I et fjernt, tæt og uigennemtrængeligt skovområde boede bjørnemoren Lise. Hun havde slået sig ned på et roligt sted og bygget en solid hule, varm og hyggelig.
Hun boede ikke alene. Hun havde tre døtre-bjørnunger: Lilly, Lotte og Dorte, og efter skovens målestok regnedes Lise for en kinderig mor.
Pigerne var smidige og velskabte, men meget urolige. Og som alle små børn var de glubske efter slik. Men bjørnemoren forkælede dem ikke synderligt. Det var hårdt for hende, og hun måtte gøre alting selv: lappe hulen, samle forråd til vinteren. Og det er heller ikke let at opdrage bjørneunger.
En dag bankede nogen på hulens dør. Lilly, Lotte og Dorte trillede straks hen mod indgangen for at åbne, men moderen sagde: „Må børn virkelig lukke døren op for fremmede? Der kunne ske ulykke!“
Bjørnemoren kiggede ud gennem det lille runde vindue. Udenfor stod Baba Yaga, krumbøjet som et spørgsmålstegn. Lise kendte den gamle kone godt og åbnede straks døren. Den ynkelige skikkelse skræmte først bjørnefamilien, men så forstod de: hun havde hurtigt brug for hjælp!
Ja, hjælp! For selv hekse har engang brug for det, for ikke at tale om alle de andre...
Yaga trådte over tærsklen og faldt sammen på jordgulvet. Lise jamrede sig, og bjørneungerne skyndte sig at hjælpe gæsten. Lilly tørrede hendes pande med et skråksblad, Lotte gned hendes hæl med grævlingefedt, og Dorte gav hende brændenældete med hindbær i en lille ske.
Efter at have taget imod alle behandlingerne og drukket et par slurke af den livgivende drik, begyndte Baba Yaga at komme til sig selv.
„Jeg er reddet. Jeg lever. Tak!“ hviskede den gamle kone.
Men bjørnene forstod ingenting. Så gentog Yaga det samme på bjørnesprog, og alle begyndte at omfavne den tørre lille bedstemor.
Baba Yaga så virkelig meget dårlig ud. Udmattet af lang tids ensomhed var hun blevet syg af en sygdom, der hedder „Syndromet med forhøjet tungsind og tåreblødhed“. Bjørnemoderen Lise foreslog, at Baba Yaga kunne bo sammen med dem og komme sig lidt.
„Jeg bliver gerne hos jer, mine kære,“ svarede Baba Yaga lavmælt.
Pigerne var henrykte. De tumlede og dansede, og så kastede de sig over at lave middag.
„Du skal samle kræfter, Yaga, og straks komme på bjørnekost,“ sagde Lise. „Nøddeboller, suppe af agern, grød af nåle, rønnesyltetøj, blommegrød, honningte med hyldebær og hindbær. Vores mad har bragt mange skovboere på benene. Det er en bevist kur!“
Baba Yaga levede nu uden bekymringer og besvær i bjørnefamilien og hvilede hjerte og sjæl. Hun holdt op med at græde, blev smukkere og yngre. Bjørneungerne Lilly, Lotte og Dorte passede hende, som om hun var deres egen bedstemor. Og en dag sagde Baba Yaga:
„Lise, tak for din venlighed! Nu er jeg helt rask! Jeg inviterer dine bjørnunger på besøg hos mig. Jeg vil passe godt på dem!“
„Lad dem være, så,“ sagde bjørnemoren og vendte sig mod døtrene. „Men opfør jer ordentligt og hjælp bedstemor med alt!“
Så kom Baba Yaga og bjørneungerne til hytten på hønsefodder. Ved siden af hytten stod en stub ved navn Stubbe. Han var levende og kunne tale. Han hilste på gæsterne og bad om at få lidt egetræssaft.
Fra de første dage lærte Lotte, Lilly og Dorte musik. Yaga lærte dem at spille på fløjte og tamburin, og stubben Stubbe lærte dem at synge. Den gamle kone gentog ofte, at døtre skal være gode hjælpere for deres mødre. Hun viste dem, hvordan man bager hindbærboller, koger karameller af ahornsaft og laver blommesyltetøj.
En dag tog Baba Yaga bjørneungerne med ind i skoven og havde en trillebør med. Undervejs fortalte hun dem noget:
„Da jeg var helt lille, afslørede min oldemor en stor bjørnehemmelighed for mig.“
„Hvilken bjørnehemmelighed da?“ brølede Lotte, Lilly og Dorte i kor.
Yaga satte sig på en stub, kneb det venstre øje sammen, kiggede sig omkring og begyndte at tale:
„Sådan en... For længe, længe siden var bjørne... mennesker!“
„Nej, det kan ikke passe!“ råbte bjørneungerne.
„Jo, jo! For bjørne har jo netop et menneskeligt blik! Og de kan gå godt på bagbenene. Dengang talte mennesker og dyr i øvrigt samme sprog, enkelt og komplekst på én gang. For mig er bjørne som mennesker! Jeg holder så meget af dem!“
Da hun var færdig med sin fortælling, førte Baba Yaga bjørneungerne ind i hindbærkrattet. De fyldte hurtigt kurvene.
„Og nu går vi op i min nøddeskov!“ råbte Yaga.
Lilly, Lotte og Dorte kunne næsten ikke følge med den gamle kone.
„Kom så, saml kogler! Og vælg de største!“
„Og her er min smukke æbletræ! Kom hertil! Det vil gerne give jer sine saftige og duftende frugter!“ opmuntrede bedstemor sine yndlinge. „Og det er ikke alt... Vi må hjælpe jeres mor med forråd til vinteren. Hun har jo ikke let ved det alene. Lad os gå til den unge ahornplantage. Sidste år høstede jeg en stor mængde vild gulerod der!“
„Tak, bedstemor Yaga, vi elsker rodfrugter!“ pippede de små bjørneunger. De gravede så ivrigt efter vild gulerod, at bedstemoren måtte undre sig.
„Godt klaret! I har samlet masser af gulerødder! I er virkelig dygtige!“ roste den gamle kone bjørneungerne. Til sidst var trillebøren fyldt til randen med skovens gaver.
„Nu, mine søde små, er det tid til at gå hjem til mor. Hun venter jer i dag. Jeg hjælper jer med at slæbe gaverne, men undervejs skal vi lige forbi min hvide skovlysning.“
Bjørneungerne trillede vognen, og Yaga skubbede bagfra, så det blev lettere for dem.
Efter at have gået gennem en lille lund kom rejsefællerne ud på en lysning og mærkede en vidunderlig duft... Foran dem bredte sig en eng med liljekonvaller! Hvid, hvid som en stor blød sky!
„Det er mine yndlingsblomster! De blomstrer her både om foråret, sommeren og efteråret. Saml et lille buket til hver, og giv den til jeres mor. Først vil hun nyde dem, og når de visner, kan man lave en fin hjertetinktur af dem. For morens hjerte skal jo være helt sundt!“ sagde Baba Yaga.
Lilly, Lotte og Dorte plukkede liljekonvaller. De beundrede de hvide blomsters skønhed og indåndede det fineste dufte fra dette naturens under. Pludselig gik Baba Yaga ud på midten af engen og begyndte at råbe nogle mærkelige ord op mod himlen. Så klappede hun i hænderne syv gange, og en lille sky sænkede sig lige ned i hendes hænder. Den gamle kone begyndte at klemme den fra alle sider, og pludselig begyndte det at regne. Det regnede kun over liljekonvalsengen.
„Under, under! Sikke et under!“ råbte de små.
Da vandingen var færdig, lod Baba Yaga skyen gå, og den svævede tilbage til himlen.
„På vejen hjem kører vi forbi hytten på hønsefodder,“ befalede Yaga bjørneungerne. „Jeg skal lige have givet noget til Lise.“
Den gamle kone løftede dygtigt en kar med blomsternektar op i trillebøren. Og oven i den lagde hun en tønde ahornsaft til fremstilling af karameller.
Lidt senere var Baba Yaga, Lotte, Lilly, Dorte og vognen med skovens gaver fremme ved hulen. Bjørnemoren kastede sig om sine børn og takkede sin veninde for de generøse gaver.
„Lad være, lad være!“ sagde Yaga. „Gæld betales med renter! Den, der hjælper andre, finder også selv hjælp! Og værdierne er de samme for alle: både for mennesker og for skovens beboere!“