Kapitel fire. Da æslet fløj til Paris
En dag brød kaos ud i huset. Alle gik rundt i en hel uge og diskuterede og diskuterede uden ende.
Æslet forstod ikke rigtig, hvad der foregik. Han husker egentlig kun de tyske ord og sætninger godt, for da han som barn sad i butikken, hørte han mange tyske ord fra kunderne i den fjerne by Frankfurt am Main. Men nu er han begyndt at glemme dem. Og russisk lærer han aldrig.
Han prøvede at lytte efter, hvad al den uro handlede om, men forstod ingenting. Så en morgen blev hans bedste ven, blomsten Pipito, taget væk. De satte ham sammen med blomsterkrukken i en pose og kørte af sted. Pipito tog af sted uden at sige noget, som han plejede. Men æslet begyndte at blive bekymret.
Så begyndte de at pakke de ting, som æslet plejede at have med sig, ned i en stor kuffert. Både den bløde trøje fra stolen og de blanke krukker fra kommoden. Værelset blev gradvist tomt. Men æslet blev ikke lagt i kufferten. Æslet blev virkelig nervøs.
»De kommer alle til at tage af sted og glemmer mig her«, tænkte han, og hans plyshjerte snørede sig sammen, og hans ører hang trist ned.
Men en dag blev han vækket meget tidligt. Æslet var søvnig og forstod ikke, hvad der skete. Han blev bare skubbet ned i en smal spalte i kufferten... og hvordan han kunne være kommet derned, var uforklarligt. Kufferten blev lukket tæt.
»Nå, nu kan jeg ikke se noget. Jeg bliver også taget væk. Det var da godt, hvis det var til Pipito«.
Æslet blev kørt rundt i mørket i lang tid. Så åbnede de lidt op for lynlåsen på kufferten. Han stak hovedet ud og gispede: et enormt fly stod lige foran hans næse. Æslet havde fløjet med sådanne før, og det var altid spændende. Og hver gang bragte flyet ham til et sted, der var endnu bedre end det, han kom fra.
Fra den dag elskede æslet at rejse.
Kapitel fem. Da æslet gik en tur i Paris
I Paris dufter det af croissanter, frihed og blomstrende træer. Ikke alle får lov til at flyve til Paris, men æslet var der. En forårsdag tog han til Frankrig sammen med sin familie, husmoderen og husbonden.
Hver morgen vågnede de i et lille værelse på hotellet. Så lille, at husbonden og husmoderen knap kunne komme forbi hinanden, når de gik ind i badeværelset for at bade. Men mennesker elsker jo at bade!
Men de blev ikke kede af værelsets størrelse. De grinte bare og gentog: »Det ægte Paris«.
Æslet nød imens de hvide lagner i sengen. Derefter gik de alle sammen på café for at spise morgenmad med friske croissanter. Der findes ikke lækrere bagværk end en frisk, sprød croissant bagt i smør.
Æslet stak snuden op af husmoderens store taske og snusede til den duftende luft, mens husbonden stod i den lange kø. Nogle gange blev de på caféen og spiste morgenmad, og andre dage gik de til parkerne, som der er utallige af i Paris. Der slog de sig ned ved en lille fontæne eller på en bænk under de brede trækroner.
Morgenen var æslets yndlingstid. Man kunne se på mennesker i en uendelighed, som skyndte sig på cykel på arbejde, og på turister, der slentrede rundt, lige så tidlige fugle som dem selv, som var bange for at gå glip af et eneste minut af deres rejse, og på de festglade studerende, som først kom hjem ved daggry.
På denne rejse forstod æslet, at ikke enhver handling behøver at være nyttig. Nogle gange kan man bare nyde duften af kaffe med en croissant om morgenen, en gåtur ad gamle gader og i skyggefulde parker om dagen og den fortryllende udsigt til det skinnende Eiffeltårn sent om aftenen.
Bare at trække vejret, bare at leve.
Og æslet kunne mærke, at værterne var helt lykkelige. Han kunne endda høre husmoderens hjerte banke, for hun blev ved med at trykke ham ind til sig af begejstring og sige: »Åh, hvor er det smukt! Magisk!«.
Og æslet mærkede selv noget varmt i brystet. Det bredte sig ud i kroppen helt ud til tæerne og svidede lidt i næsen. Så forstod æslet, hvad lykke er.
Kapitel seks. Da vinteren kom
Æslet havde boet i den nye familie i lang tid, og hver morgen bar husmoderen ham hen til blomsten Pipito på vindueskarmen.
Æslet elskede at være sammen med Pipito. De sad hele dagen og kiggede ud ad vinduet på forbipasserende, på skyerne, på biler der kørte forbi og på hunde og katte, der løb rundt. Det var mere spændende at iagttage dem end mennesker.
Og hele dagen snakkede vennerne stille sammen om alt i verden og ventede på husmoderen.
Men en dag, da Æslet sad på vindueskarmen om morgenen, troede han ikke sine egne øjne. Udenfor var alt hvidt. Og fra himlen faldt mærkelige hvide flager.
Da folk kom ind ad døren, bragte de kulden og dette hvide under på skuldrene og i tørklæderne. De rystede det af skoene på gulvet, og efter et sekund var det blevet til en vandpyt.
Og nu begyndte alle også at bære huer og tørklæder. Æslet havde også et tørklæde, som han havde på hele året. Halsen er det, som æslet oftest bliver forkølet i. Men han havde ingen hue. Og æslet ville så gerne smage dette hvide under.
En dag vaskede husmoderen sin uldhue i vaskemaskinen. Den krympede, og hun gav den til æslet. De satte den på hans store ørede hoved, justerede tørklædet og tog ham med ud.
Æslet gik i snedriverne, sad i kappen på husmoderens jakke og trak vejret den friske, frostkolde luft. Han prøvede endda at smage sneen. Men smagen af sne kunne han ikke lide.
»Det minder om is... tænkte æslet, bare is er sød og dufter af vanilje. Men sådan at se på, er sneen meget smuk. Præcis ligesom is«.
Og æslet drog en ny konklusion: »Det, der er smukt udefra, er ikke altid lige så godt, hvis man smager på det og lærer det bedre at kende«. Sådan lærte æslet den ægte vinter at kende.