde slangen og kravlede ud af kassen.
Børnene blev stive af skræk.
Vær ikke bange! – sagde tryllekunstneren. – Denne slange er god og vis. I vil snart også kunne lære jeres dyr at tale med menneskestemme.
Den næste lærer førte børnene ud på en eng foran skolen. Han tog støvler på, der kunne løbe hurtigt, stampede med hælene og fløj op over de gamle poplartræer. Børnene slukkede øjnene. Tryllekunstneren fløj nu højere, nu lavere, nu hurtigere, nu langsommere. Anna fulgte uden at blinke hans fantastiske flugt.
Til sidst kom Overtryllekunstneren frem og sagde:
Børn, I har mødt alle lærerne. Nu er der pause. Og så begynder vi straks at lære!
Og først nu bemærkede Anna, at Katarina var forsvundet. Anna fandt sin søster på skolens sovesal. Hun pakkede sine ting i en taske og slugte tårer.
Hvad er der galt? Hvor skal du hen? – spurgte Anna forbavset.
Jeg vil aldrig kunne lære alt dette tryllekunst! – brast Katarina i gråd. – Jeg kan aldrig lave en tryllekunst-krukke! Det er så svært!
Åh, hold op. Ro dig ned. Vi skal få undervisning.
Jeg er bange for hunde og især for slanger! Hvordan skal jeg lære dem at tale? Og at flyve? Det er så skræmmende! Så svært! – Katarina blev ved med at græde og jamre.
Men Anna afbrød hende:
Vil du blive tryllekunstner?
Ja, – snøftede Katarina.
Hvis du vil det, så kan du. At blive tryllekunstner er ikke let. Men du skal tro på dig selv. Giv mig din hånd, lad os gå og lære.
Så ringede der en tryllekunst-klokke til første time. Katarina tørrede sine tårer, rakte hånden til Anna, og de gik til klassen.
Der gik noget tid. Pigerne gik i tryllekunstskolen og gjorde deres første fremskridt. De kunne allerede tegne isblomster på glas. De havde fået små mus som kæledyr og lært dem at svare "ja" og "nej". Det sværeste var at lave tryllekunst-kar på pottemakerskiven, men søstrene klarede det også. Først blev der kun lavet skåle, skæve og grimme. Men tryllekunstner-mesteren opmuntrede dem: "En dårlig start er ikke det værste! Lær, giv ikke op. Og vigtigst af alt – tro på jer selv!".
Nu var det tid til undervisning i de hurtige støvler. Læreren førte alle ud på engen til flyvning. Mens han viste, hvordan man fastgjorde det magiske fodtøj, hviskede Anna til Katarina:
Er du bange?
Ja. Men jeg tror på mig selv.
Jeg er også bange. Men jeg tror også på mig selv. Så skal alt gå godt for os!
Ja, en dårlig start er ikke det værste!
