Kapitel syv. Hvordan Æslet lærte musik at kende
En dag ringede det på døren i Æslets ejers hjem. Æslet var allerede vant til det: Når klokken klinger så melodisk, betyder det, at nogen er kommet.
Man begyndte at slæbe en enorm kasse ind i lejligheden. Den var lang og rummelig. Det var uklart, hvad der var inde i den. Æslet ventede nysgerrigt.
Manden pillede længe ved delene, kiggede, tilpassede den ene del til den anden, og ...det så ud, som om der pludselig var vokset et... klaver op af det blå!
Æslet forstod, at det var et klaver, for han havde allerede set sådan et i Tyskland, hvor han kommer fra. Bare kaldte man det noget helt andet dér. Ligesom man også kaldte æslet noget andet. Ligesom alle ting havde andre navne. Men her gik husmor og manden rundt og gentog uophørligt: »Klaver, klaver, åh, sikke et klaver!«
Det var hvidt med sorte og hvide blanke tangenter, som om en zebra havde galoppereret hen over dem og glemt sine striber. Æslet forstod dog ikke rigtig, hvad man skulle bruge det til. I Tyskland stod det bare i et hjørne. Her blev det også stillet i et hjørne.
»Måske er det til at pynte hjørnerne i husene«, nåede han endda at tænke.
Men synet af instrumentet imponerede ham. Så satte manden sig på en høj stol ved klaveret, og pludselig løb hans fingre hen over tangenterne, og musik flød ud i luften.
Den syntes at røre ved de dybeste strenge i Æslets sjæl. Og havde den bamse-æsel kunnet græde, ville han helt sikkert have fældet en tåre. Men som det var, begyndte det bare at snuse i hans næse, og en lille tråd stak op, så han måtte snøfte for at gemme den igen.
Da manden holdt op med at spille, ville Æslet gerne sige: »Mere, mere, mere, værsgo«. Men han kunne ikke tale så højt, at man hørte det. Og manden så ud til at høre ham alligevel og spillede endnu en melodi, og så endnu en.
Æslet kunne ikke tro, at de smukke, luftige melodier fløj ud af det store klaver, der lignede et bord, og at man slet ikke kunne røre dem. De svævede bare i luften og var usynlige.
»Hvordan kan noget, man ikke kan røre ved, vække så mange følelser?« tænkte Æslet og kom til en konklusion. ― Ikke alt, man ikke kan røre ved, findes ikke. Der er ting, der næsten ikke er til, men som alligevel trænger ind i hjertet. Selv hvis det hjerte ikke har fire kamre, men er af plys. Og selv om folk taler forskellige sprog og ikke forstår hinanden, er musik et fælles sprog«.
Sådan mødte Æslet musikken.
Kapitel otte. Hvordan Æslet blev opereret
En dag, efter et nyt bad, da Æslet blev hentet fra den varme altan, hvor han havde nydt solen og indåndet duften af tørrede abrikoser, kiggede husmor på ham og rynkede panden.
Hun vendte ham længe og omhyggeligt rundt og drejede hele tiden hans højre pote, og hun sukkede så tungt over den, at Æslet selv sukkede tungt og blev bekymret. Hvad var det dog, der var sket, siden husmor sukkede sådan?
Normalt, når hun krammede sin Æsel, blev husmor tvært imod rolig og holdt endda op med at græde. Æslet sugede fint til sig af det salte vand, som hun nogle gange tørrede af sit ansigt direkte på ham. Men nu var hun bekymret for hans skyld. Æslet kunne mærke det.
Snart samledes der et helt konsilium: husmor og hendes mor. Og de to klukkede med tungen og drøftede noget over ham. Til sidst så Æslet, at de tog en lang, tynd nål med en hvid tråd frem og... Åh! Æslet ville helt sikkert have hujet, hvis han kunne tale højt. Noget stak smerteligt ind i hans højre pote.
Så endnu en stik, og endnu en. Æslet ville allerede protestere, men husmor begyndte at vikle hans pote ind i en ren hvid bandage, der lugtede af medicin fra at have ligget længe i medicinskabet, og lagde ham på sengen, på sin egen pude.
Æslet hørte dem sige: »Operation, operation« og synes synd for ham. Og hans pote gjorde slet ikke længere ondt. Nå ja, måske en kende. Lidt.
Inden sengetid krammede husmor Æslet og sagde stille: »I dag efter operationen må du ikke, men i morgen giver jeg dig den lækreste lækkerhed for din tapperhed«. Og Æslet faldt i søvn i forventning om en lækker morgen. Sådan var det, at Æslet for første gang var til operation.
Kapitel ni. Hvordan Æslet blev venner med Ræveungen
I et etagebyggeri i Skolegade er der kun én lejlighed, som er særlig for Æslet. Den, hvor han bor. Sammen med husmor, hendes mand og den grønne blomst Pipito.
Pipito er dog ikke altid grøn. Han fælder nogle gule blade et par gange om året, og lige før nytår begynder toppen at blive rød. Æslet elsker den periode.
I huset bliver det festligt, det dufter af grantræ, mandariner og chokolade (og duften af chokolade beroliger altid Æslet), og selv Pipito minder med sine røde blade om, at højtiden nærmer sig.
Det er nok værd at nævne, at Pipito kaldes Pipito på grund af sin trang til vand. Hvor elsker han at drikke vand! Husmor hælder et glas i hans sølvfarvede krukke, og allerede efter et sekund er vandet forsvundet i Pipito. Voilà! Sådan et trick. Æslet kan ikke drikke sådan.
Og med Pipito er det også dejligt at tie sammen. Når husmor går hjemmefra, sætter hun altid Æslet på vindueskarmen hos Pipito, så de ikke keder sig, og de nyder hinandens selskab i stilhed. Æslet vænnede sig hurtigt til livet i den hyggelige lejlighed. Han begyndte næsten selv at glemme sit liv i huset i det fjerne Tyskland. Men fra den tid har Æslet bevaret kærligheden til at rejse.
Det er bare synd, at Æslet i dette hus, udover Pipito, ikke havde en eneste ven at lege med, når ejerne var væk, hviske med før sengetid eller dele sine plyslignende tanker med.
Men en dag, efter en tur til en anden by til jul, begyndte husmor og manden som sædvanlig at pakke tingene ud af kufferten, og pludselig tog de en rødbrun strikket ræveunge frem.
Den var helt af rødbrune garnstrenge, men med en hvid spids på halen, som om den var blevet dyppet i maling, med hvide ører og en lige så hvidhvid mave. Manden holdt den i hånden, og den hang helt ubevægelig. »Bare et legetøj«, sukkede Æslet tungt.
Han vidste, at nogle legetøjsdyr bare forbliver legetøj. Ræveungen blev lagt på sofaen, og den blev tilsyneladende glemt, men Æslet kiggede alligevel hen imod den flere gange. Det så ud udefra, som om der lå to legetøjsdyr på sofaen, men i virkeligheden lå der på sofaen en helt levende Æsel og en fuldstændig ubevægelig ræveunge.
Æslet kiggede så længe og intenst på ræveungen, at det et øjeblik virkede, som om der tændte sig noget i hans øjne. Æslet blinkede to gange, og ræveungen blinkede to gange tilbage. Æslet bevægede sin pote, og ræveungen rykkede næsten umærkeligt på halen.
Æslet begyndte at tale glad, hurtigt og forvirret på sit plyslignende sprog, og ræveungen svarede endnu hurtigere.
Og folk syntes stadig, at der lå to plyslegetøjsdyr på sofaen.
Fra den dag begyndte et venskab mellem Æslet og Ræveungen, der varede hele livet. Og måske er et liv ikke engang nok til sådan et venskab.