En dag før nytår besluttede Julemanden at hilse børnene og give dem gaver. Børnene havde opført sig godt hele året og lært flittigt. Han havde forberedt mange gaver og slik til dem.
Alt dette pakkede han i en stor rød sæk og tog af sted til børnene for at fejre. Sækken var meget tung, og Julemanden gik langsomt, stønned og sukkede.
Det begyndte at sne. Da han nåede skoven, var der faldet næsten en meter sne. Det blev svært for Julemanden at gå. Han gik hen til en stor snebakke og besluttede at hvile - han satte sækken på jorden og satte sig ned.
Pludselig hørte han et lille pib, men så ingen i nærheden. Igen lød der et pib, men kilden var ikke synlig. Pludselig bemærkede Julemanden, at sneen på bakken bevægede sig, og et lille hvidt hale dukkede op.
Hvem er du? spurgte Julemanden.
Jeg er en lille kanin, svarede "Halen".
Lille kanin, jeg er på vej til børnene, jeg vil ønske dem godt nytår og give dem gaver. Men min sæk er meget tung. Kan du hjælpe mig med at bære den? spurgte Julemanden.
Med glæde, Julemand, jeg hjælper dig gerne, svarede Kaninen.
Snestormen fortsatte. Snedriverne blev større, og Kaninen kunne ikke hoppe og frøs. Julemanden puttede ham ind under sin frakke. Aftenen kom, og om vinteren bliver det mørkt hurtigt.
Julemand, sagde Kaninen, vi når ikke til børnene i dag. Jeg ved, hvor vi kan varme os op. Mine venner, Egernet og Ugleungen, bor ikke langt herfra. De har mad (som bekendt gemmer egern og ugler mad til vinteren). Og de bor i en varm hytte.
Lad os gå hurtigt, vis mig vejen! svarede Julemanden.
Snart nåede de en smuk træhytte, hvor Egernet og Ugleungen boede, bankede på døren og blev lukket ind.
Egernet og Ugleungen var glade for deres gæster. De havde ikke set Kaninen i lang tid, og de havde længe drømt om at møde Julemanden. I hytten var det varmt og duftede af te med syltetøj og småkager. Efter tebillen begyndte vennerne at dele deres nyheder.
Efter at have hørt deres gæsters historie besluttede Egernet og Ugleungen at hjælpe dem. Om morgenen den 31. december stoppede snestormen og solen skinnede. Men der var faldet meget sne. Ugleungen sagde:
I hjælper Julemanden med at bære sækken, og jeg flyver og viser jer vejen fra oven.
Det var en god ide, Ugleunge, ellers ville vi have vandret rundt i skoven i lang tid, svarede Julemanden.
Ugleungen fløj op og pegede snart på en fyr, der voksede på en bakke.
Ser I den fyr?
Ja! svarede Kaninen og Egernet i kor.
Gå mod fyren, og så skal I dreje til højre, kommanderede Ugleungen.
Julemanden byggede noget, der lignede en slæde, af grangrene og satte sækken på den. Således blev det lettere for vennerne at bære gavesækken. Efter nogle timer nåede de børnehaven.
Børnene blev meget glade, for de havde ventet så længe på Julemanden og havde forberedt sig godt til nytårsaften: de havde pyntet juletræet, dekoreret børnehaven, klædt sig ud som eventyrfigurer og skovens beboere og lært digte.
Farvel! sagde Egernet og Ugleungen og begyndte at pakke sammen for at gå hjem.
Vent, gå ikke, bliv her. Vi skal have det sjovt og fejre nytår.
Og desuden er der gaver nok til alle! sagde Julemanden.
Og vennerne blev. Og Julemanden og Kaninen blev så gode venner, at siden da på nytårskort og billeder i bøger tegner man altid Julemanden sammen med Kaninen, som blev hans bedste ven og uundværlig hjælper.
