Den kloge mosekællinge, eller hvorfor skovtrolden ikke ville lade gasfolkene komme ind i landsbyen
2 103

Den kloge mosekællinge, eller hvorfor skovtrolden ikke ville lade gasfolkene komme ind i landsbyen

Forfatter:
Et originalt eventyr om skovtrolden, mosekællingen, en afsides skovlandsby og den besværlige vej for naturgassen derud. Eventyret bygger på folkeeventyrets verden og er skrevet for skolebørn og deres forældre. Forfatteren er Anastasia Navalikhina, elev i 8. klasse ved en skole i Kirov.

En gang boede der vist ingen… egentlig nej. Ingen havde boet i skoven ved åen. Engang for længe siden, eller måske for nylig, var der kun krat, mos, fyrretræer og grantræer. Der løb ingen egern rundt i de smaragdgrønne grene, som flettede sig sammen højt oppe mod himlen til store og indviklede reder og spindelvæv. Der strejfede ingen rovdyr rundt i krattet, hverken lynhurtige, smukke los eller store elge med brede gevirer. Fuglene kvidrede ikke og varslede ikke morgenens komme før solopgang.

Stille og tomt var der i skoven. Åen flød roligt og lydløst og bar kun om efteråret de faldne blade fra de sørgmodige piletræer, der hang over vandet og ventede på foråret.

Om vinteren, når åen lå fast under isen og var forsigtigt dækket af en ny sne, eller måske den syvende, havde den lille, navnløse og ensomme å ingen spor. Ingen rød ræv med gnistrende pels løb mellem grenene, og ingen lille hare gemte sig for den grumme skovtyv. Kun fiskene svømmede rundt i det mudrede bund og stirrede dumt på de gulgrønne, halvgennemsigtige vandplanter.

Men en dag lød der menneskestemmer, hovslag på den frosne jord, hug af økser mod fyrrestammerne og lyden af is, der blev brudt op af en isøkse og sank i vandet. Mennesker var kommet til egnen. Der var ikke mange, måske ti eller tolv. De havde varme frakker af dyr, som skoven aldrig havde set før, og de begyndte at bygge små huse ved åens bred. Den første dag fældede de ti fyrretræer, og stubbene stak tydeligt op over den skov, der rejste sig bag dem.

Efter at menneskene var kommet, fyldtes skoven med liv, for nybyggerne bragte det med sig. Små markmus løb rundt, harer kom til, og meiser, solsorte og tjurer begyndte at flyve rundt. Om natten hujede ugler med fjerbusket på hovedet, og nogle gange brølede en forskræmt bjørn et sted i det fjerne.

Menneskene boede længe på landet, og landsbyen voksede. Fra små jordhytter, hvor man knap kunne vende sig, gik beboerne over til toetagers huse af gran og fyr. Duften af harpiks svimlede for hovedet og førte tankerne tilbage til dengang, da ingen endnu havde været i det paradisiske krat. Ovnene røg, mens de bagte brød af rug, der var dyrket i den frugtbare jord, og de kogte kålsuppe med grøntsager fra efteråret, stegte fisk og lavede saftsoppe af bær.

Og så kom der en dag en underlig mand til landsbyen med en lille kuffert. Men at han »kom« var nok at tage for stort. Hvis man gik tusindvis af kilometer til fods, ville man næppe nå frem, og det ville tage meget lang tid. Først kørte manden med tog og tænkte over sin vigtige mission, mens hjulenes rytmiske dunk lød under ham. Så tog han færge og faldt i søvn. Næste morgen skulle han med en gammel, gammel bil ud til selve landsbyen.

Da han var kommet frem, tog han en notesbog og en pen frem af kufferten. Han gik hen til hvert af de tredive huse i landsbyen, bankede på døren og stillede det samme spørgsmål:

Goddag. Jeg kommer fra byen, og jeg har et ærinde i denne landsby. Må jeg spørge, hvor mange der bor i dette hus? Hvad opvarmer I huset med?

Og alle svarede. Nogle gjorde det modvilligt og kort, andre begyndte at fortælle en lang historie, men manden afbrød dem høfligt, men bestemt, og bad dem svare på det konkrete spørgsmål. Da han havde spurgt alle, kørte han straks videre.

Det er en katastrofe! Hvorfor har så få mennesker gas i deres huse? lød det fra mødet om gasforsyningen.

De er nok vant til at fyre med brænde. Det er jo en omlægning at lære det og tage det i brug, og så videre… Det tager lang tid og er besværligt, og der er næsten kun gamle folk dernede. Hvorfor skulle de det?

Men brænde er slet ikke en mulighed. Vi må få gasforsyningen frem. Det kan vi ikke lade være med, folk har jo brug for det! De skal jo have det til at leve!

Vi har prøvet at lægge rør derud før, sagde den samme mand, der havde været i landsbyen. Han rejste sig, lagde en mappe på chefens bord og sagde: Alle, der havde ansvaret, er på mystisk vis forsvundet i skoven. Man siger, at der er et eller andet uhyre, der holder til derude. Jeg tror ikke rigtig på overnaturlige væsener, men fakta taler for sig selv. Vi må gøre noget, det forstår jeg. Men se her! De forsvandt omtrent samtidig med, at rørene blev lagt. I to uger har man ledt efter dem, og man kan ikke finde dem.

Manden satte sig, og generaldirektøren tænkte sig om. Han kradsede sig i nakken og sagde til sidst eftertænksomt, som om hans tanker var langt herfra:

Nå ja… Vi tænker over det. Mødet er slut, sagde han, tog mappen fra bordet og gled ud af kontoret med lidt sjoskende skridt. Alle de andre fulgte efter ham.

En uge senere kom et lille hold arbejdere fra byen til landsbyen. De gravede hurtigt jorden op med spader, som om de undersøgte den, og kørte så igen. Tøsen eller Jens, en af dem, så og hørte, at arbejderne ud over jordprøverne også regnede på noget og talte om nogle rør.

Åh, gud dog, hvad skal der dog ske med os? Det er jo kun begyndelsen, sukkede de gamle koner og mændene, men de vendte tilbage til deres sædvanlige gøremål: at kløve brænde, fiske, jage og strikke vanter og sokker.

Børnene løb hundrede gange om dagen hen til det sted, hvor arbejderne omhyggeligt, men ikke særlig dygtigt, havde begravet et metalligt ragelse. Alle gættede på, hvad de nu ville gøre, men for en sikkerheds skyld rørte de ikke ved det. Man kunne jo aldrig vide, hvad det var. Det kunne være noget vigtigt.

Og rigtigt nok: Nogle dage senere kom der endnu flere mennesker, og manden med kufferten kom igen. Hans øjne brændte af en eller anden idé, men folk kunne ikke forstå hvilken. Han gik rundt for anden gang og stillede det samme spørgsmål:

Sig mig, hvad opvarmer I huset med?

Brænde, svarede alle, hvem han end spurgte.

Forstået, jeg skriver det ned, sagde manden, og i notesbogen dukkede navne og adresser op.

Hvad vil han egentlig? tænkte folk og lukkede døren efter ham.

Han gik videre og fløjtede lidt for sig selv, ganske tilfreds. Hans arbejde her var gjort, og nu skulle resultaterne bare overleveres til arbejderne, som til gengæld også passede deres arbejde med at lægge rør. Mange, rigtig mange lange rør og små rørstykker, som årer, bredte sig gennem hele bebyggelsen. Til sidst blev rørene også ført ind under husene.

Og så blev folk som forskrækket – de begyndte at fjerne ovnene fra husene. Nu kunne folk ikke holde det ud længere og gik hen til manden med notesbogen for at få forklaring. Han fortalte alt om gasforsyningen og sagde, at gassen nu skulle ind i husene, så det ville blive lettere at lave mad og varme op. Alle så mistænksomt på ham, men gik så igen. Det må man finde ud af senere, hvad det er for noget, han fuser med her.

Manden skulle hjem, for han boede hos en gammel mand og betalte for opholdet med brændeved. Pludselig rejste der sig en vind, så kraftig at manden næsten blev blæst tre meter væk. Han hørte nogen gå rundt i krattet, så det knagede i grene, og fugle faldt ned fra træerne. Det blev skræmmende for manden, men han gik videre. Og pludselig, se der! Bag træerne glimtede nogle øjne!

Så kom endelig den store brølende skovtroldmand frem. Han var to meter høj og havde arme som træstammer, øjnene brændte, munden var så stor, at han kunne sluge en mand hel uden at lægge mærke til det, og han var helt overgroet med mos og nåle, med kviste i pelsen, så ansigtet næsten ikke kunne ses.

Hvad?! Du er begyndt at skræmme folk med gas! buldrede den fremmede. Gå hjem med din flok, din tosse!

H-hvem er De? stammede manden forskrækket.

Hvem? Ja, hvem… Jeg er Skovtrolden.

Så det er Dem, der får folk til at forsvinde? sagde manden nu mere fast.

Ja! Og du skal ikke vove at gå ind på mine områder! Det er min jord og min skov! Og når der kommer gas, hvem skal så hugge brænde i skoven? Ingen! Så tag hjem til din lille by igen! Ellers tager jeg dig med ind i skoven, og så ligger der en fod under en busk, en hånd under en gran, og resten af dit hoved tager ulven med, brølede skovtrolden, lo højt, og den nærmeste fyrretræ mistede al sin nål.

Manden trådte baglæns. Han virkede som en myre ved siden af det store og skræmmende uhyre, der var parat til at gribe ham med sine lange hænder og trække ham ind i den mørke, tykke skov.

Skovtrolden tav og stampede med sin træfod mod jorden. Med det samme skød al slags urter op af jorden og begyndte at snoe sig om mandens ben. Nu kravlede planterne højere og højere, og snart kunne man ikke engang se hans talje…

Skovtrold! Stop det med det samme! lød en irriterende lille stemme bagfra, og det duftede af tang og rådden fisk.

Mosekælling! Pokker, din gamle heks… Hvad vil du? Han vil stjæle vores skov! Og det kan man jo ikke tillade, vel? Så lad ham forsvinde i det land, han er kommet for at erobre!

Det er nok rigtigt nok, men hør nu på mig… og hold op med at kvæle ham, for pokker! Han er uskyldig, han bygger ikke noget selv. Han sidder bare i sit kammer og drikker te og slider i bukserne.

Græsset sank tilbage i jorden, og skovtrolden vendte sig mod mosekællingen. Nu så manden hende også. Hendes mørke, ukæmmede hår, som måske ikke havde været vasket i århundreder, var bundet med et snavset brunrødt bånd og hang i totter. Den grønlige kjole hang i laser, og gennem hullerne kunne man se hendes mørke, ru hud.

Hendes krogede finger pegede direkte på den stakkels gæst i denne ulykkelige landsby. Hendes krumme ryg fik mosekællingen til at ligne en rejer, og hendes grå, vandige øjne fulgte nøje med i begge: mennesket og skovens hersker.

Han er uskyldig, sagde mosekællingen endnu en gang. Skovtrolden lukkede øjnene, gabte og spurgte:

Hvad vil du? Hvorfor er du kommet?

Lad være med at tage folk væk mere. Og slip ham. De gør noget godt.

Gør noget godt?! brølede skovtrolden igen. Hvor er det godt?! Har man nogensinde set noget lignende?! Sådan her, helt uden grund…

Lad mig dog tale ud, din gamle stub! udbrød mosekællingen vredt. Skovtrolden trådte et skridt tilbage, rev en ung gran op med rode og kastede den mod hende. Hun undveg det vrede angreb, men fortsatte:

Vent nu, du er ikke hundrede år endnu, og heller ikke to hundrede! Dit hjerte kan give sig, og hvad gør du så? Jeg har ikke flere frøer, du har spist dem alle, din frække klump! Pas på, hvis jeg får fat i dig igen… og mosekællingen truede skovtrolden med sin knyttede næve. Han tav og sukkede.

Tal, sagde han, hævede en stub op af jorden og satte sig på den som Rodins Tænker.

De bringer noget godt. Det bliver nemmere for folk at lave mad og holde varmen om de kolde nætter. Og hvad angår dig og din ensomhed…

Vi skal nok få dig med i projektet »Det Eventyrlige Danmarks Ring«! udbrød manden pludselig og lo, som om han var blevet gal.

Hvem er det, som er blevet vanvittig? svarede skovtrolden.

Man skulle ikke have skræmt ham, din forbandede tosse!

Nej, nej! Sig det, men gør det ikke til noget gogn.

Men manden blev ved:

Altså, der findes sådan noget her, hvor folk rejser rundt i landet og deler eventyr og alt muligt godt. Og mange mennesker vil høre om dig. De vil også bringe gaver, ikke? Det lyder da godt, ikke?

Godt… mumlede skovtrolden. Ellers er det jo ensomt, kun med dyr og fugle. Jeg vil gerne have selskab. Selskab! Og med vætterne er der jo ikke rigtig noget selskab, kun kamp. Den ene gang vækker djævlene i dammen så meget ballade, at man knap kan få ro på dem, og så flyver de små onde ånder rundt, og man må løbe efter dem med en fakkel som en tosse. Og når Maara vender tilbage fra de endeløse stepper, så er det helt galt! Alle vætterne fra søer, skove og moser samles for at jage hende væk!

Hør nu, sagde manden pludselig, lad os skrive dem allesammen ned! Der bliver jo et hav af eventyr!

Og hvad med gassen?

Den lægger vi frem, helt sikkert! Folk skal stege fisk, bage pandekager og rugbrød, spille på harmonika og fortælle børnene eventyr.

Åh, hvor det er dejligt! lo mosekællingen. Og for den gas i sumpen kan jeg næsten ikke trække vejret længere.

Vent lige, frue mosekælling. Har I gas i moserne også?

Det har vi, hvad skulle det ellers være?

Vi skal lægge rør langt fra byen. Og her er det jo lige ved siden af, lige rundt om hjørnet!

Aha, sagde den onde skare i kor.

De lod manden gå, og han gik hjem for at skrive eventyret ned og aflevere rapporten til chefen.

Da han kom tilbage igen, tog man imod ham i landsbyen som en af dem selv, og han blev der og boede med en ny gasovn og en radiator. Han rejste mange gange til byen og fortalte os de eventyr, og jeg har fortalt dem videre til jer.

Som man siger: Og så er eventyret slut. Den, der har lyttet, må gerne tage af sted og selv møde skovtrolden. Han har meget spændende at fortælle om det gode, rige land med alle sine sagn og legender.

Eventyret Den kloge mosekællinge, eller hvorfor skovtrolden ikke ville lade gasfolkene komme ind i landsbyen er tilgængeligt i FB2-format til telefoner, tablets, computere og e-bogslæsere.
Lignende eventyr
Hvordan Kolобок mødte folk på internethjemmesider
Hvordan Kolобок mødte folk på internethjemmesider
Selv Kolобок kan føle sig ensom. Derfor besluttede han sig - jeg vil da registrere mig på en datingside. Sådan begyndte det hele. Et moderne lærerigt eventyr om hvordan Kolобок mødtes på internettet
5 775 3
Hvordan haren og ulven byttede haler
Hvordan haren og ulven byttede haler
En lærerig moderne eventyr om, hvordan Haren og Ulven besluttede at bytte haler. Hvad mon der kommer ud af det?
31 900 3
Eventyret om prinsessen og dragen
Eventyret om prinsessen og dragen
Et moderne eventyr om en prinsesse, der var meget, meget bange for den frygtelige drage. Men en dag overvandt hun sin frygt og besluttede sig for at besøge ham... Og sådan fik hun en ny ven.
12 389 3
Eventyret om de tre tærter
Eventyret om de tre tærter
Kongen bad engang sine døtre om hver at bage en tærte til hans fødselsdag. To af de kommende prinsesser udførte opgaven, men den tredje kom med tomme hænder. Fra dette forfattereventyr vil du finde ud af hvorfor
5 406 3

Vil du have besked om nye eventyr?

↑