Og det sker, at man ikke er glad for pengene – siger et russisk ordsprog. Selv i eventyr lever folk fattige og lykkelige, rige og ulykkelige.
Der var engang i Eventyrlandet en rig mand. Han mente, at han havde alt: en kone, et barn, et stort hus fyldt med tjenestefolk, og frem for alt rigtig mange penge! Ofte kunne man høre ham sige:
Alle mine problemer kan kun pengene løse!
I det samme land boede også en fattig mand. Han havde også alt: en kærlig og omsorgsfuld kone, en smuk datter, som hjalp sine forældre uden at klage. De levede i fordragelighed, var hinandens støtte i sorg og glæde. Datteren gjorde alt for at ligne sin mor, for hun er den klogeste kvinde, som faderen sagde. De boede i et gammelt lille hus, men det var ingen byrde for den lykkelige familie, for der var de kære mennesker ved siden af hinanden!
Når den rige mand kørte forbi den fattige mand i sin vogn, spottede han og sagde:
Kan man virkelig leve sådan?! I fattigdom er det umuligt at være virkelig tilfreds med livet. Al lykke ligger i pengene!
Men den fattige mand blev slet ikke såret af disse ord. Ved hver sådan samtale svarede han:
Jeg har aldrig mødt nogen, der er lykkeligere end min familie!
Og en dag, en gråvejrsmorgen om efteråret, bankede ulykken på hos den rige mand – hans eneste datter blev syg. De førte hende til lægen efter lægen, men alle trak på skulderne. Den rige mands verden styrtede sammen: pengene viste sig magtesløse over for dødens kløer – datteren døde.
Konen døde også, ikke i stand til at bære sorgen. Rigdommen hjalp heller ikke her. Og den rige mand stod tilbage alene med sine skatte. De blev ham modbydelige. Ingen pejs kunne varme hans kølnede hjerte, ingen krystalkroner kunne lyse op i hans mørklagte verden, selv det store hus blev ham for trangt.
Pint af sorgfulde tanker gik den rige mand rundt i Eventyrlandet. Han så op mod himlen og så en eneste stjerne.
Lige så ensom som jeg er den, hviskede den rige mand.
Han havde næsten ikke lagt mærke til, at han var kommet hen til den fattige mands hus. I det gamle lille hus brændte der stadig lys, og røg steg op af skorstenen. Den rige mand kiggede ind ad vinduet og mærkede, hvordan hans hjerte snørede sig sammen i brystet: selv gennem glasset kunne han mærke, at der lød hygge, omsorg og varme fra huset. Ved ovnen sad den lykkelige fattige mand, og ved siden af ham strikkede hans kone og datter strømper og nynnede sange.
Den rige mand brød ud i gråd og kunne ikke holde de ophobede tårer tilbage. Han stormede ind i hytten, faldt på knæ og bad gråtende:
Tilgiv, tilgiv mig! Jeg troede, at jeg kunne klare alle vanskeligheder med hjælp fra min pung. Jeg tog så fejl. Mit hus er den dag i dag fyldt med penge, men jeg er jammerligt fattig! Min verden er blevet tom og er forvandlet til ruiner! Jeg beder dig, hjælp mig med at finde ro! Tag alt, alt hvad jeg har! Selv tanken om min formue er blevet mig modbydelig, for den kunne ikke redde min familie!
I hytten blev der stille, og man kunne kun høre den rige mands hulken.
Jeg tager ikke dine penge, sagde den fattige mand med fast stemme. Som du kan se, er jeg tilfreds uden dem. Hvis du vil leve virkelig lykkeligt, så del din rigdom med dem, der virkelig har brug for den. Begynd at hjælpe de hjælpeløse, så vil du se, at et enkelt, oprigtigt »tak« er mere værd end alle jordens skatte! For penge har aldrig gjort nogen lykkelig.
Siden da er der gået mange år. Den rige mand blev ven og hyppig gæst i den fattige families hjem. Dag efter dag hjælper han omhyggeligt forældreløse børn, enker og skrøbelige gamle mænd og kvinder. Ingen ser længere sorg i hans ansigt. Nu ved han, hvad et menneske behøver for at leve sit liv uden at fortryde noget!